Den hemmelige opskrift bag Alternativets succes

Analyse: Med kursen sat mod 10.000 medlemmer er Alternativet den største succes i nyere dansk politisk historie, men hvad er egentligt opskriften på den alternativistiske succes? Og hvad kan vi lære af dem?
Alternativet har alene målt på medlemsfremgang været suverænt den største succes i dansk politik siden stiftelsen Dansk Folkeparti i 1995. De har for længst overhalet Liberal Alliance, de har langt luft til SF og der går ikke lang tid før Enhedslisten med lidt over 10.000 medlemmer også bliver kørt agterud.

Partiet har helt overtaget den grønne dagsorden, idealerne om en ny politisk kultur og følelsen af at ’nyt er godt’ giver dem en superstærk position i dansk politik.

Politikens politiske analytiker Sigge Winther gav Alternativet følgende besked med på vejen ”Elbæk kan hverken tippe regeringens flertal eller mobilisere en slagkraftig ny bevægelse”, så udskød Berlingske liberale blogger Amalie Lyhne mere nænsomt Alternativet forstående kollpas til udgangen af den nuværende valgperiode. På Netavisen Pio var dommen tilsvarende hård og forkert.

Alternativet evner i den grad at mobilisere synes for længst bekræftet, mens dens levetid må blive bestemt med tiden.  Det som flere betegnede som et dødfødt har vist sig endog meget levedygtigt.

De politiske kommentatorer tog fejl. Alternativet har vist sig i stand til at mobilisere vælgere langt ud over en lille hård kerne af københavnske, økologiske iværksættere og kommunalt finansierede projektmagere.

De interessante spørgsmål i dag må være; hvorfor Alternativet fortsætter den hastige medlemsvækst og hvorvidt der er noget som de øvrige partier kan lære af?

Modsætningen ligger dybt i Alternativet
Det ligger i partinavnet, at Uffe Elbæk & Kompagni gerne vil være noget andet end alle de andre partier. Deres fundament er bygget på et antagonistisk forhold eller modsætningspræget forhold til de øvrige partier. (Krigserklæring mod magtpartierne) Derfor var det også overaskende, at Uffe Elbæk selv blæste til kamp mod det såkaldte ”’dem og os’-retorik”, når det Alternativet nu netop er baseret op en ’dem og os’ modsætning. Et forhold, som man mildt sagt må betegne som paradoksalt.

690x450_uffe_i_aktion_keld_2 (1)
Alternativets politiske leder Uffe Elbæk tegner og fortæller.

Uffe Elbæk har selv formuleret det således i et interview til Berlingske: ”Det man ser er mere nogle forskydninger mellem nye partier og så de gamle partier. Altså Magtpartierne og så de systemkritiske partier”.

Kort sagt: Alternativet vil være noget andet og noget bedre end alle de andre partier. Og det løfte skylder de mange måder fortsat at bevise, hvordan de vil indfri.

Ses vi til POLA?
Det skorter ikke på eksempler, hvor Alternativ tænker, handler og agere anderledes end resten af partierne. Folketingsgruppen er – bortset fra Uffe – stort set uden politisk erfaring, de fastlægger deres politisk i såkaldte POLA’er (Politiske Laboratorier), de modtager alle nye tanker og input positivt, de elsker workshops, dyrker borgerinddragelsen som ideal, tilbeder kreativiteten og er kendetegnet ved fraværet af ideologiske doktriner. Og Uffe Elbæk stiller altid spørgsmål fra Alternativets partimedlemmer direkte til statsministeren i dennes spørgetime.

Alternativets FT-gruppe
Alternativets samlede Folketingsgruppe, som udfylder partiets ni pladser på Christiansborg

Der er kort fra tanke til handling i Alternativet, hvor det er lettere at komme ind fra gaden og være med, end i andre partier. Nye ideer er velkomne – på godt og ondt. Det sender et signal om åbenhed, hvor Alternativet meget gerne inddrager og lytter til folk udenfor partiet, ligesom de ikke har problemer med at indrømme når de er tvivl og ikke har svar parat. Der er plads til både at ombestemme sig og til at begå fejl. Det har givet partiet et skær af oprigtighed og autencitet, som mange vælgere synes at savne.

Skal man karakterisere Alternativet politisk, så er de bærende politiske tanker radikal bæredygtighed, modvækst-dagsorden, anti-materialisme, dyrkelse af det multikulturelle og høj værdsætning af fritid.Derudover præges partiet af ønsket om åbenhed.  Man er nærmest som princip åbne for nye erkendelser og nye input. Set udefra kan den snusfornuftige åbenhed indimellem ligne en ansvarsløs slingrekurs.

Konkret har Alternativet skabt to politiske resultater. Forslag om at borgerne med 50.000 underskrifter kan stille lovforslag direkte i folketingssalen og den ”grønne” bolig-jobordning.   sammen ’det grønne håndværkerfradrag’ - som primært har været en ekstra håndsrækning til velhavere med behov for klimavenlig carport - at være de væsentligste bidrag. Track listen over konkrete resultater er stadig ganske overskuelig.

Sabah, Klaus og Uzma blev der ikke plads til
Alternativet bryster sig også af at være anderledes, når det handler om partistrukturen. Ambitionen er at medlemmerne har reel indflydelse på alt. ”Vi er det stik modsatte end sådan et topstyret parti,” sagde Uffe Elbæk før valget for mere end et år siden. Men når det kommer til udvælgelse af folketingskandidater, så synes Alternativet alligevel at være lidt udfordrede på egne idealer.

Først var det Uzma Ahmed, siden Klaus Riskær og senest Sabah Ahmad, som alle røg i unåde hos Alternativet. Det var tre håbefulde alternativister, som aldrig rigtig fik mulighed i det nye parti; En blev eftersigende frosset ude, en blev ekskluderet og en blev sendt på pause.

Uzma Ahmed, der blev kendt som folketingskandidaten, ’der tog afstand fra sig selv’, fik først mundkurv på fordi hun havde udtalt sig imod ’partilinjen’ op til folketingsvalgkampen 2015 og siden meldte hun sig ud på grund af ”manglende opbakning fra partitoppen”.. Finansmanden Klaus Riskær fik en hårdere medfart og blev smidt direkte ud af partiet for at have ytret sig for kritisk. Dengang lød den officielle begrundelse i en pressemeddelelse at Klaus Riskær Pedersen ”har forvoldt skade på samt modarbejdet Alternativets idé- og værdigrundlag”.

Uzma Ahmed

En praksis som næppe kunne være gentaget af folketingets regeringsbærende partier, hvor partidemokratiet yder større beskyttelse af de almindelige medlemmer. Mens man hos DF og LA hyppigt vil dyrke denne praksis.

Og senest blev den tidligere talsmand fra Grimhøj Moskeen, Sabah Ahmad trukket som folketingskandidat for Alternativet i Aarhus, med begrundelsen at  lokalafdelingen havde overset nogle teknikaliteter i vedtægterne og siden valgte han angiveligt helt selv at trække sig fordi han have løjet om sin alder dengang han indtelefonerede en bombetrussel mod Handelshøjskolen I Aarhus.

Det var IKKE en fyring – hun var bare for gammel
Mens Sabah, Uzma og Klaus aldrig fik mulighed for at nå hele vejen til Christiansborg, så fik MF’er Ulla Sandbæk frataget sit vigtigste ordførerskab. Angiveligt fordi hun var for gammel til at varetage den tunge post som integrationsordfører, som medlem af partiets topledelse og stærke triumvirat Josephine Fock, der selv overtog posten formulerede det: ”Ulla Sandbæk har haft rigtig travlt med mange personsager. Og så er Ulla Sandbæk også det ældste medlem af Folketinget, så det er klart, at der er grænser for, hvor meget man kan nå.” Integrationsområdet skulle prioriteres højere, hvorfor der ifølge Fock ikke var tale om en fyring af Ulla Sandbæk.

I de konkrete sager gav det sikkert god mening for Alternativet at skride ind overfor de fire  partimedlemmer. Men for mig viser det også, at der er en erkendelse hos Alternativet om, at den borgerinddragende bottom-up tilgang har sine begrænsninger og at den topstyring, som kendetegner de andre politiske partier på Christiansborg, indimellem kan være nødvendig.

Tilsæt realitetssans og handlekraft
Alternativet kæmper stadig med at få det organisatoriske set-up helt på plads, og partiet fremstår fortsat, som nogen, der mangler at skabe konkrete resultater, dyrker en dobbelttydig i forhold til dem-og-os-diskussionen og ofte vælger topstyringen, som løsning på politiske udfordringer.

Men de øvrige partier kan lære af Alternativets arbejde med at gøre politik mere åbent og mere inddragende og tage vælgerne og medlemmernes lyst til medindflydelse alvorligt. Hvis de gamle partier skal stoppe medlemstilbagegangen skal de skabe flere muligheder for at engagere sig og udvise større vilje til at indrømme, at man ikke altid har endelige svar på alting.

Men frem for alt, så skal de øvrige partier tilfører ambitionen om den politiske fornyelse den realitetssans og handlekraft, som Alternativet ikke besidder.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce