Overvågning af sygeplejersker er en dårlig idé

Kravet om effektivisering har taget overhånd, når Danske Regioner vil udstyre sundhedsmedarbejdere med en chip. Man kommer længere med samarbejde, respekt, gode relationer og god tillidsfuld ledelse end med overvågning og kontrol.
Indrømmet! Jeg har forbandet det langt væk, når jeg ikke lige kunne finde lægen eller portøren. Men at løsningen skulle være at udstyre personalet med en chip og indføre masseovervågning på landets hospitaler, er så langt skudt forbi, at jeg må undres dybt.

Begrundelsen fra Danske Regioners side er, at personalet dagligt spilder 12 minutter på ikke at kunne finde hinanden. Man må sige, at kravet om effektiviseringer på landets hospitaler har nået helt nye højder.

På hospitalerne er produktiviteten steget med rekordfart de seneste ti år. I perioden 2008 til 2013 har der været en produktivitetsstigning på 3,9 pct. årligt, og siden 2001 er aktiviteten pr. sundhedsprofessionel steget med 40 pct. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at der arbejdes med LEAN-processer, nye arbejdsgange og projekter, så arbejdet udføres endnu mere effektivt og smartere.

Der mangler tid til kerneopgaven
De ansatte løber hurtigere og hurtigere rundt i hamsterhjulet. Alligevel melder sygeplejersker og læger om manglende tid til kerneopgaven. Patienterne klager over, at de ikke får talt ordentligt med de sundhedsprofessionelle, når de er indlagt. Det er som om effektiviseringsmedicinen til hospitalsvæsenet ikke helt virker.

For nyligt tilkendegav to velansete britiske forskere, Christopher Hood og Ruth Dixon, at New Public Management-reformerne i Storbritannien ikke har medført den billige og velsmurte offentlige sektor, som man troede. Tværtimod står man, efter årtiers effektiviseringsreformer, med en dyrere og dårligere offentlig sektor. Det er opsigtsvækkende, særligt da det var Christopher Hood, der opfandt New Public Managementbegrebet tilbage i 1991.

Det er som om effektiviseringsmedicinen til hospitalsvæsenet ikke helt virker

Danmark er ikke Storbritannien. Men New Public Management har vi også i Danmark. Fra flere danske forskere ved vi, at New Public Managementstyringen har medført konstante omstillingsprocesser, besparelser og meget detaljerede krav om dokumentation der gør, at flere ansatte ikke kan følge med. Senest har vi i Dansk Sygeplejeråd udgivet en antologi, hvor sygeplejersker og forskere sammen problematiserer, hvordan ensidig fokus på produktion og meningsløs dokumentation har forringet arbejdsmiljøet for sygeplejersker.

Chip eller tillid
Sådan en chip kan virke helt harmløs. Og selvom jeg ved, at der er eksempler på, at den virker, er jeg alligevel helt uforstående overfor, at sådan et forslag er kommet frem. Der burde være et etisk kodeks blandt ledelse, projektmagere og andre styringsfolk i regionerne, som havde stoppet sig selv, før sådan en chip kom videre end til forslagsbunken. For sjældent har jeg mødt så massive protester over et styringsværkstøj fra kolleger og andre faglige organisationer som lige med denne her.

Det er så langt væk fra den slags arbejdsplads, som jeg og mange andre ønsker sig

Jeg tror, det handler om, at det at udstyre folk med chip, overvågning og kontrol, er så langt væk fra den slags arbejdsplads, som jeg og mange andre ønsker sig. Længe har vi prøvet den samme ensidige effektiviseringsmedicin og meget tyder på, at effekten er taget af. Spildtid skal selvfølgelig reduceres, så patienten får al den læge- og sygeplejerskertid, han har brug for. Men jeg tror nu, at man kan komme rigtig langt med helt basale ting som godt samarbejde, respekt, gode relationer og god tillidsfuld ledelse.

Og så må jeg lige tilføje, at når man mangler en læge eller en kollega, hjælper det oftest lige at løfte telefonrøret. Den der chip. Den er altså en ommer.
Signe Hagel Andersen (f. 1982) er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun på Amager, er gift og er mor til to drenge.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet

Annonce