Bagtæppet i år har været ekstra dramatisk med vedtagelse af det borgerlige omprioriteringsbidrag, der sågar har haft tilhængere langt ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Bidraget handler i al sin enkelthed om, at kommunerne skal fyre medarbejdere, hvorefter regering og forligspartier ved finanslovsforhandlingerne kan bruge de sparede lønkroner i forskellige puljer, som kommunerne i et-eller-andet omfang kan søge midler fra efterfølgende. Det er stærkt problematisk af flere grunde.

Besparelser, besparelser, besparelser
Det bureaukratiske begreb ”omprioriteringsbidrag” dækker over besparelser i velfærden på 7,2 milliarder kroner over de næste tre år. Lige nu præsenterer direktioner over hele landet byrådspolitikere for forslag til besparelser. Og det er artige sager: Færre pædagoger i daginstitutionerne, færre lærere i skolerne og færre hjemmehjælpere til plejen af de ældre. Besparelser, besparelser, besparelser.

Omprioriteringsbidraget skaber også et demokratisk underskud

Omprioriteringsbidraget skaber også et demokratisk underskud. Byrådene gennemfører frem til vedtagelse af budgetterne i oktober en omfattende proces med involvering af borgere og medarbejdere for at finde de mest skånsomme besparelser. Når et langt sejt arbejde er afsluttet med en vedtagelse, risikerer denne at bliver trumfet af en finanslovspulje. Væk er måneders demokratiske procesarbejde.

Når sparekataloger i løbet af sensommeren bliver offentliggjort, så skaber de mange forslag selvklart utryghed: Hvem bliver fyret? Skal skolen lukke til sommer? Og så videre. Hvis der kommer en pulje til jul, er det naturligvis en glædelig gave for dem, der bliver skånet. Men hvorfor overhovedet bringe mennesker i den situation? Det skaber unødvendig utryghed.

Helt lavpraktisk går kommunerne i gang med at fyre, når budgetterne er vedtaget i oktober. Hvis der så kommer en pulje fra staten ved årsskiftet, som tilfældigvis passer til det område, der er vedtaget besparelser indenfor, så må vi alle krydse fingre for, at de opsagte medarbejdere endnu ikke har fundet et nyt arbejde og gerne vil tilbage. Hvorefter samme øvelse kan gentage sig året efter. Det er ganske enkelt urimelige forhold at byde borgere og medarbejdere.

Tilliden er væk
Kommunerne modtager hvert år mange millioner kroner fra staten til at løse velfærdsopgaver. I min egen kommune kommer cirka en fjerdel af finansieringen fra staten. I runde tal administrerer kommunerne halvdelen af landets skatteindtægter og har en skatteprocent på cirka 25 +/-. Når staten bidrager med store summer til kommunekasserne, kan man ikke fortænke staten i at ville bestemme, hvordan pengene skal bruges. Gennem lovgivning og forhandling. Spørgsmålet er, at om det ikke er tid til at ryste posen.

Staten vil detailstyre, og kommunerne bliver konsekvent underkompenseret økonomisk

Filosofien bag det nuværende system er, at hver gang Folketinget vedtager en ny lov, som pålægger kommunerne udgifter, så skal der følge kompensation med. Systemet har virket, fordi aftalesystemet har virket. Nuvel. Bølgerne er til tider gået højt, men når den værste storm har lagt sig, så har der grundlæggende været tilfredshed på begge sider af bordet med ordningen.

Kommunerne har næppe været kede af at skulle administrere en stadig større bid af samfundskagen, og staten har været godt tilfredse med at kunne fokusere på de overordnede principper og overlade implementering og administration til kommunerne.

Balancen er imidlertid tippet. Der er ikke længere tale om forhandlinger mellem to ligeværdige parter i gensidig respekt og forståelse. Tilliden er væk. Staten vil detailstyre, og kommunerne bliver konsekvent underkompenseret økonomisk for nye opgaver. Det har gået en rum tid, men nu går det ikke længere. Der er behov for en ny ordning.

Behov for nyt system
Måske findes muligheden i at finde en ny balance mellem kommunerne og stat. Særligt den nuværende regering er meget optaget af at sænke skatten. Muligvis tilskyndet af centraladministrationen, der ikke har budgetter i nærheden af, hvad der opkræves i statsskatter. Omvendt er der nok tendens til, at kommunerne vil bruge flere penge til velfærd – også langt udover, hvad kommuneskatten berettiger.

Lad staten sætte skatten ned og lad kommunerne sætte den op

Et lykkeligt udkomme af de årlige forhandlinger mellem regeringen og KL kunne være, at man igangsatte et arbejde om en mere nutidig fordeling af skatterne. Lad staten sætte skatten ned og lad kommunerne sætte den op. Det er ikke lige til. Fx sker der i det nuværende skattesystem en økonomisk omfordeling, som vi ikke må miste i et nyt system. Men der er behov for at tænke nyt, for det nuværende aftalesystem er reelt brudt sammen.

 
Johannes Lundsfryd er gruppeformand for Socialdemokraterne i Middelfart byråd, formand for Skoleudvalget og formand for Naturpark Lillebælt.
‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.