Kristian Jensen udstiller Venstres splittelse

Analyse: Kristian Jensens udtalelser om, at han gerne vil være formand for Venstre er en politisk banalitet. Men samtidig udstiller det en dyb splittelse i Venstre.
I sig selv er der ikke noget mærkværdigt i, at Kristian Jensen er klar til et kampvalg om at blive formand som Venstre, når Lars Løkke en dag skal væk. Han er partiets næstformand, og hans formandsambitioner blev tydelige for enhver, da han forrige sommer forsøgte at vælte Løkke. Dengang vi troede, vi lyttede til Løkkes svanesang. I stedet blev vi vidner til Lars Løkkes overraskende sejrsmarch.

Hvis man gerne vil være formand for et parti, må man også være klar til at tage en afstemning om det. Det er sådan, den politiske virkelighed er. Kristian Jensens udsagn er dybest set en politisk banalitet, som man hverken behøver have en doktorgrad i psykologi eller hedde Frank Underwood for at regne ud.

Bryder regel nummer 1
Det overraskende og interessante er altså ikke hvad Kristian Jensen siger, men at han siger det.

For det første er det interessant, fordi det strider imod regel nummer et, hvis man er kandidat til noget: Husk at sige, at du absolut ikke er kandidat til det! Lige indtil du faktisk er kandidat. Det vil i Kristian Jensens tilfælde sige: Pas dit job som udenrigsminister, sig at mødet i Odense er lagt bag jer, og arbejd på de indre linjer for, at du har stærke folk omkring dig, når Løkke en dag forlader formandsposten.

Det er gift for formandsambitioner at blive betragtet af partifællerne som illoyal – som en, der måske ligefrem håber på et valgnederlag, så man selv kan blive partiformand. Hvem vil stemme på sådan en?

Med andre ord: Under normale omstændigheder ville Kristian Jensen aldrig sige, som han gjorde i Jyllands-Posten.

Men ”normale omstændigheder” er ikke noget, man opererer med i Venstre. Her er situationen kronisk usikker, og de interne magtkampe er blevet dagligdag.

Parkeret langt væk fra Christiansborg
Det er i dét lys, man skal se Kristian Jensens udtalelser. Han blev behændigt placeret på posten som udenrigsminister. En stor og fornem post, som signalerer, at Løkke betragter Kristian Jensen som en vigtig del af holdet. Men samtidig en post, der har den indbyggede fordel for Lars Løkke, at Kristian Jensen på den måde har travlt med at rejse verden rundt, og altså er på behørig afstand af Slotsholmen.

Det er i dét lys, vi skal forstå Kristian Jensens udsagn: Han er blevet sendt væk fra kamppladsen, og Løkke forsøger at køre ham ud på et magtpolitisk sidespor. Kristian Jensen er bange for, at hans drøm er ved at glide ham af hænde. Derfor har han behov for at råbe til Lars Løkke: Jeg er her stadig!

Den slags behov er et udtryk for svaghed; ikke styrke.

Løkke sender det tunge kavaleri ud mod Jensen
Lars Løkke har tilsvarende travlt med at mobilisere imod Kristian Jensen. Gruppeformand Søren Gade siger, at Lars Løkke er formand ”indtil Solen brænder ud”, og finansminister Claus Hjort Frederiksen kalder Jensens udtalelser ”irriterende” og ”ikke for smart”.

Tilbage står to væsentlige konklusioner: At Kristian Jensen er bange for at blive overset og glemt. Og at der foregår en intens magtkamp mellem to fraktioner i Venstre.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce