Vi skal holde op med at isolere stress til et individuelt problem, som den enkelte må slås med. For når så mange mennesker rammes, må vi tage politisk ansvar. Vi må stoppe op og spørge os selv, hvad der gik galt, og hvordan stress er blevet vor tids store folkesygdom.

Hvis beslutningstagerne skal gøre alvor af at knække stresskurven, kommer her fire bud, som ville være et rigtig godt sted at starte.

1. Drop den politiske ambition om mere arbejde
”Hvis du har 12 minutter, så har vi en løsning”. Sådan lød budskabet da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals plan Fair Løsning, der som bekendt aldrig blev realiseret. Tanken om, at det er helt afgørende for Danmarks fremtid, at vi arbejder mere, lever imidlertid i bedste velgående. Fortællingen går på, at alle danskere må indstille os på at arbejde mere, for at være i stand til at holde hånden under vækst og velstand.

Og de fleste danskere arbejder også mere i dag end de tidligere gjorde. Det gælder særlig for de offentligt ansatte, hvor 82 pct. i dag arbejder mere end for 5 år siden. Når vi sammenholder den stigende arbejdstid med stigende stresstal, er det svært at slå det hen som ren tilfældighed. Måske burde ambitionen i stedet være, at vi skal arbejde 12 minutter mindre om dagen. Målet må aldrig blive et arbejdsmarked, hvor vi bliver hængende på jobbet til langt ud på aftenen.

2. Genopliv ideerne om en tidsbank
Fokus bør i stedet være på at give mulighed for det gode familieliv med en ordentlig balance mellem hjem om arbejde. I Danmark har vi fantastiske barselsmuligheder for forældrene i barnets første leveår. Men for mange familier skaber det store udfordringer, når begge forældre skal tilbage på 37 timer (eller for mange 37+!) fra den ene dag til den anden. Lange institutionsdage og arbejdsopgaver der tages med hjem, er hverdag i mange familier. Det må være muligt at skabe et mere fleksibelt og balanceret arbejdsliv for forældre med små børn.

Derfor bør vi genoplive ideen om en tidsbank, hvor forældre kan arbejde mindre mens børnene er små, og mere når de er blevet større. Ideen var blandt andet fremme i Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport fra 2007, hvor de forslag aldrig blev til andet end blæk på papiret. Det kan kun begrædes, da en tidsbank i den grad vil kunne bidrage til at lette presset på nogle af de børnefamilier, hvor stress er blevet hverdag.

3. Mindre dokumentation, mere faglighed
Stressepidemien rammer særlig hårdt blandt de offentligt ansatte, hvor hver anden medarbejder føler sig stresset. Det er uacceptabelt, og som stat, kommune og region må politikerne stå til ansvar for at skabe et bedre arbejdsmiljø.

Meget er sagt og skrevet om det stigende krav om dokumentation og evindelige effektiviseringer blandt de offentligt ansatte. Der bliver mindre tid til pædagogen, sosu’en eller sygeplejerskens kerneopgaver, hvilket rammer den faglige stolthed og skaber en følelse af konstant at være på bagkant. Det må derfor være en bunden opgave at skabe mere plads til faglighed og kerneopgaver, og ditto mindre krav til overfladisk dokumentation.   

4. Giv de unge bedre idealer
Det høje stressniveau hænger uden tvivl også sammen med et meget stort – og ofte ensidigt – præstationspres i vores samfund. Vi dyrker individualismen og ”det personlige brand” på bekostning af fællesskabet. Vi lever i en tid, hvor det ”at gøre en ekstra indsats” sidestilles med at arbejde mere og høste dertil hørende økonomiske gevinster. I stedet bør vi hylde de mennesker op, der gør den egentlige ekstra indsats. De frivillige i håndboldklubben, besøgsvennen, medlemmerne i skolebestyrelsen og de unge, der tager ansvar for arbejdet i elevrådet. De nære værdier skal have bedre kår.

Og vi må holde op med at pace de unge til at droppe sabbatår, højskoleoplevelser og blindt acceptere et mere og mere absurd karakterræs for optag på de videregående uddannelser. Vores uddannelsessystem er et rigtig godt sted at starte, for ambitionen om et mindre stresset samfund.

Anne Paulin er folketingsmedlem for Socialdemokraterne.