Annonce

Må man godt konfiskere lejernes penge?

Kommentar: Det er tordnende hykleri, at De Radikale nu foreslår at konfiskere lejernes penge for at betale for flygtningeboliger
Det Radikale Venstre var meget vrede og forargede, da et bredt flertal i Folketinget vedtog, at man måtte konfiskere kontanter og store værdigenstande fra flygtninge, der får ophold i et asylcenter. Det var simpelthen et frygteligt værdiskred og et opgør med danske værdier at forlange betaling for en ydelse til flygtninge, må man forstå på de forargede radikale.

Men når de selv samme flygtninge er kommet ind i landet og skal fordeles i de danske kommuner, har den radikale pibe pludselig en anden lyd. Nu vil man nemlig gerne konfiskere andre menneskers værdier. Radikale vil nemlig bygge 5000 flygtningeboliger og konfiskere de danske lejeres penge til formålet.

Lejerne får pengene tilbage om 30 år
Det Radikale Venstre foreslår nemlig, at de 5000 flygtningeboliger skal finansieres ved at ”skrue på Landsbyggefonden”, som den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard sagde, da han forklarede forslaget i radio 24/7.

Altså skal pengene til at bygge nye boliger gå fra Landsbyggefonden, der er de danske lejeres opsparing, der skal bruges på at forbedre og renovere de almene boliger. Men i stedet for at lade lejerne bruge deres opsparing på at forbedre de mange slidte almene boliger, vil de Radikale altså tage lejernes penge og bruge på flygtningeboliger.

De Radikale vil hævde, at det er boligforeningerne – og altså i sidste ende flygtningene selv, der betaler udgiften over huslejen. Det er for så vidt rigtigt nok. De Radikale glemmer bare, at lånet til at opføre boligerne optages i Landsbyggefonden og betales tilbage over 30 år. Lejerne må altså vente 30 år med at få deres egne penge tilbage igen!

I stedet for at lave tiltrængte renoveringer af boligmassen, må lejerne altså sidde i nedslidte lejligheder og håbe, at deres konfiskerede opsparing kommer tilbage efterhånden som flygtningene betaler husleje. Hvis de stakkels mennesker da kan betale, når de er på regeringens nye fattigdomsydelse.

Det er tyveri ved højlys dag!

Der skal findes boliger til de mange flygtninge, der kommer. Ingen tvivl om det. Men det er en samfundsopgave, og De Radikale skal ikke have held med at sende regningen videre til én enkelt samfundsgruppe – og da slet ikke en gruppe, der i forvejen ikke er ved muffen.

Får andre deres opsparing konfiskeret?
Hvis det havde været enhver anden type opsparing, De Radikale ville konfiskere, havde der lydt ramaskrig over det ganske land. Hvem kunne eksempelvis forestille sig, at man finansierede politiske tiltag med boligejernes friværdi? Ligesom det ville være helt barokt, hvis en politiker, der manglede penge, foreslog at bruge af borgernes pensionsopsparing. Eller Novo Nordisks egenkapital. Vi ville jo grine af det. Ryste på hovedet. Kalde det tyveri og kommunisme.

Men når det handler om lejernes penge er situationen en helt anden. Her kan Danmarks eneste rendyrkede klasseparti, Det Radikale Venstre, slippe af sted med i ramme alvor at foreslå at konfiskere lejernes penge for at betale for politiske tiltag.

Lejerne tager i forvejen slæbet
Tilmed er det de danske lejere, der i de sidste 30-40 år i forvejen har løftet integrationsopgaven. Det er i boligforeningerne, integrationen skal foregå. Det er lejernes børn, der går i skoler, hvor klassekammeraterne ikke taler dansk, når de møder op. Det er lejerne, der har set deres boligområder bliver forvandlet til ghettoer.

Nu skal lejerne så se, at et politisk parti, der med baggrund i deres ”menneskesyn” har parkeret en enorm integrationsopgave i de danske boligforeninger, vil tage lejernes hårdt tiltrængte penge til at bygge ghettoer.

Forslaget vidner om en mangel på kontakt til boligforeningerne og mangel på ansvarsfølelse over for de danske lejere.

Det siger meget om, hvilket stof, Det Radikale Venstre er gjort af: På den ene side synes de, det er helt forfærdeligt at konfiskere kontanter og store værdigenstande fra flygtninge.

På den anden side synes de, det er en rigtig fin idé at konfiskere lejernes opsparing.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet