Mads Holger til angreb på normløsheden

Boganmeldelse: Den ekskommunikerede konservative politiker Mads Holger, har kastet sig over forfattergerningen. Pio anmelder romanen, der ikke synes uden paralleller til forfatterens eget liv.
Efter at have turneret den politiske manege uden den helt store succes er Mads Holger vendt tilbage til forfattergerningen. Tilbage i 2008 udgav han bogen ’Alle går rundt og forelsker sig’, der af Politiken fik ordene ’forbryderisk dårlig’ med på vejen.

Mislykket aristokratisk vækkelse
Selvom den nu forhenværende politikerspire forsøgte at genoplive den konservative idé som en forlængelse af den feudale højadel, så fangede det aldrig rigtig an. Det politiske projekt, der skulle virkeliggøres ved at kræve sin Chablis (hvidvin) serveret i glas med høj stilk, tale i en andægtig gammeldags udgave af dansk, som ellers kun findes på skrift og ved at værdsætte den klassiske musik. En slags vækkelse af det borgerlige aristokrati.

Når drømmen om det politiske opgør med historieløshed, normløshed og kulturradikalisme fejlede så fælt, så er det en nærliggende mulighed at lade projektet leve videre i litteraturen. En ambition, som Torben Steno, Sørine Godtfredsen, Hans Hauge og Michael Böss ligeledes har forsøgt at løfte. Alle sammen uden større held – med undtagelse af måske Michael Böss ’Det demente samfund’, som er absolut læseværdig. Mads Holger fortsætter altså en kulturkritik, der ofte forbliver formanende og navlebeskuende i sin tone, selvom den har sin i et samfund hvor tradition, nation og stolte dyder generelt undertrykkes.

Til opgør med normløsheden
Når det store opgør mod normløsheden i ’Vorherre besvares’ bliver til en klassisk dannelsesroman, så må lette på hatten i respekt for en meningsdanner, der står sin modgang igennem, kan tage sine klø og fortsætter ufortrødent på en mission, som man fornemmer kun lige er påbegyndt.

I ’Vorherre bevares’ følger vi en dreng, der bliver ung og sidenhen voksen, mens har går så grueligt meget igennem. Der er tale om en ekstremt talentfuldmand, der på det nærmeste kan alt, men som konstant bliver holdt nede af et moderne samfund uden historie, ære og respekt. Som succesfuld fodboldspiller er det jalousien der spænder ben, som kunstmaler er det de andres manglende forståelse for talent, som habit-designer er det kvindens dominans i det parforholdet, og endelig som præst er det samfundets kulturtab og den manglende respekt for autoritet, der river tæppet væk under bogens hovedperson.

Det talent og hårde slid, som hovedpersonen Hektor lægger for dagen igennem bogens 211 bliver spildt og misforstået. Når Hektor som succesfuld designer rager uklar med sin smukke model-kone, så skyldes det, at han kalder det sygt, når deres otteårige søn ifølge barnets moder skulle være klar til at springe ud som homoseksuel. Resultatet er trods al foregående succes konkurs, total deroute og endnu en ny begyndelse. Og nye begyndelser er det mange af i bogen.

En roman om Mads Holger selv?
Det kræver ikke de store anstrengelser at fange bogens gennemgående pointe om, at Hektors skæbne igen og igen bliver afgjort i mødet med den perverse modernitet, ved den manglende anerkendelse af talent og den dominerende normløshed. Hektor taber hver gang, og man øjner en parallel til forfatterens eget liv, hvor de store armbevægelser, gode ideer og politiske drømme alle er bristet. Det var for både Hektor Ambrosius og Mads Holger tæt på at lykkedes, men det gjorde det aldrig.

Det er som Bruce Willis’ karakter (den aldrende bokser Butch) får påskrevet i en scene fra Pulp Fiction: ”You came close but you never made it.”

Sproget er ligeså aristokratisk og konservativt, som forfatteren selv, hvilket man enten kan lade sig underholde eller irritere af. Men til gengæld så er han konsekvent i sproget. Bogen er sjov, men også lidt for forudsigelig og overfyldt med let gennemskuelig symbolik.

’Vorherre bevares’ er en hurtig læst bog, der aldrig trænger ind under huden – selvom det fortsætter Mads Holgers vedkommende samfundskritiske opgør med normløsheden.

MH bog

'Vorherre bevares' blev udgivet i december 2015 på forlaget Mellemgaard

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook