Eksperter dumper regeringens strandprojekter

Regeringen vil give en række kommuner lov til at bygge turistbyggerier på de danske kyster. Regeringer siger, det vil skabe vækst, men beregningerne er alt for optimistiske, siger en række eksperter til BT.
Danske kyster er nogle af verdens bedst bevarede. Hos os er kysterne ubebyggede og frit tilgængelige for alle – en stærk kontrast til sydligere landes overplastrede solkyster. Men regeringen vil gerne give lidt løsere snor til at bygge på de ellers hermetisk fredede kyster. Det skal forbedre den kystturisme, der er en afgørende indtægt blandt andet i Vestjylland og på Sydsjælland og Lolland-Falster.

En række eksperter udtrykker nu tvivl om, hvorvidt beregningerne bag tilladelserne til at bygge eksempelvis badelande er realistiske. Projekterne vil ifølge eksperterne slet ikke kunne tiltrække så mange turister, som regeringen har forudsat, og derfor risikerer eksempelvis de dyre badelande at ende med at stå som tomme, forladte bygninger inden for få år.

”Jeg har set på flere af projekterne, som jeg mener har nogle alt for optimistiske forventninger. Deres estimater for besøgende er i hvert fald regnegymnastik med nogle kæmpe usikkerhedsfaktorer”, siger professor og centerleder ved Center for Landdistriktsforskning Anne-Mette Hjalager til BT.

Blandt andet kritiserer eksperterne, at hvert enkelt projekt ikke har taget højde for, at der kommer andre lignende projekter i landet, og man dermed skal konkurrere om de samme turister.

”Det kan bekymre, at der i besøgstallene for de enkelte projekter ikke er taget højde for de øvrige projekter”, siger Janne Liburd, der er professor i turisme ved Syddansk Universitet.

Rejser folk til Danmark for et badeland?
Det er særligt de mange badelande, regeringen vil give tilladelse til at opføre langs de danske kyster, der møder eksperternes skepsis. Når man eksempelvis spørger de tyske turister, der er storkunder for den danske kystturisme, er det nemlig langt fra indendørs vandpjaskeri og rutsjebaner, der står på ønskesedlen.

”Når vi spørger turisterne, hvad de efterspørger, svarer de naturen, havet, skovene, de uspolerede klitter osv. Det er ikke badeland”, siger Anne-Mette Hjalager til BT.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen afviser over for BT eksperternes kritik. ”Jeg hæfter mig ved, at vi globalt kan se, at der er et større vækstpotentiale inden for turistindustrien, og at Danmark i sammenligning med andre lande har været under pres i forhold til kystturisme.”

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce