Jeg elsker SKAT

En genopretning af SKAT, med flere medarbejdere og bedre kontrolmuligheder, er en socialdemokratisk mærkesag. Den liberalistiske kampagne mod SKAT skal stoppes – også selvom det kan være upopulært.
Inde i baggården på Blegdamsvej nummer 4 står der en mand. Oppe i ejendommen er folk fra Polen, Ukraine og andre lande i gang med en større renovering. Fagforeningen og Arbejdstilsynet kontrollerer lønninger og arbejdsforhold. Men manden i baggården kan ikke udføre sit arbejde – han er nemlig ansat hos SKAT.

Regeringen førbød ham for et par måneder siden at kontrollere professionelt byggeri hjemme hos folk. Og i den store ejendom på Blegdamsvej har en enkelt person registreret sin folkeregisteradresse i bygningen, mens renoveringen er i gang. Hokus pokus – ingen SKAT i fokus!

Selve formålet med den nye lovgivning er, at manden fra SKAT skal stå alene nede i baggården

Ved I hvad der provokerer mig mest? Det er ikke, at et enkelt byggefirma omgår reglerne. Det er set før. Nej, det som provokerer mig mest er, at selve formålet med den nye lovgivning er, at manden fra SKAT skal stå alene nede i baggården uden mulighed for at foretage en ordentlig kontrol.

Det er blot seneste eksempel på liberalisternes årelange kampagne mod SKAT – og dermed mod fundamentet for velfærdssamfundet.

Nødvendigt med oprustning i SKAT
SKAT’s medarbejdere er blevet mistænkeliggjort. Der er skåret kraftig ned i bemandingen. Mulighederne for at håndhæve lovgivningen er bevidst begrænset. Venstre taler konstant om den enkelte skattesnyders retssikkerhed (og selvfølgelig skal selv de kriminelle have retssikkerhed), men de taler aldrig om fællesskabets sikkerhed for at pengene kommer i kassen. Der er brug for at nogen tager SKAT i forsvar. Den myndighed er ikke vores fjende. SKAT er vores ven.

Jeg er blevet medlem af Folketingets skatteudvalg. Det har været en rystende oplevelse at få ordentlig indsigt i det danske skattevæsen:

Det er for eksempel lykkedes en gruppe skattefuskere at svindle den danske stat for over ni milliarder kroner. Det svarer til at hver eneste borger fra baby til hospice – er blevet snydt for 2.000 kroner – af en enkelt gruppe svindlere! De er ikke engang specielt kloge – de er såmænd bare skruppelløse mennesker, der har konstateret, at ingen førte kontrol med, om de overhovedet havde indbetalt noget som helst i skat, før de krævede enorme beløb “tilbagebetalt”.

Pengene fosser simpelthen ud af statskassen

Den seneste skandale med danske banker, der rådgiver folk som skjuler deres formuer i Panama, er mindst ligeså bedrøvelig. Den ligger sig i forlængelse af mange års diskussioner om velhavere, der skjuler deres formuer i skattely, og om regeringer i andre lande der accepterer, at blive hjemland for skatteunddragelse. Pengene fosser simpelthen ud af statskassen.

Der er brug for moralsk og politisk oprustning i Danmark. Når svindlen er så omfattende, skyldes det, at det sjældent får nogen konsekvens. Ingen stilles for en dommer. Ingen ender bag tremmer. Det skulle lige have været en dagpengemodtager, der ikke stod til rådighed. Så skulle heksejagten nok begynde!

SKAT-medarbejdere er velfærdens kernetropper
Vi socialdemokrater har været for dårlige til at forsvare SKAT imod den liberalistiske kampagne. Vi må efter min mening ind i kampen for skattemyndighedernes fuldstændig legitime ret til at opkræve, kontrollere og sanktionere. Vi skal have vendt folkestemningen. Det absolutte flertal af skattemedarbejderne er ikke nidkære petitesseryttere, der kommer for at genere dig. De er velfærdsstatens absolutte kernemedarbejdere.

Vi må også være ærlige: Mens vi havde regeringsmagten fik vi ikke rettet op på skuden

Når pædagogerne fyres står forældrene nede foran rådhuset. Når der skæres i kulturstøtten er kendisserne i fjernsynet for at protestere. Men hvem gider protestere over nedskæringer hos SKAT? Vi må også være ærlige: Mens vi havde regeringsmagten fik vi ikke rettet op på skuden – vi afsatte flere midler til at bekæmpe social dumping og skattesnyd hos multinationale firmaer, men de generelle nedskæringer fortsatte mens vi sad ved magten. Ved I hvad – det går ikke!

Det er nok mere populært med flere betjente, kortere ventelister på sygehusene eller endnu en motorvej. Men der er først og fremmest brug for at styrke vores skatteinddrivelse. Jeg mener simpelthen, der skal ansættes nogle flere. Og at skattemyndighederne skal have bedre mulighed for at kontrollere, så manden i baggården på Blegdamsvej kan få hænderne op af lommerne.

Ellers undergraves fundamentet for vores samfund - og så bliver der slet ikke råd til hverken betjente eller bedre sygehuse.

Skattesnydere skal retsforfølges
En genopretning af SKAT er derfor en socialdemokratisk mærkesag. Vi har allerede formuleret de første konkrete forslag:

I dag kan enhver gå ind på skatteministeriets hjemmeside og læse hvor meget de enkelte virksomheder betaler i selskabsskat. Det er fornuftigt. Det virker forebyggende. Venstres ønske om at afskaffe de åbne lister, er vi imod. Det bliver ikke med socialdemokraternes stemmer.

De bankerrådgivere der bevidst rådgiver kunder til at unddrage sig deres skat, bør kunne drages personligt ansvarlig for de manglende skatteindbetalinger. Simpelthen. Men ingen skal fortælle mig, at disse højtlønnede skattespecialister, der arbejder i de danske banker, ikke udmærket ved hvor og hvordan man kan omgå loven.

De skyldige banker skal kunne miste deres banklicens. Den kan virke drastisk. Men helt ærligt: Vi har netop brugt milliarder af skattekroner på at redde bankerne fra finanskrisen - nu er de selvsamme banker involveret i skattefusk. Der må være en grænse for, hvad vi vil finde os i.

Lande der bidrager til skattesnyd skal mødes med sanktioner

Lande der bidrager til skattesnyd skal mødes med sanktioner fra EU. Vi kan ikke på den ene side rende rundt og være forargede over regeringerne i disse skattely, og på den anden side sidde med hænderne i skødet. Befolkningen har en forventning om, at vi faktisk bekæmper det tyveri fra fælleskassen, der foregår hver eneste dag.

De nuværende muligheder for at flytte firmaadressen rundt i EU alt efter hvor selskabsskatten er lavest skal stoppes. Vi ønsker at det internationale samarbejde mellem skattemyndigheder styrkes, så ingen kan flyve under radaren. Socialdemokraterne vil have fælles regler for selskabsskat i EU. Virksomheders overskud skal beskattes hvor pengene er tjent – ikke hvor ejerne har flyttet pengene hen efterfølgende.

Endeligt forlanger vi, at den danske regering skaffer sig de papirer, der er lækket fra advokatfirmaet i Panama. Vi skal sikre os beviserne, så de mistænkte kan blive stillet for en dommer. Vi er desuden i modsætning til regeringen parat til at samarbejde med de informanter, der afslørede skandalen – om nødvendigt give dem sikkerhed i Danmark, hvis deres liv bringes i fare i deres hjemland.

Vi skal ikke altid vælge den nemme løsning
Når vi snakker med naboen over hækken, kan samtalen hurtigt blive negativ overfor skattemyndighederne – papirerne er indviklede, ventetiden er lang og medarbejderne er kun ude efter vore penge. Her kan det være let bare at snakke kritikken efter munden. Men der er brug for det modsatte. Der er brug for at vores parti - vores bevægelse - nu vælger det svære, og tager SKAT i forsvar.

En socialdemokratisk lagerarbejder sagde det meget godt for et par årtier siden, da han kritiserede Fremskridtspartiet og andre der levede højt på populismen og kritikken af det skattefinansierede velfærdssamfund. Han advarede mod at arbejderbevægelsen kunne blive ”et nemt offer for folk med nemme løsninger”. Anker Jørgensen døde for kort tid siden, men hans idéer om at passe godt på fællesskabet og ikke altid vælge den nemme løsning lever videre her i blandt os.

Den folkelige opbakning til SKAT skal genetableres. Den politiske kampagne mod SKAT skal stoppes – også selvom det kan være upopulært.

 

Mattias Tesfaye er medlem af folketinget for Socialdemokraterne.

Integrationsordfører for Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce