Kvalitet er et nøgleord i moderne offentlig ledelse. Skiftende regeringer har gennemført kvalitetsreformer på en række områder, og i landets kommunalbestyrelser bruger vi en pæn del af vores tid på at behandle og beslutte kvalitetsstandarder på forskellige serviceområder.

Kvalitet er naturligvis positivt, og når vi som borgere betaler en relativt høj skat, kan vi også have en berettiget forventning om, at den offentlige service er i orden. Problemet er blot, at kvalitet også et pænt stykke hen ad vejen er noget subjektivt, og at det derfor er svært for ikke at sige umuligt at skabe én kvalitetsstandard, som alle borgere opfatter som god – eller i det mindste rimelig.

En af den offentlige sektors grundlæggende problemer er ”one size fits all”-tankegangen, som passer umanerligt dårligt sammen med et moderne samfund, hvor individualiseringen er et grundvilkår. Vi er vant til at kunne vælge mellem 20-30 forskellige morgenmadsprodukter på supermarkedets hylder – og hvis ikke det er nok, kan vi gå på internettet og finde 200-300 mere.

Frit valg på havregrynshylden
Hvis det offentlige stod for morgenmadsleverancen, ville vi analysere os frem til det rigtige produkt ud fra en kombination af sundhed og pris pr. enhed. Konklusionen ville formentlig være, at havregryn er netop det produkt, hvor kvalitet og pris går op i en højere enhed, og derfor ville morgenmadshylderne frem over udelukkende være fyldt med havregryn. Hvis vi var en borgerlig regering eller kommune, ville vi måske lade en privat havregrynsleverandør stille sine havregryn op ved siden af de offentligt producerede – også selv om de er lidt dårligere og dyrere end de offentlige.

Objektivt set ville vi have sikret den bedst mulige kvalitet af morgenmad til vores borgere – men det store flertal af borgere, der foretrækker noget andet end havregryn på morgenbordet, ville næppe opleve det som en kvalitetsforbedring af deres tilværelse. Kvalitet er subjektiv – både når det gælder havregryn og offentlig service.

Der foregår i øjeblikket en kamp imellem forskellige tiltag, hvor den ene gruppe forsøger at definere et større beslutningsrum for borgere og offentligt ansatte, mens den anden centraliserer beslutningerne om, hvad god kvalitet er. Til den første gruppe hører for eksempel forskellige eksperimenter i kommuner rundt om i landet med tidsbanker eller lignende, hvor man giver modtagere af hjemmehjælp et vist antal timer, som de selv kan disponere over sammen med hjemmehjælperen. Hr. Olsen vil måske gerne have hjælp til en tur i tøjbutikken, mens fru Larsen hellere vil have hjælp til de hjemmebagte småkager til børnebørnene. Pointen er, at det her er borgeren selv – i tæt samarbejde med den eller de ansatte som har den direkte kontakt – der definerer, hvad kvalitet er for hende eller ham.

Christiansborg tager over
Der eksperimenteres som nævnt med denne type initiativer både på ældreområdet og andre serviceområder rundt om i landets kommuner, men det er desværre den modsatte tendens, der fylder mest – ikke mindst fra landspolitisk side. I kommunerne har vi i de senere år gentagne gange hørt forskellige landspolitikere sige noget i retning af, at når vi ikke kan finde ud af at levere en rimelig kvalitet til vores borgere, så må Christiansborg tage over og gøre det.

Det er blandt amdet det argument, som regeringen bruger for omprioriteringsbidraget. Kommunerne skal nok få pengene tilbage igen, lover de – men det er bestemt centralt fra, hvordan de skal bruges. Vi har set det gentagne gange med forskellige ældremilliarder. I oktober, når vi skal vedtage vores kommunale budgetter, er vi tvunget til at spare på ældreområdet, fordi regeringen inddrager flere og flere af vores midler. Og i november/december kan regeringen med diverse støttepartier så sende (nogle) af pengene tilbage igen og fremstille sig selv som den store frelser af servicen på ældreområdet. At en pæn del af midlerne så går til konsulenter, revisorer etc. glemmer vi, når musikken spiller

Mange landspolitikere har en stærk tro på, at hvis blot man centraliserer den offentlige sektor yderligere, så vil det skabe bedre kvalitet og mere borgertilfredshed. Det kan man selvfølgelig godt vælge at tro på – men jeg tillader mig at tvivle. Man kan jo fx overveje, hvordan det er gået med Skat, siden området blev flyttet fra kommunerne til staten.

Jeg tror, at svaret på de fremtidige udfordringer for den offentlige sektor ligger i at gå den modsatte vej. Vi skal give borgere og de ansatte, der har direkte kontakt med borgerne, mere og ikke mindre indflydelse på service og produkter. Virkelig kvalitet skabes nede- og ikke oppefra.

Hans Stavnsager er gruppeformand for Socialdemokratiet i Faaborg-Midtfyn Kommune

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.