EU’s institutioner skal demokratiseres nu, ellers vil samarbejdet blive opløst inden der er gået ti år. Det er budskabet fra initiativet Democracy in Europe Movement 2025, DiEM25, som blev stiftet i sidste uge i Berlin.

Bevægelsen, som de kalder sig selv, er et forsøg på at samle og skabe et konstruktivt venstreorienteret alternativ til den nuværende EU-modstand.

Bag hele initiativet står den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, der om nogen har personificeret kampen imod den europæiske sparepolitik og de udemokratiske og bureaukratiske EU-institutioner.

Hvor venstrefløjens EU-modstand indtil nu mest har handlet om at begrænse EU så meget som muligt, så er det her projekt anderledes. Det er i stedet et forsøg på at kritisere og reformere EU indefra og tøjle bureaukraterne, teknokraterne og statschefernes magt og flytte den europæiske politikudvikling tættere på borgerne.

DiEM25s introduktionsvideo med musik af Brian Eno.

Alternativet er med
Blandt medstifterne af den nye bevægelsee var blandt andet Wikileaks-stifteren Julian Assange, filosoffen Slavoj Žižek og den britiske musiker Brian Eno. Og fra Danmark deltog blandt andet Alternativets folketingsmedlem Rasmus Nordquist.

Alternativet var inviteret med til konferencen for blandt andet at bidrage med erfaringer med at udarbejde ny politik.

”Svaret på Europas krise er mere demokrati og legitimitet. Det får vi ikke ved at bygge hegn og mure. Et indespærret Danmark og et indespærret Tyskland er ikke svar på den politiske krise Europa befinder sig i,” skrev den politiske ordfører på Facebook og fortsætter:

”Det sidste vi har brug for, er at Athen vender sig mod Paris, eller at Paris vender sig imod Berlin. Mere nationalisme er ikke svaret - vi skal turde nytænke måden vi praktiserer demokrati på - sammen. Lokalt, internationalt, nationalt og regionalt.”

Åbenhed om beslutningerne
Bevægelsen vedtog på konferencen et kort politisk manifest, som skal være grundlaget for det videre arbejde.

“Vores mål for at demokratisere Europa er forfærdeligt presserende, for uden en hurtig start kan det være umuligt at mejsle den institutionaliserede modstand væk i tide, før Europa passerer forbid “point of no return,” skriver de blandt andet i manifestet.

På den korte bane vil bevægelsen have åbnet op for beslutningsprocesserne internt i unionen. EU skal gøre mere tilgængeligt for borgerne.

De foreslår blandt andet at møderne i det Europæiske Råd, Ecofin (gruppen af finansministre) og Euro-gruppen skal livestreames på nettet, at alle forhandlinger om eksempelvis handelsaftaler skal offentliggøres og at der skal være åbne referater for møderne i den europæiske centralbank.

De ønsker desuden, at alle EU-institutionerne skal ændre deres fokus til helhjertet at adressere problemer som gældskrisen, stigende fattigdom, flygtninge og utilstrækkelige investeringer. Og endelig vil de have indført et obligatorisk lobbyistregister i Bruxelles.

På lidt længere sigt, det vil sige inden der er gået to år, skal der nedsættes et nyt forfatningskonvent, som inden 2025 skal fremlægge et udkast til en ny traktat med en reform af EU-institutionerne og med et mere selvstændigt, uafhængigt europæisk parlament med initiativret til selv at fremsætte lovgivning.

Hele DiEM25 manifestet kan læses her.

Er folket med?
Hvordan det skal gå med den nye bevægelse herfra er lidt svært at sige. Yanis Varoufakis har sagt at den hverken skal udvikle sig til et egentligt politisk parti, men mere som en platform til at diskutere en retning. Det kan jo også være godt med en sådan, men det er lidt en udfordring at forestille sig hvordan bevægelsen vil sættes handling bag de flotte ord så.

For at der lige nu er en kæmpe utilfredshed med EU blandt borgerne er jo helt indiskutabelt, men det store spørgsmål er selvfølgelig om mere direkte demokrati og dermed også mere magt til de folkevalgte politikere i Bruxelles, er det borgerne virkelig ønsker. Eller om det i virkeligheden er en tilbagevenden til mere suveræne nationalstater som man eksempelvis ser lige nu i Storbritannien, at folket i virkeligheden ønsker.  Og hvorfor skulle de samme borgere, der har valgt borgerlige regeringer i hele Europa være klar til at stemme på venstrefløjspolitik i EU?

Men det er virkelig interessant, at man på den nye europæiske venstrefløj der er opstået efter finanskrisen, repræsenteret af partier som eksempelvis græske SYRIZA, Podemas i Spanien og Alternativet i Danmark forsøger at organisere sig på internationalt niveau og dermed trækker sig fra samarbejdet med den etablerede anti-europæiske venstrefløj.