Der er ingen grund til at pege fingre. Selv om det var en socialdemokratisk ledet regering, der samlede et flertal bag Togfonden og satte gang i at realisere timemodellen på de danske jernbaner, så har skriftende regeringer på stribe - blå som røde – ladet vores jernbaner blive til et teknisk frilandsmuseum.

Danmark er sammen med Irland og Island det sidste sted i Europa, hvor man ikke har højhastighedstog. På den tid det tager en dansker at komme det lille smut fra København til Aarhus når en franskmand fra Paris og hele vejen til Aix-en-Provence i det dybeste Sydfrankrig. Det er mere end den dobbelte afstand på den samme tid.

Danmarks næststørste by, Aarhus, er endnu ikke elektrificeret, selv om man har arbejdet med det siden 1979. Den fjerdestørste by, Aalborg, er heller ikke. Faktisk er der så lidt el-drift af tog i Danmark, at vi lige magter at komme forbi Hviderusland og Estland på den europæiske rangliste. Vi kører som de sidste stadig på diesel, og på store dele af hovedstrækningerne kører vi på de samme snørklede skinner, som vores forfædre lagde i midten af 1800-tallet.

I røven af 4. division
Danmark er i en europæisk sammenhæng ”røven af 4. division” når det kommer til togforbindelser. Det er i øvrigt en rammende betegnelse. Røven af fjerde division henviser nemlig ikke til mandskaber som Hartlepool eller Notts County i bunden af det engelske fodboldhierarki, men til tilbagetrækningen af 4. division fra den preussiske invasion i Slesvig i 1864, hvor de nyanlagte baner i Nørrejylland fra Aarhus mod Aalborg og mod Skive over Viborg var rødglødende af troppetransporter. Preusserne så kun røven af fjerde division...

Det er i det lys, at vi skal se på Togfonden og timemodellen, der skal få Danmark tilbage på sporet: En time mellem alle de store byer (altså en times rejsetid mellem København og Odense, en time mellem Odense og Aarhus og en time mellem Aarhus og Aalborg), og massivt forkortede rejsetider mellem de store byer og byerne på de mindre baner. El på hele det overordnede net. Vi kommer ikke i togenes superliga med investeringen på 28 milliarder kroner.

Men man kan sige, at vi igen får moderne jernbanedrift i Danmark. Vi får et jernbanenet, der kan binde Danmark sammen til et tæt og effektivt arbejdsmarked. Et samfund med mindre udkant og større effektivitet. I Europa flokkes borgerne om de hurtige tog, der gør de store afstande mellem byerne meget meget små.

Togfonden fattes penge
I takt med at olieprisernes fald truer størrelsen på Togfonden, der skal finansiere Timemodellen på jernbanerne, er flere begyndt at ryste på hånden. Hvis Togfonden ikke har penge nok, må vi skalere projektet ned, lyder det, som om timemodellen kun blev opfundet for at finde et eller andet fornuftigt at bruge en masse oliemilliarder på. Timemodellen er enormt vigtig for Danmark. De største byer er allerede er i gang med at bane vejen for milliardinvesteringer i områderne omkring deres stationer, så vi kan få maksimal glæde af de hurtige tog.

Konsulenthuset Cowi har for nyligt konkluderet, at de største byer tilsammen baner vejen for 70.000 nye beboere og 85.000 nye arbejdspladser inden for to kilometer fra stationerne i Timemodellen.

Vi er i Aarhus allerede i gang med at anlægge de første letbanespor, der effektivt skal transportere 100.000-vis af danskere til og fra Aarhus H., og de går snart i gang med det samme i Odense. I Esbjerg arbejdes der med nærbane, som kobler det sydvestjyske område op på timemodellen.

Timemodellen er ikke en fiks idé, som vi må droppe, fordi oliemarkedet falder eller måske ikke lever op til forventningerne. Timemodellen er så vigtigt et projekt for landets fremtid, at alle partier må stå sammen og stå fast på, at den skal gennemføres. Vi må stoppe med at fokusere på, hvor meget jernbane vi kan købe for en tønde olie. Vi er nødt til at fokusere på, hvordan vi sørger for, at vi har pengene til Timemodellen. Olie eller ej.

Kristian Würtz (S) er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune.