Social mobilitet og høj lighed er hinandens tvillinger

Debat: Social mobilitet og høj lighed er ikke hinandens modsætninger men hinandens forudsætninger, skriver socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil i et debatindlæg.
I et flittigt delt debatindlæg i Politiken fra 22. marts spørger professor Erik Jørgen Hansen om Socialdemokratiet har opgivet kampen for lighed. Det gør han ikke med baggrund i Socialdemokratiets førte politik, men med baggrund i et interview med Mette Frederiksen fra Information i 2013, hvor Mette Frederiksen siger, at ”ønsket eller kravet om social mobilitet er omdrejningspunktet for samfundet.”

Og sådan er det. For socialdemokratiet er social mobilitet helt afgørende - ligesom lighed er det. For Socialdemokratiet er løn en vej til højere grad af lighed. Deraf vores kamp mod social dumping og for den danske overenskomstmodel, som har sikret lønmodtagere overordentlige gode lønforhold og høj grad af lighed i forhold til andre lande. For os er skat en vej til lighed. Deraf vores kamp for et progressivt skattesystem og i øvrigt mod skattelylande og skattespekulation. For os er landets mange velfærdsinstitutioner en vej til lighed. Deraf vores kamp mod det forkætrede omprioriteringsbidrag.

Social mobilitet skal ikke overskygge lighed
I vores analyse er den stærkt stigende globale ulighed en af årsagerne til, at krisen blev så dyb, som den gjorde. For os er uligheden i levealder, uligheden i udbyttet af folkeskoletiden, og uligheden i pensionsalderen samt kampen mod en nedadgående lønskrue for den faglærte og ufaglærte del af arbejdsmarkedet eksempler på nogle af de store kampe, der skal kæmpes nu og hen over de kommende årtier. Så når Erik Jørgen Hansen spørger Socialdemokratiet om vores fokus på social mobilitet overskygger vores fokus på ulighed, så er det korte svar vel egentlig et ret klart og beroligende nej.

Erik Jørgen Hansen udlægger noget barokt citatet fra Information som, at Socialdemokratiet har opgivet kampen om mere lighed og en fair fordeling af samfundets ressourcer til fordel for et individorienteret fokus på opstigning af en allerede fasttømret samfundsstige.

Der er en metodisk fejlslutning i Erik Jørgen Hansens modsætningsforhold mellem omfordeling og social mobilitet. Tværtimod viser erfaringen os jo, at jo mere lige et samfund er, jo bedre er den sociale mobilitet også. Først og fremmest fordi redskaberne til lighed og social mobilitet er mange af de samme: Gratis uddannelser, et stærkt socialt sikkerhedsnet, inkluderende fællesskaber.

Vi er ikke blevet bedre
Den hårde sandhed er bare, at vi har hvilet på retfærdighedens laurbær for længe. Vi er ikke blevet bedre til at omfordele, og vi er ikke blevet bedre til at skabe mere lighed i livschancer de sidste mange år. Særligt ser vi, at børn af forældre, der er parkeret uden for arbejdsmarkedet selv har en alt for stor risiko for aldrig at blive en del af vores arbejdende fællesskab. Hverken økonomisk eller moralsk kan vi forsvare, at de børn har så meget dårligere en chance i livet end deres jævnaldrende.

Hvor vi er nået ganske langt i forhold til at skabe økonomisk lighed og en stærk middelklasse, er vi stadig alt for langt fra målet i forhold til at bekæmpe den chanceulighed, man får i dåbsgave på samfundets skyggeside. Og her er det afgørende i vores tilgang, at vi vil bryde mønstrene og ikke 'bare' skabe mønsterbrydere. Det kræver et fint samspil mellem øget lighed og øget social mobilitet.

Socialdemokratiet har gennem hele sin historie vist, at social mobilitet og høj lighed er hinandens tvillinger. Det afspejler vores grundlæggende livssyn, hvor fællesskabet og individet har glæde af hinanden. Et samfund med omfordeling, men ingen mobilitet er at fastholde mennesker i uretfærdige lænker. Et samfund med mobilitet, men ingen omfordeling er at lade fanden tage de sidste.

Ingen af delene er et socialdemokratisk samfund.


Flere artikler om emnet

Annonce