Debatten om den skattereform regeringen har bebudet i regeringsgrundlaget er begyndt. Samtidig indledes den rituelle stammedans på højrefløjen, hvor man i et uskønt kor af vrøvl, klynk og særdeles tvivlsomme argumenter påstår, at topskatten rammer de såkaldte skaffedyr, som man må forstå er hårdt prøvede og dagligt udfordres af socialistiske misundelsesskatter og utaknemmelige nydere.

Berlingskes kultur- og debatredaktør Jesper Beinov slog tonen an, da han kort før jul skrev: "Topskatten er simpelthen en umoralsk skat, som rammer knap en halv million danskere. Umoralsk fordi den straffer folk, der yder en ekstra indsats. Umoralsk fordi den fratager folk lysten til at tage fat."

Højrefløjens topskattebeklagelser bygger ofte på tre falske præmisser, som præsenteres nedenfor. Og samtidig vender blå blok det blinde øje til konsekvenserne, men en lavere topskat skal som bekendt finansieres, og det betyder at der skal skæres andre steder i de statslige budgetter.

Tre falske præmisser
For det første sættes lighedstegn mellem, at de højestlønnede også er de dygtigste og vigtigste. Det er en naturlig konsekvens af højrefløjens blinde tro på, at markedet ved bedst - også når det gælder indkomstfordeling. En af elitens førstemænd Richard Florida, har kritiseret antagelsen i sin bog ’Den Kreative Klasse’. Floridas rigtige pointe er, at de lavtlønnede skaber rammerne for de højtlønnedes succes, når de gør kontoret rent, kører taxaen, driver kantinen eller omsætter ingeniørens idé til et fysisk produkt. Lavt- og højtlønnede er hinandens forudsætninger.

For det andet påstår man, at mange højtlønnede snart pakker kufferten og rejser til et land, hvor man udviser større taknemmelighed på trækprocenten. Spørgsmålet er dog, hvor topskattebetalerne skal søge tilflugt. Ser man på både de gennemsnitslønnede og højtlønnede i Danmark, så ligger gennemsnitsskatten på arbejdsindkomst faktisk i den lave ende blandt 21 OECD-lande.

For det tredje mener højrefløjen at risikoen for, at de højtlønnede vælger at blive hjemme i hængekøjen i stedet for at passe deres arbejde, er overhængende. Påstanden burde (hvis den var rigtig) give anledning til en diskussion om manglende arbejdsetik, for ofte er højtlønnede ansat uden øvre arbejdstid og med lønninger, der afspejler det forhold.

Få LO-medlemmer betaler topskat
Når den nuværende skattereform fra 2012 er fuldt indfaset vil kun omkring syv procent af LO-medlemmerne betale topskat, og uanset hvor forjættende Venstre-regeringen og dens støttepartier taler om behovet for nye topskattelettelser, så er bundlinjen i regnskabet, at en total fjernelse af topskatten vil koste i omegnen af syv milliarder kroner i mistede skatteindtægter.

Konsekvensen – ud over øget ulighed og en stor omfordeling til de, der i forvejen har rigeligt – vil være yderligere nedskæringer på sygehuse, plejehjem, kommunal service og uddannelse. Det ville derfor klæde politikerne at være åbne over for befolkningen om, hvilke forringelser der skal gennemføres for at kunne sænke skatten for de, som i forvejen har mest.

Ifølge en undersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte i 2014 mener danskerne, at hvis der skal gives skattelettelser, bør de rettes mod lavtlønnede grupper. Vi er enige og man kunne eksempelvis fokusere på beskæftigelsesfradraget for personer med en indtægt på under 300.000 kr. eller på at hæve børnechecken for familier med en lav hustandsindkomst.

Ved de kommende skatteforhandlinger bliver det afgørende, om Dansk Folkeparti står fast på sin afvisning af at give lempelser i topskatten, eller om partiet atter skifter standpunkt og stemmer for ændringer, der især vil tilgodese den mest velhavende del af befolkningen.