Jeg voksede op i en lille landsby kaldet Diernæs lidt udenfor Faaborg. Indtil kommunalreformen i 1970 var den en selvstændig sognekommune med cirka 1.000 indbyggere. Det var et tæt og overskueligt fællesskab, hvor så godt som alle indbyggere kendte hinanden – og vidste, at man var afhængige af, at det lokale fællesskab fungerede.

I 1970 blev Diernæs lagt sammen med købstaden Faaborg og en række andre landsogne til Faaborg Kommune. I den var der cirka 17.000 indbyggere, så det var langt fra alle, der kendte hinanden. Men kommunen var alligevel en relativt homogen størrelse bestående af en købstad og dennes historiske opland.

Kommunen er blevet en administrativ enhed

I 2005 ved den seneste kommunalreform blev Faaborg Kommune lagt sammen med fire andre til Faaborg-Midtfyn Kommune med godt 51.000 indbyggere. Geografisk strækker den sig mere end 60 kilometer fra Odenses forstæder til øer i Det Sydfynske Øhav, som historisk kun har haft meget begrænset kontakt med hinanden.

Det betyder, at det naturlige fællesskab, som tidligere tiders mindre kommuner byggede på, ikke længere eksisterer. Kommunen er blevet en administrativ enhed, der leverer velfærd med videre, men den er ikke længere den naturlige ramme for de nære fællesskaber. De er flyttet til andre fora – i min egen kommune blandt andet de lokalråd, som er opstået i næsten alle de gamle landsogne.

Kommunen leverer ikke længere fællesskab
Udviklingen betyder, at kommunen ikke længere i samme grad som tidligere leverer fællesskab, men at den – i bedste fald – kan være med til at facilitere lokale fællesskaber. Og det er en af de væsentligste årsager til, at mange kommuner (min egen inklusiv) i disse år arbejder med politikker og strategier, der med forskellige overskrifter handler om at inddrage, samarbejde med og udvikle lokale fællesskaber.

En af udfordringer som kommune ligger i at erkende, at sådanne lokale fællesskaber ikke kan sættes på formel. Vores lokalområder er forskellige, og det, der giver mening i et område, kan vise sig at ramme helt ved siden af i nabosognet. Det giver derfor ingen mening at definere en idealmodel for samarbejdet mellem kommunen og lokalområderne – i stedet er det kommunale system nødt til at være så fleksibelt, at det kan lytte til de lokale ønsker og særkender og indrette sig efter dem.

Det giver ingen mening at definere en idealmodel for samarbejdet mellem kommunen og lokalområderne

Et eksempel fra min egen kommune er en mindre landsby, hvor skolen blev lukket for 5-6 år siden. Ikke overraskende var beboerne ikke særligt tilfredse med den beslutning, men i stedet for at hænge fast i irritationen valgte de at tage handsken op og spørge kommunen, om ikke de kunne få lov til at bruge halvdelen af den usælgelige skolebygning som lokalt aktivitetscenter. Det sagde kommunen ja til og gav også lidt penge til ombygning, som efterfølgende er blevet fulgt op af en række fonds-donationer, hvilket betyder, at huset om et år vil fremstå som et af de mest moderne landsby-aktivitetscentre i landet.

I den anden halvdel af bygningerne har kommunen efterfølgende valgt at indrette et familiehus, hvor udsatte familier kan få hjælp til at komme på ret køl igen. Det sker i samarbejde med Røde Kors og Ungdommens Røde Kors og et meget væsentlig argument for at placere tilbuddet netop her, var det aktive lokale fællesskab, der er klar til at åbne sig op også for personer, der ikke lige bor i lokalområdet.

Stærke lokale fællesskaber gennem samskabelse
Det er blot et eksempel på det, som nogle med et modeord kalder samskabelse. I bund og grund handler det om at finde et nyt rum for samarbejde mellem kommunen, lokalområder, foreninger, borgergrupper etc., hvor det ikke på forhånd er defineret, hvad samarbejdet konkret skal munde ud, eller hvem der har ansvaret for løsning af de udfordringer, man diskuterer.

Vi er på vej væk fra det kommunale fællesskab og over til de kommunale fællesskaber

Men hvor alle parter er enige om, at etableringen og vedligeholdelsen af stærke lokale fællesskaber er en fælles opgave, der kun kan løses, hvis man tager udgangspunkt i de lokale ressourcer og ønsker.

Vi er på vej væk fra det kommunale fællesskab og over til de kommunale fællesskaber, hvor kommunen er facilitator (og i nogle tilfælde også deltager) i snesevis af lokale fællesskaber. Det er en stor opgave at dreje en organisation, der er vant til en universel tankegang, i denne retning. Men det er nødvendigt, hvis kommune forstsat skal betyde fællesskab.

 
Hans Stavnsager er gruppeformand for socialdemokraterne i Faaborg-Midtfyn Kommune.
‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.