Handelsaftale åbner for ny social dumping

Frihandel: En kommende frihandelsaftale mellem EU og USA kan betyde, at østudvidelsens sociale dumping af udenlandsk arbejdskraft gentager sig, men nu bare for nye grupper. Forklaringen findes gemt i detaljen.
Almindeligvis angår frihandel tekniske spørgsmål om toldsatser, importkvoter og tekniske standarder. Således også de strandede forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA, det såkaldte ”Transatlantic Trade and Investment Partnership” (TTIP).

En ny handelsaftale vil imidlertid gøre andet end at lette handlen med fysiske varer. For eksempel kan handlen med serviceydelser blive lempet, hvilket betyder at personer kan bevæge sig over grænserne og arbejde over Atlanten. Og en TTIP-aftale kan derved indebære en mere åben adgang for arbejdskraft til EU, der i deres hjemland (USA) har ringere vilkår, end hvad arbejdstagerne har i de fleste medlemslande.

Arbejdskraft er en del af serviceleverancer
Herhjemme har debatten om TTIP været begrænset. Måske fordi vi traditionelt er tilhængere af frihandel, grundet emnets noget nørdede karakter og fordi suveræniteten over handelspolitikken er overladt til EU.

Forhandlinger om frihandelsaftaler er almindeligvis lukkede, og ikke alle emner og positioner er oplyst. Hertil kan der blive givet indrømmelser, der måske ikke fremgår af mandatet, hvis ellers modydelsen for nogle parter synes gunstig nok.

En del emner for TTIP-forhandlingerne kendes dog fra tidligere runder om frihandel på globalt plan. I frihandelsregi gemmer adgangen for arbejdskraft sig i afsnit om handel med service. Lettere abstrakte formuleringer om ”levering af service” og ”servicekontrakter” medfører at amerikanske arbejdstagere, kan komme her til landet, hvis de er en del af levering af serviceydelser.

Det kunne være et it-firma, som vinder en projektordre på udviklingen eller driften af it-system, og derfor udstationerer amerikanske ansatte til at løse opgaven. En øget samhandel mellem USA og EU netop på it-området er højest sandsynlig dets allerede høje grad af globalisering taget i betragtning.

Specialister og højtkvalificerede er ofte ikke højtuddannede
I de kredse som varetager forhandlingerne hævdes, at TTIP-liberaliseringer kun skal gælde for ”højkvalificeret arbejdskraft”, ”eksperter” og ”specialister” (på engelsk: professionals”).  De fleste vil nok tænke, at der her er tale om højuddannet arbejdskraft minimum med kandidat- eller ph.d.-uddannelser, og derved en snæver kreds af lønmodtagere, underforstået de med de bedste lønninger og vilkår.

På amerikansk er ”professionals”, imidlertid bare personer med almindelig funktionærjobs. Skulle man forsøge sig med et adgangskriterie som universitetsuddannelse, ses bort fra at mange steder i udlande foregår uddannelser på mellemniveau også på universiteter. Erhvervsskoler, erhvervsakademier og professionshøjskoler findes ikke. Hertil kommer så også andre titler end danske endsige europæiske. Faglærte og en række teknikergrupper og it-folk kaldes desuden fleres steder i den angelsaksiske verden for ingeniører.

Dette bekræftes også af de sidste mange års praksis på udlændingeområdet i Danmark. Arbejdstilladelser gives rask væk til udenlandske lønmodtagere med ganske almindelige lønninger og vilkår, der overvejende har uddannelser på mellemniveau. Og altså ikke nødvendigvis er højtlønnede og privilegerede akademikere, som man måske ellers skulle tro.

Kort sagt er vores forståelse af udenlandske titler og uddannelser præget af overvurdering og sprogforbistring. Og i frihandelssammenhæng er der simpelthen ikke defineret en nedre grænse for hvilke jobs og uddannelser, der gives fri adgang for. Upræcise formuleringer kan altså betyde adgang for almindelige amerikanske arbejdstagere, som vil konkurrerer om job med almindelige danske lønmodtagere på LO- og FTF-området.

Hjemlandets eller værtslandets vilkår?
Det næste spørgsmål er: Hvilke løn- og ansættelsesvilkår skal de amerikanske arbejdstagere have, når de kommer til Europa? Skal det være hjemlandets vilkår (USA´s) eller på værtslandets vilkår (europæiske)?

Et spørgsmål der har været helt centralt i forbindelse med ankomsten af et overvældende antal østeuropæere, som er kommet til de gamle EU-lande. Og et forhold som langtfra endnu er på plads, her mere end 10 år efter de østeuropæiske landes indtræden i EU.

Lakmusprøven på om der er tale om social dumping eller ej, er, om man som virksomhed vil honorere med et givent bedre løn- og vilkårsniveau, som lønmodtagere i værtslandet aflønnes med. Vil man det, har man nok brug for en given arbejdskraft. Men vil man ikke det, er det tydeligvis fordi, at man vil slippe billigere i forhold til konkurrenterne, og så er der tale om løndumping.

Amerikanske kontra europæiske vilkår
At det ikke er et ligegyldigt spørgsmål, vidner et blik på amerikanske arbejdstagervilkår om. Som det ses i oversigten, lader de amerikanske niveauer meget tilbage at ønske set i en europæisk optik. Tillades det at amerikanske arbejdstagere kan arbejde i Europa på ringere vilkår, vil der finde en klar forskelsbehandling sted.

Arbejdstagervilkår USA

I dag siger de danske udlændingeregler, at amerikanske arbejdstagere – uanset om de direkte ansættes hos danske firmaer eller er udstationeret – skal have sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold. Dette princip har formentlig været med til at holde den værste dumping fra døren.

Hvad ender det med?
Om der kommer en liberaliseret adgang for amerikansk arbejdskraft, vides grundet TTIP-forhandlingernes lukkethed og uforudsigelighed ikke. Dertil kommer, at EU løbende forhandler andre frihandelsaftaler, fx i det såkaldte TiSA (Trade in Services Agreement) med en bredere grupper af verdens lande. Her kan social dumping også opstå, hvis ovenstående adgang gives. Opråbet er her i al sin enkelthed, at man på forhånd må sikre sig, at der ikke udvikler sig et social dumping-problem for nye brede grupper som følge af EU´s frihandelsaftaler, hvad enten det er i TTIP eller i andre regi.

Morten Skov er politisk-økonomisk konsulent i fagforbundet HK.


Kommentarer fra Facebook