Annonce

Generation Offerrolle

Dokumentaren om de unge DF’ere giver et sjovt, men ikke særlig dybt indblik i en politisk ungdomsorganisation der lige nu oplever fremgang.
På DR3 har man de sidste to uger kunne se de to første afsnit af dokumentaren om Generation DF. En dokumentar om nogle af de unge mennesker som har meldt sig ind og er aktive i Dansk Folkepartis Ungdom.

Ifølge DR, så er formålet med dokumentaren at afdække følgende: ”Med kanonvalget i juni 2015 har Dansk Folkeparti aldrig været så populært som nu, og det smitter af på ungdomspartiet DFU. Men hvem er de unge, der melder sig ind i et parti, der på trods af den store medvind stadig splitter danskerne? Hvad brænder de for, og hvad kræver det at vælge side i et Danmark, der er præget af fløjpolitik og forståelseskløft?”

Fuld fart mod Christiansborg
Omdrejningspunktet i serien er formanden Lucas Hultgren, en kæderygende 21-årig politikerspire, der har overtaget formandsposten efter at partiets stortalent Peter Kofod Poulsen er blevet valgt til folketinget. Nu skal han bevise over for medlemmerne, at han er en værdig afløser og han bruger ikke overraskende meget af sin tv-tid på at fortælle hvor meget han arbejder for DFU.

Han er en lidt spøjs, nørdet type, som selv indrømmer at han ikke har så mange venner og som om nogen ser politik som en fremtidig karrierevej, som han energisk har forfulgt, siden han som bare 14-årig meldte sig ind i partiet. Nu skal formandsposten i DFU og studenterjobbet på Christiansborg for gruppeformand Søren Espersen, bruges som uddannelse så han på et tidspunkt kan få sig en folketingskreds og selv blive valgt. Det skal sikkert nok også lykkedes en dag.

I andet afsnit bliver den konstituerede formand udfordret af en af de andre unge DF’ere om formandsposten. I stedet for at forklare hvad den konflikt går ud på, så fokuserer programmet i stedet på at formanden og udfordreren har kendt hinanden i lang tid. Det er lidt ærgerligt at tilrettelæggerne ikke benytter lejligheden til at afsøge de eventuelle politiske uenigheder.

Pigen der søger anerkendelse
Dokumentarens lidt skæve indslag er den en iransk-fødte, jødiske pige Isabella, der som 18-årig er helt nyindmeldt i DFU. Det er selvfølgelig sjovt, fordi hun selv har indvandrerbaggrund, men da DF som bekendt er det mest pro-israelske-parti man kan finde herhjemme, er det alligevel ikke så overraskende.

Mød Bella! Hvorfor er det vigtigt at vi støtter Israel?Det er vigtigt, at vi støtter Israel, fordi det er det eneste...

Opslået af DF Ungdom på 30. januar 2016

På en biltur til et møde i Jylland hun Lucas Hultgren, joker hun med at hun gerne vil være formand. Den drøm skyder ungdomsformanden dog hurtigt ned. ”Vi giver ikke indvandrere den,” lyder dommen, hvilket ikke ligefrem løfter stemningen i bilen. Det bliver "en meget lang tur til Brande..."

Hendes baggrund er til gengæld ikke så interessant, som hendes voldsomme higen efter at blive anerkendt af de andre DFU'ere. Og man kan se stoltheden strømme ud af hende, da førnævnte Peter Kofod Poulsen roser hendes bidrag til et forslag til en politisk udtalelse.

De øvrige unge
Vi kommer desuden med den lidt for overivrige lokalformand Joachim med på gadeaktion, hvor han sammen med et par af de unge partifæller forsøger at dele foldere med budskabet ”stop velfærdsturismen” ud til sagesløse forbipasserende på gågaden i Aalborg.

Som de fleste der har prøvet den slags, er det dog de færreste der tager imod – også selv om man har fundet på en virkelig catchy måde at sælge sit budskab på. På den måde er der nok ikke den store forskel på om det er DFU, DSU eller VU man er medlem af.

Der er desuden en ung gymnasieelev fra Holstebro, der er endt i en retssag fordi en indvandrer har truet ham for at dele en Mohammed-tegning på Facebook. Det er lidt uklart, hvem der har sagt hvad og retten vælger ikke at dømme modparten. Her kunne lidt speak have hjulpet til med opklaringen.

Fælles for alle de medvirkende unge er at de er bekymrede for Danmark, som de ser i forfald og truet af indvandring. På den måde er det egentlig ikke så overraskende, men det er interessant hvordan de alle sammen føler sig enormt forfulgt. Enten af klassekammerater eller bekendte, der ikke vil acceptere deres politiske holdninger eller af en ikke nærmerede defineret politisk korrekt elite.

Den evige italesættelse af offerrollen er lidt triviel og i virkeligheden lidt upassende, når man tænker på at de er medlemmer af landets næststørste parti.

Lidt for lidt kød
At kalde de unge DF’ere for en generation er til gengæld en lille smule søgt, for det er stadigvæk forsvindende få unge, der er medlem af organisationen. DFU søgte i 2015 tipstilskud hos Dansk Ungdoms Fællesråd på 642 betalende medlemmer under 30 år. Der er tale om en stigning på 86 medlemmer i forhold til året før.

At serien kører i fem afsnit virker som at smøre for lidt smør ud over alt for meget brød. Dertil er de unge DFU’eres tanker og problemer simpelthen for små og for uinteressante til at bære så meget, men dokumentaren giver alligevel et sjovt, lille indblik i en politisk ungdomsorganisation, som mange sikkert har fordomme om, men som de færreste ellers ville komme i nærheden af.

’Generation DF’ kan ses de kommende tre uger på DR3 eller på dr.dk. (Foto fra DR)

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet