På den ene side er der behov for ro og tryghed oven på en turbulent flugt. Mange flygtninge har traumer og stress efter en ofte voldsom flugt fra krig og kaos. På den anden side skal både børn og voksne hurtigt i gang og arbejde stenhårdt, hvis det skal lykkes at knække sprogkoden, lære at begå sig i en ny kultur og samtidig tilegne sig faglige kompetencer på eliteniveau for at kunne få et arbejde.

Der findes ingen lette løsninger

På den ene side har antallet af flygtninge betydning for samfundets evne til at integrere. Der er for eksempel et begrænset antal lærere, som kan hjælpe i modtageklasserne, og jobkonsulenter der kan yde en kvalificeret hjælp til at komme i gang på arbejdsmarkedet. På den anden side er det svært at komme i gang og koncentrere sig om integrationen, hvis man skal vente tre lange år i frygt på at få sine børn i tryghed.

På den ene side er der behov for at blive en del af fodboldklubben, arbejdspladsen, boligområdet og blive accepteret i lokalsamfundet. På den anden side kan det ikke nytte, at fodboldtræningen bliver spoleret af mennesker, der ikke aner, hvordan man behandler en bold behørigt.

Ingen ledige boliger i storbyerne
Socialdemokraternes forslag om flygtningelandsbyer rammer ned i netop sådan et dilemma. På den ene side er der ingen ledige boliger i storbyerne. De senere års urbanisering har flyttet rigtig mange danskere til København, Aarhus og Aalborg. Urbaniseringen har drevet huspriserne yderligere i vejret, og med de lave ydelser til flygtninge, har de ikke en kinamands chance for at betale storbyernes husleje. De har simpelthen ikke råd til en bolig.

Statslige flygtningelandsbyer kunne måske give god mening i og ved de større byer

Dertil kommer, at det uden tvivl netop er i byområderne, at der fleste erfaringer med at få integration til at virke i praksis. Det er her, der er flest (nye) jobs at få. Og her mange uddannelsesinstitutioner er klar til at klæde flygtningene på med ny kompetencer målrettet jobmarkedet. Tilmed er der måske en tendens til en lidt større accept af mangfoldighed i byerne på baggrund af mange års erfaring med blandede samfund. Statslige flygtningelandsbyer kunne måske give god mening i og ved de større byer.

På den anden side er flygtningelandsbyer det sidste, der er brug for i de mindre tæt befolkede områder af landet. Her er i forvejen masser af tomme huse. Hvis man kommer tilstrækkelig langt fra alfarvej er huspriserne tilmed i bund, så boligen er til at betale. Og mange mindre lokalsamfund tørster efter liv. Det kan måske endog bidrage til at redde en lille skole med ondt i børnetallet.

Her kan idéen om flygtningelandsbyer risikere at skade integrationen mere end den gavner. I stedet for at blive en del af det lokale samfundsfællesskab, vil flygtningene blive placeret uden for det fysiske fællesskab – og derfra er vejen kort til at blive placeret uden for det mentale fællesskab.

Flygtningene skal i kommunale børnehaver og skoler
Flygtningelandsbyer kan således være en god model nogle steder. Men hvis der også kommer landsbyer uden for de store byer, så risikerer det at skade integrationen. I den forbindelse er det måske værd også at kaste et blik på økonomien. Der er tendens til, at Danmarkskortet bliver stadig mere delt, hvad angår indtægtsgrundlag og arbejdspladser. De velstillede kommuner tiltrækker nye borgere og bliver rigere, mens de fattige kommuner mister borgere og bliver fattigere.

Regeringen snyder som sædvanlig på vægtskålen

En del af motivationen for at etablere flygtningelandsbyer er at aflaste kommunerne økonomisk. Det kan der i høj grad være brug for. I sidste uge kunne man her i spalterne læse, hvor dyrt det er for Faaborg-Midtfyn Kommune at sikre en ordentlig integration. Staten betaler kun en del af regningen. Regeringen snyder som sædvanlig på vægtskålen og underkompenserer konsekvent kommunerne ved enhver given lejlighed.

Det gælder også for flygtningeområdet. Det er imidlertid særligt de fattigste kommuner, som fx Faaborg-Midtfyn, der på én og samme tid vil kunne have størst økonomiske incitament til at støtte idéen om flygtningelandsbyer, men samtidig har mindst incitament til at støtte idéen, når det handler om reel integration og muligheden for at skabe nyt liv på landet.

Det har været diskuteret, om flygtningene skal være en del af etablerede børnehaver og skoler. Svaret må være klokkeklart JA. Uanset hvilken model for flygtningelandsbyer, så er reel integration helt nødvendigt.

Der findes ingen lette løsninger. Heller ikke i debatten om flygtningelandsbyer.

Johannes Lundsfryd er gruppeformand for Socialdemokraterne i Middelfart byråd og formand for Skoleudvalget.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.