Ved den britiske dronning Victorias hof var der en inder. En rigtig inder, som hun selv havde fået fragtet til London fra Indien som en gave. Han hed Abdul Karim og var tjener ved hoffet.

Dronning Victoria gjorde Abdul Karim – eller Munshi som hun kaldte ham – til sin yndling ved hoffet. Hun nød at følge med i, hvordan den vilde inder blev mere og mere civiliseret, lærte engelsk, begyndte at drikke te, lærte pæne, engelske manerer.

I Krøniken, som Danmarks Radio nu genudsender, kan tv-seerne lave den samme øvelse som dronning Victoria. Her er Munshi dog skiftet ud med Palle From, der forlader arbejderklassens vilde barbarer for at blive en civiliseret borgerlig med hus og have.

Men lige så lidt som dronning Victorias imperialistiske kulturberigelse i samværet med Munshi er et udtryk for respekt for Indien, lige så lidt er Krønikens glorificering af Palle From et udtryk for respekt for arbejderklassen.

I Krønikens fortælling er arbejderklassen fordummet, forstokket og fordrukken. Uanset, om det er Idas far, der ikke kan acceptere et barn født uden for ægteskabet, eller om det er Børge From, der er blændet af sin tro på Partiet og de mange kasser stjernepils.

For Munshi og Palle From er skæbnen den samme: Hvis de kan forlade deres fordummende baggrund, kan vi faktisk godt bruge dem. Men ligesom Munshi først er en helt, når han ikke længere er inder, er Palle From først en helt, når han endegyldigt har forladt arbejderklassen og er blevet civiliseret.

Arbejderklassen er i Krønikens univers et mudderlag, hvor seeren som en anden guldgraver kan glæde sig over at finde enkelte klumper af uopdaget guld, som vi kan tage op og forme i vores eget billede.

Kulturlivets triste menneskesyn
Havde det så bare været et enkeltstående dramaturgisk instrument, som DR havde benyttet sig af for at give Krøniken en indsprøjtning af spænding. Situationen er bare den, at det syn på arbejderklassen, som Krøniken er eksponent for, er gennemgående for Danmarks Radio.

Fra Matador over Madsen&Co til Forbrydelsen og Krøniken er budskabet det samme: Den jævne befolkning er dum, og det gælder for alt i verden om at befri sig selv fra denne kappe af dumhed, som den almindelige befolkning render rundt i.

Alt i alt tegner der sig et trist menneskesyn i det danske ånds- og kulturliv, hvor afstanden fra det samfund, det er kulturens opgave at beskrive, er blevet så lang, at portrætterne bliver karikerede.

Kulturen har et problem
Det gør kulturen falsk og fattig. Og det bryder jorden for den politiske myte om LO-arbejderne som dumme mennesker, der har godt af at blive presset. Det bærer ved til ideen om, at der intet uretfærdigt er i, at velstandsstigningen i samfundet i meget lille omfang kommer Børge From og Co. til gavn. For han er jo ikke klogere?

Den danske kulturelite har et problem i sin portrættering af arbejderklassen. Fordi de kender den for dårligt. Fordi de ikke møder de mennesker, ikke respekterer dem, ikke kender deres værdier.

Den danske lønmodtager er for kulturen et objekt, der skal civiliseres og fjernes fra fordummelse. Præcis som Munshi var det for den britiske monark.