I dag er ”take out the trash-day” for regeringen. Fødevareministeren er i høring om landbrugspakken og fylder medierne og snakken i frokoststuerne i dag. Derfor bruger regeringen anledningen til at fortælle, at de akut mangler penge til at betale for den store udflytning af statslige arbejdspladser.
Det skal de ikke have held med!
På Netavisen Pio falder vi selvsagt ikke for den slags billige tricks. Hvis du heller ikke gør, så læs med her!
Som vi tidligere har skrevet på Netavisen Pio, er regeringens plan for udflytning af 4000 statslige arbejdspladser underfinansieret.
I dag måtte regeringen selv erkende, at de 400 millioner, de havde afsat til udflytningen, langt fra er nok til at betale for de store flytte- og administrationsudgifter, der er forbundet med at rykke offentlige styrelser fra den ene ende af landet til den andet.
Ekstraregningen for udflytningen af de statslige arbejdspladser beløber sig allerede på nuværende tidspunkt på en halv milliard, og den regningen har finansministeren behændigt sendt videre til den statslige forvaltning.
Oven i, at vi må forvente en dårligere service fra den offentlige forvaltning, mens udflytningen står på, og udover at der vil gå viden tabt, når mangeårige medarbejdere stopper, så må vi altså også forvente, at der bliver færre penge til at sikre service til borgere og virksomheder.
Det er en rigtig god idé at sikre en bedre balance i landet ved at udflytte arbejdspladser. Så meget desto værre er det, at regeringen ikke har sat penge nok af til deres prestigeprojekt.