Venstre rammer historisk lavpunkt

Lars Løkke Rasmussen og Venstres opbakning blandt vælgerne er i frit fald. Partiet rammer laveste niveau i 25 år.
Et kvart århundrede. Så lang tid skal Venstre tilbage for at finde lige så lav opbakning som i dag.

Det viser et kvalitetsvægtet gennemsnit af meningsmålinger fra februar, som valgforsker professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.dk.

Et sådan gennemsnit giver ifølge mediet et bedre og mere stabilt billede af den politiske opbakning i befolkningen end enkeltmålinger kan.

Gennemsnittet viser, at kun 17,1 procent af vælgerne ville stemme på regeringspartiet i februar. Det er et fald på 1,7 procentpoint siden sidste måned og det er en halvering af opbakningen siden juni 2012, hvor Venstre stod til opbakning fra hele 34 % af vælgerne.

Flertal til rød blok
Mens Venstre straffes af vælgerne, så er der en lille fremgang til Konservative, der står til 3,9 procent. Partiet rundede 100 år for nyligt og endte kort efter med en hovedrolle i Eva Kjer-sagen.

På trods af et flertal i rød blok går Socialdemokraterne lidt tilbage og får 23,5 procent. Resten af de røde partier går frem, hvor Radikale har den største fremgang og står til 6,3 procent.

Det betyder at den røde blok, bestående af Socialdemokratiet, SF, de radikale, Enhedslisten og Alternativet står til 89 mandater, mens blå blok med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative står til 86.

Det vil derfor bare kræve et nordatlantisk mandat til rød blok før at Mette Frederiksens vil kunne blive statsminister.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce