Den Europæiske Union er bygget gennem kriser. Sådan har det altid været, og sådan ser det ud til at fortsætte. I dag er det flygtningekrisen, der står for døren, og den forværrer problemet med arbejdskraftens frie bevægelighed, som det i forvejen er svært at at finde en løsning på, fordi flere lande finder det urimeligt, at andre EU-borgere skal have del i velfærdsgoder fra den første dag.

I denne tid prøver EU at finde en løsning, en nødbremse, der kan accepteres af UK, og som kan få betydning for de danske særønsker til EU efter nej’et ved folkeafstemningen.

I den nuværende krise i EU, kan det være godt at huske på den euforiske stemning i tiden efter murens fald og de østeuropæiske landes løsrivelse fra den smuldrende Sovjetunion. En eufori der kulminerede i København i december 2002, da aftalen om optagelse af 10 nye lande blev underskrevet.

EU skal have flere kriseredskaber
Der er vel ikke mange, der i dag ønsker, at den optagelse aldrig havde fundet sted, selvom det har og stadig giver problemer for samarbejdet i EU. De fleste kan vel se, at problemerne ville have været endnu større og langt vanskeligere at løse, hvis de østeuropæiske lande ikke havde været medlemmer, men EU kun havde bestået af de vesteuropæiske lande.

På plussiden bør det også huskes, at de 10 nye lande klarede sig igennem finanskrisen – ikke uden problemer, men de stod distancen bedre end ældre medlemslande som Grækenland, Spanien og Portugal.

Grækenland er endnu ikke i sikker havn. Landet har et uholdbart stort underskud på statsfinanserne, fordi grækerne har levet over evne. Det skyldes dårlig regeringsførelse af en række regeringer, som grækerne selv har valgt. Da grækerne er medlem af euroen, er de andre europæiske eurolande nød til at hjælpe grækerne, ellers går landet bankerot og må forlade euroen.

Det er ikke forståeligt, at EU stiller meget detaljerede krav til, hvordan Grækenland skal indrette sig

Det er derfor også naturligt og forståeligt, at de andre eurolande stiller krav til Grækenland om at gennemføre forandringer, så landet sætter tæring efter næring. Men det er ikke forståeligt, at EU stiller meget detaljerede krav til, hvordan Grækenland skal indrette sig. Der burde være mere plads til, at grækerne selv fandt de konkrete løsninger.

Det er endnu mere uforståeligt, at EU’s krav – anført af Tyskland – fører til, at arbejdsløsheden og i sær ungdomsarbejdsløsheden er tårnhøj. EU burde have et kriseberedskab og finansielle redskaber, så lande i krise ikke kun skulle gennemføre reformer, der bragte landet på ret kurs, men at EU, mens det skete, kunne give økonomisk støtte til langsigtede investeringer, der holdt den økonomiske aktivitet og arbejdsløshed på et acceptabelt niveau.

Finanskrisen har givet den europæiske centralbank flere redskaber til at imødegå virkningerne af økonomiske nedture, og man må håbe, at løsningen af den græske krise fører til, at EU får et bedre kriseberedskab med finansielle redskaber, der kan støtte et kriseramt lands økonomiske aktivitet. Sker det, vil det være endnu en byggesten til at bedre fungerende EU.

Brug for solidarisk modtagelse og fordeling af flygtninge
Flygtningekrisen i Europa ser lige nu ud til at have handlingslammet EU, fordi medlemslandene ikke er enige om, hvordan der skal handles. Men det er ikke det samme som, at de ikke kan blive enige. Det tager tid at finde en fælles løsning.  Lige nu har alle landene i EU travlt med at vedtage foranstaltninger, der begrænser antallet af flygtninge til deres eget land, fordi der er en frygt i landene for, at de ikke kan håndtere de mange flygtninge, og landene tør ikke vente på en fælles EU-løsning.

Det kan ikke komme bag på nogen, at stramninger i de enkelte lande vil udløse en nedadgående spiral, som har begrænset indflydelse på antallet af flygtninge, der kommer til Europa, men skubber problemet over på de lande, der grænser op til de områder, hvor flygtningene kommer fra. Hvis flygtningene ikke kan sendes videre, bliver det helt umuligt for de lande at håndtere, hvorfor der er brug for en fælles solidarisk løsning.

EU må hjælpe de lande i Mellemøsten, der tager langt de fleste flygtninge

EU’s historien har hidtil lært os, at når problemerne bliver tilstrækkeligt alvorlige, og et stort flertal af Europas befolkningerne kan se konsekvenserne, og kan se at fælles løsninger i den sidste ende er til alles fordel, så sker der noget. Og vi kan vel allerede se, at der tegner sig konturerne af en fælles europæisk løsning, der består af tre elementer.

EU må hjælpe de lande i Mellemøsten, der tager langt de fleste flygtninge. Den proces er i gang med EU’s aftale med Tyrkiet, men må følges oppe af lignende aftaler med andre lande og flere økonomiske midler. Herudover må EU hjælpe de Sydeuropæiske lande med at behandle anmodninger om asyl og med midlertidigt at huse dem der får asyl. Endelig må der udvikles mekanismer, så medlemslandene modtager og integrerer flygtning på en solidarisk måde, det vil sige i forhold hvor mange flygtninge de allerede har taget, og hvor stort og rigt landet er.

Det er ikke en nem kabale at få til at gå op, og ikke mindst de økonomiske konsekvenser er svære at håndtere. Hvis det skal lykkes at etablere en fælles og solidarisk flygtningepolitik i Europa, er det formentlig nødvendigt, at EU får flere økonomiske midler, og at medlemslandene får bedre økonomiske muligheder for at løse integrationsopgaven. Uden nye økonomiske midler vil udgifterne til integrationen opfattes som midler, der alene afholdes af den nuværende befolkning, selvom det ikke vil være tilfældet i det lange løb.

På lang sigt vil en større befolkning i Europa være en økonomisk gevinst

På lang sigt vil en større befolkning i Europa være en økonomisk gevinst, når der sikres en vellykket integration. Derfor kunne EU indføre en midlertidig mekanisme, hvor udgifter til integration af flygtninge blev holdt uden for finanspagtens snævre budgetkrav, og derfor ikke skulle finansieres af højere skatter eller lavere udgifter. Det vil ikke være et brud med det langsigtede krav om strukturel balance på statsfinanserne, da godt integrerede migranter bidrager til den økonomiske aktivitet og på lang sigt vil give staten flere indtægter end udgifter.

Lige nu ser det meget vanskeligt ud, men det er i de situationer, at godt politisk lederskab skal vise handlekraft. EU-kommissionen, der skal komme med de konkrete forslag til løsninger, har brug for støtte fra medlemslandenes regeringer, hvis de skal komme nogen vegne. I Danmark kunne og burde det være et krav fra de partier, der er med til at skabe flertal for stramninger af asylreglerne, at den danske regering mere aktivt støtter EU-kommissionens arbejde med at finde fælles løsninger.

Danmark kan opnå aftale om Europol
Den betydelige EU skepsis i Storbritannien og den britiske folkeafstemning om EU-medlemskab skal finde en løsning midt i flygtningekrisen. Den britiske regering har stillet fire krav, og det tegner til, at kravet om at begrænse velfærdsydelser for andre EU-borgere, der kommer til Storbritannien, er det sværeste at imødekomme.

Alligevel ser det ikke helt håbløst ud. EU’s historie har hidtil vist, at i den sidste ende findes der en løsning, fordi et flertal af befolkningen ser en fordel i bevarelsen og udbygningen af EU, men det skal ske på en måde, så befolkningen forstår behovet for fælles løsninger og ser fordelene ved dem. Debatten om EU’s fremtid og oplysninger om behovet for fælles løsninger sker ikke i hverdagen, men den finder sted, når der er krise, og det vil der blive, hvis der er udsigt til at Storbritannien forlader EU.

EU’s historie har hidtil vist, at i den sidste ende findes der en løsning

Ingen kender udfaldet af en folkeafstemning i Storbritannien om udmeldelse, men historien har hidtil vist, at Europas politiske ledere finder løsninger, som holder sammen på EU, selvom ikke alle kan være lige meget med. Erfaringen har også været, at efterhånden som kernen i EU fungerer bedre og samarbejdet viser sig at være nødvendigt, vil flere være med.

Hidtil har der ikke været eksempler på, at lande går den modsatte vej, men det bør der være plads til får at holde sammen på fællesskabet. Og det burde ikke være et alvorligt problem for dem, der tror på, at fælles løsninger på grænseoverskridende problemer i det lange løb viser sig at være de bedste.

Danmark har ligesom Storbritannien skabt sin egen lokale krise. Den danske befolkning ønsker ikke, at Danmark skal deltage i hele EU’s retspolitik. Den ønsker heller ikke at give folketinget bemyndigelse til, at vælge de dele af samarbejdet, som Folketinget finder nyttigt, men et stort flertal af partierne i Folketinget og formentlig også i befolkningen ønsker at deltage i det europæiske politisamarbejde.

Det vil sikkert lykkes for Danmark at opnå en aftale om dansk deltagelse i Europol og enkelte andre ordninger, men det kan tage en rum tid, da kommissionen har mange og vigtigere ting på dagsordenen. Men mon ikke det vil hjælpe på forhandlingsforløbet, hvis den danske regering og de regeringsbærende partier i Folketinget viste en reel vilje til at finde fælles læsninger på de udfordringer for Europa, der er større end Danmarks deltagelse i Europol.

 
Jørgen Rosted (f.1945) er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.