Det giver Alternativet mulighed for at indfri deres løfte og mission at skabe en ny politisk kultur.

Det rigtige mål
Det er store ord og et ambitiøst løfte fra Alternativet, når de svinger sig helt op på den høje hest og formulere deres vision for skabelsen af en ny politisk kultur: “Vi ønsker en dynamisk og involverende politisk kultur i Danmark. En politisk kultur som kan bygge en demokratisk bro mellem borgerne og de folkevalgte. Vi ønsker, at det skal være attraktivt og muligt at involvere sig i politik, uanset om man er akademiker eller håndværker”. Det er ordene i Alternativets partiprogram.

Den stigende politikerlede, de stadig sværere arbejdsbetingelser for Christiansborg-politikere og mediernes evige jagt på konflikt gør det nødvendigt at tage diskussionen om den herskende kultur i dansk politik. Ligesom medlems- og meningsmålingstal hos Alternativet også tilsiger at de må have fat i et eller andet. Umiddelbart er det ikke målet, der fejler noget.

Det forkerte middel
Spørgsmålet er til gengæld om midlet med 50.000 underskrifter er tilsvarende rigtigt. Det vil sende et klart signal til befolkningen om en vilje til at afprøve nye redskaber, til at øge borgerinddragelse og til at skabe en ny forbindelse mellem borger og politiker. Men så er det også der, at den søde sang fra de syv verdens have stopper.

Selvom redskabet måske ikke direkte har skabt problemer i f.eks. Finland, hvor man tilsvarende har arbejdet med borgerunderskrifter, så vil jeg betvivle den realpolitiske effekt af at indsamle 50.000 underskrifter bag et givent forslag. Hvis 50.000 borgerne rejser interesse for et emne og evner at samle så mange underskrifter, så vil emnet i forvejen var sat på medierne dagsorden og politikerne vil have lugtet lunken. Underskrifter vil ganske enkelt ikke være det der flytter luppen til nye og oversete spørgsmål.

Enkeltsagsdiktatur og kalorielet-drilleri
Men endnu vigtigere så vil forslaget om de 50.000 underskrifter fortsætte dyrkelsen af enkeltsagerne. Forslaget få karakter af enkeltsagspolitik, hvor man risikerer at miste blikket for helheden og forståelse for hvordan politiske løsninger påvirker hinanden. Det vil på den måde risikere at udvande kvaliteten i det lovforberedende arbejde og skabe et politiske system hvor det enkelte del betyder mere end helheden. Det tilsidesætter nuancerne.

Det vil jo ikke være svært for FCK at indsamle 50.000 underskrifter for at komme på Finansloven, eller for Ingers Kattehjem til at forbyde aflivning af små søde syge kattekillinger eller for Esbjergborgerne at samle opbakning til den næste letbane.

Endelig vil forslaget også risikere at blive et usagligt redskab til konstant drilleri fra ansvarsløse yderfløje i dansk politik. Det nemt nok at sætte gang i masse underskriftsindsamlinger, hvis man alligevel aldrig har tænkt sig at tage ansvar for at før det igennem. På den baggrund kan det længeventede signal om øget borgerinddragelse ende med at blive en gratis omgang ansvarsløshed. Og det er næppe det, som dansk politik har brug for.

Hvad er alternativet til Alternativet?
Men omvendt hvis Alternativets forslag med de 50.000 underskrifter ikke er den rigtige vej – hvilket jeg tvivler på, at det vil være i praksis – så skylder jeg selv og andre skeptikere at levere bud på hvorledes vi så kan skabe den tættere relation mellem borger og politiker, kan give stemme til de tavse mindretal og udvide den politiske deltagelse fra at være begrænset til stemmeafgivelse hvert fjerde år.

Det ville samtidig være rart, hvis fornyelse ikke bare skulle komme fra den nye dreng i klassen, men også blev taget op fra Folketingets øvrige partier. Partier som faktisk kender problemer fra deres lange erfaringer i dansk politik og som samtidig har ressourcer til at omsætte nye løsninger i praksis. På den måde kommer vi også udover tom snik-snak.

Der er brug for svar på dette punkt, som kunne være udvidelse af Deltagerbudgetter som er forsøgt implementeret i Kolding, investeringer i borgeralliancer som den i Købehavns nordvestkvarter, nytænkning af partiorganisationerne og styrkelse af civilsamfundet helt generelt og eftersyn af magtdelingen mellem kommuner, regioner og folketing. Et dugfriskt eksempel på både vejviljen og behovet for inddragelse blev understreget, da Socialdemokratiet i weekenden samlede over 400 partikammerater til at diskutere partiets principper.

Vores stolte repræsentative folkestyre har brug for fornyelse.