Annonce

S-bagland: Schnoor fremlagde ikke intern kritik for os

Nordsjællandske kredsformand er forundret over Pernille Schnoors forklaring på, hvorfor hun har forladt Socialdemokratiet. De har ikke hørt meget til den kritik af udlændingestramningerne, som Schnoor ellers hævder at have fremført internt.
Underen. Overraskelse. Og skuffelse. Det er nogle af de reaktioner, som Netavisen Pio møder hos de to socialdemokratiske kredsformænd i Nordsjælland, som indtil i går havde Pernille Schnoor som folketingskandidat.

Både Vibeke Schmidt fra Helsingørkredsen, der havde opstillet Pernille Schnoor som folketingskandidat, og Benn Gandløse Vestergaard fra Fredensborgkredsen, der ikke sin egen folketingskandidat ved det seneste valg og derfor førte valgkamp for Pernille Schnoor, modtog i går aftes en e-mail, hvor Schnoor bekendtgjorde, at hun forlader Socialdemokratiet til fordel for Alternativet.

”Vi er meget skuffede over, at hun har valgt at melde sig ud og tage mandatet med sig til Alternativet. Der er rigtig mange frivillige som har knoklet hårdt for at hente det tredje kredsmandat i Nordsjælland hjem til Socialdemokratiet, så hun kunne blive valgt. Vi var glade for igen at have fået en lokal kandidat valgt til Folketinget, og derfor er vi selvfølgelig også meget skuffede over, at hun nu går og tager mandatet med”, fortæller Benn Gandløse Vestergaard.

Har ikke hørt om kritik af udlændingestramninger
Pernille Schnoor har i et indlæg i dagens udgave af Politiken forklaret, at hun mener, at Socialdemokratiet har flyttet sig for langt væk fra det grundlag, partiet gik til valg på. Hun fremhæver især udlændingestramningerne med den meget omtalte ”smykkelov”, og skriver desuden, at ”jeg har rejst min kritik internt - også over for partiledelsen.”

Dagen igennem har flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer undret sig højtlydt over, hvor hun har rejst den kritik, eftersom de i hvert fald ikke har hørt den på møderne i folketingsgruppen. Også for kredsformændene kommer kritikken som en overraskelse:

”Det kommer som en nyhed for mig, at hun skulle have været kritisk over for udlændingestramningerne. På vores generalforsamling var der flere, som kritiserede smykkeloven. Det eneste hun sagde var, at hun gerne ville have en bedre tone over for flygtninge. Men på selve indholdssiden gav hun ikke udtryk for, at hun var uenig i linjen”, fortæller Benn Gandløse Vestergaard.

Han henviser til, at de socialdemokratiske folketingsmedlemmer Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan og Daniel Toft offentligt gik imod forslaget og ikke ville stemme for forslaget. Han undrer sig over, hvorfor Schnoor ikke fulgte trop, hvis hun virkelig var så uenig, som hun i dag giver udtryk for:

”Vi er mange heroppe, som var kritiske over for smykkeloven. Flere medlemmer har faktisk meldt sig ud på grund af stramningerne. Så hun ville have haft bred opbakning fra sit bagland, hvis hun var gået imod partiledelsen og havde undladt at stemme for loven”, forklarer han.

Hævder at have udtrykt kritik på gruppemøde
Heller ikke over for Helsingørkredsen har Pernille Schnoor givet udtryk for, at asylstramningerne var et emne, der fik hende til at overveje sit medlemskab af Socialdemokratiet. Tværtimod har hun ved de lokale arrangementer lagt vægt på vigtigheden af at stå sammen:

”Hun har da givet udtryk for, at hun ind imellem synes beslutningerne kunne være svære. Men hun har også altid sagt, at det er vigtigt at bakke op, når gruppen har truffet en beslutning. Der er 47 medlemmer af folketingsgruppen, og vi kan jo ikke have 47 forskellige holdninger til hvert emne.”, fortæller Vibeke Schmidt.

Det er ikke mere end det par uger siden, at Socialdemokratiet i Helsingør genvalgte Schnoor som folketingskandidat. Men heller ikke ved den lejlighed var der noget der pegede i retning af, at Schnoor stod over for et brud med Socialdemokratiet, fortæller Vibeke Schmidt.

Schnoor har dog over for Vibeke Schmidt fortalt, at hun på møder i folketingsgruppen har gjort opmærksom på sin bekymring over linjen på asylområdet: ”Hun har sagt til mig, at hun har taget det op på møderne i folketingsgruppen et par gange. Men det virker ikke som om, det rigtigt er slået igennem.”.

Schnoors udlægning over for Vibeke Schmidt modsiges dog som tidligere nævnt af flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer.

Benn Gandløse Vestergaard har ikke hørt om, at Schnoor skulle have fremført kritik over for folketingsgruppen eller partiledelsen: ”Det er som sagt nyt for mig, at hun er kritisk over for udlændingestramningerne. Jeg har ikke hørt før”, fortæller han.

Skulle måske aldrig have været folketingskandidat
Pernille Schnoor fremhæver i dagens kronik også flere af reformerne fra den tidligere SFR-regering som årsag til, at hun nu skifter parti, ikke mindst finansminister Bjarne Corydons linje i forhold til blandt andet salget af dele af DONG Energy og spørgsmålet om ’konkurrencestaten’. Den udmelding undrer begge de to kredsformænd:

”Pernille har åbenbart været uenig i nogle af de beslutninger, der blev truffet under den tidligere regering. Men da hun valgte at stille op til Folketinget, kendte hun jo præmisserne for, hvad det var, hun gik ind til. Og på det tidspunkt kunne hun jo ikke vide, om den socialdemokratiske regering med Bjarne Corydon ville blive siddende efter valget”, forklarer Vibeke Schmidt.

Benn Gandløse Vestergaard er på samme linje: ”Hun gik jo til valg på at Helle Thorning-Schmidt skulle være statsminister. Så hvis ikke hun havde kunnet se sig selv i det projekt, så skulle hun jo ikke have været vores folketingskandidat i første omgang.”, lyder det.

Opfordrer til at nedlægge mandat
Både Vibeke Schmidt og Benn Gandløse Vestergaard undrer sig meget over, hvorfor udmeldingen kommer netop nu. De har ikke noget bud på, hvad der har udløst bruddet mellem Schnoor og Socialdemokratiet.

”Jeg kan ikke forstå, hvorfor hun gør det nu. Så jeg spekulerer på, om der kan være sket noget inden for de seneste dage. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan vide noget om, men jeg kan ikke finde nogen anden forklaring på, at hun gør det her nu.”, lyder det fra Vibeke Schmidt.

Benn Gandløse Vestergaard opfordrer Pernille Schnoor til at nedlægge sit folketingsmandat og i stedet lade en socialdemokratisk suppleant overtage pladsen i Folketinget:

”Hun blev jo ikke valgt på grund af sit personlige stemmetal, men fordi Christine Antorini og Nick Hækkerup fik gode valg, og fordi vi fik mange listestemmer. Hendes eget personlige stemmetal var heller ikke blevet så højt, hvis vi ikke havde ført kampagne for hende her i kredsen, og blandt andet fået vores byrådsgruppe til at bakke op bag hende”.

Pernille Schnoor fik ved valget blot 3.811 personlige stemmer, mens der skal på den gode side af 20.000 stemmer til for at sikre et kredsmandat. Det vil sige, at hun har fået tilført over 16.000 stemmer, fire gange så meget som sit personlige stemmetal. Stemmerne kommer fra folk der har sat kryds ved Socialdemokratiet, men ikke stemt personligt på Pernille Schnoor. Nu går de stemmer altså i stedet til at sikre et ekstra medlem hos Alternativet.

 


Flere artikler om emnet