De seneste uger er der i taler, i aviser og på de sociale medier blevet delt en lang række minder om Anker Jørgensen. Billeder, citater og ikke mindst en række sjove og pudsige anekdoter, som samtidig fortæller meget om, hvem Anker var som menneske og som politikker. Netavisen Pio har samlet et lille udvalg af de anekdoter, som har cirkuleret i kødvandet på Anker Jørgensens død.

En lille mand i strømpesokker
Kort efter sin udnævnelse til statsminister skulle Anker deltage i et topmøde i Paris. Han boede på det fashionable Hotel Georges V, hvilket nok var lidt uvant for Anker Jørgensen. Han skulle interviews af DR, som havde hyret nogle franske tv-teknikere til at stå for det praktiske.

De ankom lidt i forvejen, og blev lukket ind i Ankers værelse af en lille mand i skjorteærmer og strømpesokker, fortæller Søren Mørch i bogen 25 statsministre.

Lidt senere ankommer DR-journalisten og fortæller teknikerne, at man er klar til at gå i gang. ”Jamen skal vi ikke vente på Danmarks statsminister”, spurgte tv-teknikerne. Den danske journalist kiggede hen mod manden i strømpesokker: ”Det ER Danmarks statsminister”, forklarede journalisten de forbløffede teknikere.

Historien fortæller med al tydelig, at Anker ikke ville lave om på sig selv, men insisterede på at være den, han altid havde været. Heller ikke selvom han pludselig var langt hjemmefra og befandt sig på et stort, fint hotel i selskab med fremmede mennesker.

’Kan jeg lige pisse, først’
En anden historie om Anker kommer fra den mangeårige journalist på Ekstra Bladet Kate Bluhme. Med godt 35 år på Ekstra Bladet, og mange af disse tilbragt på Christiansborg-redaktionen, er Bluhme en af de journalister, der kendte Anker Jørgensen utrolig godt.

Et af hendes stærkeste minder om Anker er fra Oluf Palmes tragiske dødsdag den 28. februar 1986. Anker havde været på en af sine utallige turneer hos de socialdemokratiske partiforeninger og kom hjem først på aftenen. Her blev han ringet op af Ekstra Bladet, som forgæves havde forsøgt at få fat i både statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Ingen af dem svarede, men det gjorde Anker på Borgbjergvej 1.

Anker, der netop var kommet ind af døren skulle på toilet og spurgte derfor journalisten, inden at have hørt vedkommendes ærinde om det ville være okay, hvis han lige pissede først (og ja, han sagde netop ”pisse”). Det var det, og efter at have pisset færdig og modtaget nyheden om de tragiske begivenheder i Sverige, så blev den tidligere socialdemokratiske statsminister hængende ved telefonen resten af natten, hvor gav kommentarer på Oluf Palme liv og levned til alle landets medier. Som Kate Bluhme selv fortalte, så var Anker en mand, der vidste når det gjaldt.

Saddam Hussein virkede ”ret dum”
Da biskop Kjeld Holm for et par år siden spurgte Anker Jørgensen, hvad han gerne ville huskes for, blev Anker meget tavs. Da han endelig svarede, var det hverken efterlønnen, de mange kriseindgreb eller genrejsningen af Socialdemokratiet efter jordskælvsvalget i 1973, som Anker nævnte.

Anker dvælede derimod ved, at det i 1991 lykkedes ham at få befriet en 16 danskere, som Iraks diktator Saddam Hussein holdt som gidsler i kølvandet på den irakiske invasion af Kuwait. Ud over danskerne holdt Saddam Hussein også en række andre landes statsborgere som gidsler, så sammen med blandt andre Tysklands tidligere socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt og den tidligere konservative britiske premierminister Edward Heath drog Anker derfor til Bagdad for at få gidslerne sat fri.

”Hvordan var han egentlig, ham Saddam Hussein”, spurgte Kjeld Holm mange år senere. ”Tja, på mig virkede han faktisk ret dum”, svarede Anker. Historien viser både, hvor meget det betød for Anker at kunne gøre en konkret forskel for det enkelte menneske, og fortæller noget om hans uimponerede tilgang til store mænd - selv de største tyranner i verden.

Så utroligt dejligt nysgerrig
Under sin fremragende og dybt rørende tale til sin far ved bisættelsen i Grundtvigs kirke lagde Lars Jørgensen (Ankers yngste søn) særligt vægt på Ankers enorme nysgerrighed og interesse for andre mennesker. ”Du ville altid se, hvad der var rundt om næste hjørne ”.

”Det værste folkene i statsministeriet vidste dengang, hvor du slog dine folder der. Det var, når hele det statsministerielle maskineri skulle på tur. For eksempel på statsbesøg. ’Hvordan sikrer vi, at Anker ikke laver kuk i tidsplanen? Tænkt nu hvis han får øje på en gammel dame, som gerne vil snakke. Så kommer hele følget for sent til pressemødet! Det kan vi ikke byde præsident Ford!’.

Jeg husker engang vi var i Thailand. Du ville mødes med almindelige thailændere. Vi kom kørende på vejen med chauffør der kørte som død og helvede, Og vi havde politimotorcykler både for og bag. Chaufføren nægtede at stoppe indtil du truede med at trække håndbremsen. Det fik bilen til at stoppe og vi kom ind og se hvordan almindelige mennesker boede i en Thailandsk landsby. I 1975.

Sådan var du lige til det sidste. Du ville ud – du ville afsted.”

Anker ville møde og mærke verden – den skulle embedsapparat og sikkerhedsfolk ikke skærme ham for. Kærligheden for andre mennesker og nysgerrigheden for det ukendte har måske været en del af opskriften på den varme og folkeligheden, som eftertiden vil beskrive Anker med.

På kontrolbesøg hos Frank Jensen
I 2010 overtog Frank Jensen posten som overborgmester i København. Mens meget endnu var nyt og han var ved at sætte sig ind i sagerne, lød der pludselig en velkendt stemme ude i forkontoret. Da Frank Jensen kiggede derud, var det ganske rigtigt 87-årige Anker Jørgensen, der havde lagt vejen forbi.

"Jeg skal lige sikre mig, at overborgmesteren har noget at bestille", lød beskeden fra den tidligere statsminister til den nyudnævnte overborgmester. Selvom fysikken ikke var hvad den havde været, havde Anker alligevel kæmpet sig fra Sydhavnen til Rådhuspladsen for at se til byens nye overhoved.

Historien fortæller tydeligt om den nysgerrighed og vilje til at følge med i det politiske liv, som Anker bevarede han til det allersidste, trods sin fysiske svækkelse.

Altid med et humoristisk glimt i øjet
Anker var nede på jorden hos den almindelige dansker, men han var også skælmsk og humoristisk til det sidste. Under et besøg fra en gruppe af socialdemokratiske partifæller, som Anker tog imod på Plejehjemmet i Valby for blot et par år siden, fandt en humoristisk scene sted, som siger meget om Anker.

Nuværende folketingsmedlem Peter Hummelgaard Thomsen var en del af gruppen og kunne berette følgende om sin oplevelse på Facebook: ”Ved en af vores sidste eftermiddage sammen følte jeg behov for at fortælle ham, hvor stor en inspiration han var”, skrev Peter Hummelgaard Thomsen. Derfor formulerede han denne hyldest: "Anker, for mig er du jo en af de helt store inspirationer".

Anker svarede straks:  "Hvad sagde du?", mens han tog en flad hånd op til øret. Det unge socialdemokratiske folketingsmedlem hævdede stemmen og gentog: "Altså for mig er du jo en af de helt store politiske inspirationer i vores levetid". Derefter svarede Anker med et smil på læben "ja ja, jo tak. Jeg skulle bare have dig til at gentage det"

Ironien og det humoristiske overskud var med Anker til et allersidste. Han var politiker og mennesker, der i den grad kunne grine – også af sig selv.