Trepartsforhandlinger mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og regering er en nyttig institution og et godt værkstøj til at løse vanskelige problemer. For at det skal lykkes, kræver det, at ambitionsniveauet er højt og forhandlingerne håndteres på den rigtige måde. Fortiden indeholder både succeser og fiaskoer, og begge dele kan vi lære af.

Erfaringerne viser, at tre grundlæggende betingelser skal være opfyldt, hvis trepartsforhandlinger skal lykkes. For det første skal problemet, der forhandles om, være vigtige for bevarelsen af den danske model.

For det andet skal problemet være brændende for mindst en og helst to af de tre parter. Og endelig skal hver en sten vendes og alle konsekvenser kendes, hvis der skal findes en løsning.

Arbejdsgivere og lønmodtagere vil bevare den danske model
Essensen i den danske model er, at arbejdsmarkedets parter tager et medansvar for, hvordan arbejdsmarkedet fungerer. Den tradition går helt tilbage til det første forlig mellem parterne i september 1899, og har været et bærende princip lige siden.

Da både fagbevægelse og arbejdsgivere lægger afgørende vægt på bevarelse af den danske model, har de en fælles interesse i at løse problemer, der truer modellen.

I en sådan konflikt om kroner og ører skal konsekvenserne af et forlig være kendt

Den foregående regerings trepartsforhandlinger om flere arbejdsdage kuldsejlede, fordi det problem regeringen ville løse, ikke udfordrede den danske model, og heller ikke havde udsigt til at få flertal i folketinget, hvis parterne ikke ville være med.

Forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter indeholder altid en økonomisk konflikt. Fagbevægelsen kæmper for, at lønmodtagerne får så meget som muligt, og arbejdsgiverne kæmper for, at virksomhederne betaler så lidt som muligt. I en sådan konflikt om kroner og ører skal konsekvenserne af et forlig være kendt.

Hvis parterne udlægger konsekvenserne forskelligt, er det næsten umuligt at få en aftale. Sådan er det ikke nødvendigvis i politik; her er der mange eksempler på, at parterne har forskellige udlægninger af konsekvenserne af et forlig, fordi de har forskellige politiske prioriteter, og lægger vægt på forskellige elementer.

Marienborg-møder er ren facade
Trepartsforhandlinger har haft mange forskellige former. I dag forbindes trepartsforhandlinger med møder i Statsministeriet eller på Marienborg, hvor statsministeren leder forhandlingerne, mens pressen venter på kommentarer.

Men det er blot form. Der foregår ikke reelle forhandlinger ved den slags møder. Der udveksles synspunkter, men der siges stort set det samme, som der allerede er sagt til offentligheden. De reelle forhandlinger foregår andre steder.

De reelle sonderinger foregår, når eksperter fra de tre parter mødes

De reelle sonderinger foregår, når eksperter fra de tre parter mødes, og skal prøve at blive enige om, hvad konsekvenserne af forskellige forslag er. Der laves en masse notater med beregninger af konsekvenserne af forskellige forslag, og i diskussionerne mellem eksperterne, bliver det gradvist tydeligere, hvor løsningen kan være.

Eksperterne og rådgiverne orienterer deres politiske opdragsgivere om positionerne, og får mandat til de videre sonderinger. Indimellem er der kontakter på kryds og tværs mellem ministre og formænd for arbejdsmarkedets organisationer for at fornemme, hvilken løsning, der er mulig.  Det kan være et langt forløb, hvor der ikke nødvendigvis holdes møder i Statsministeriet og på Marienborg, men hvor forhandlingerne sker i helt andre fora.

Trepartsforhandlinger sikrede pensions- og dagpengeløsning
To af de største udfordringer mod den danske model inden for de sidste 20-30 år blev løst gennem trepartsforhandlinger.

Siden 1960’erne var der utallige forsøg på at skaffe timelønnede samme pensionsvilkår som funktionærer og offentligt ansatte, men forsøgene løb ud i sandet til stor skuffelse for LO. En ny chance bød sig i efteråret 1987, da en borgerlig regering henvendte sig til LO med ønske om opbakning til et initiativ, der lettede erhvervslivets omkostninger. LO var positive, men ønskede forhandlinger om arbejdsmarkedspensioner.

Den 8. december 1987 vedtog regeringen og arbejdsmarkedets parter en fælleserklæring, der blandt indeholdt en forståelse om, at muligheden for arbejdsmarkedspensioner skulle undersøges. Der blev efter mange beregninger og sonderingerne fundet en løsning, og ved overenskomstforhandlingerne i 1991 blev der indgået de første aftaler om arbejdsmarkedspensioner.

Da det viste sig, at den stigende arbejdsløshed efter oliekrisen i 1970’erne bed sig fast, blev der lavet politiske aftaler, så arbejdsløse kunne blive i dagpengesystemet, men det var ikke en holdbar løsning. Regering og arbejdsgivere ønskede en fast dagpengeperiode, mens LO’s primære ønske var en uddannelsesgaranti, så arbejdsløse fik bedre muligheder for at komme tilbage i beskæftigelse.

Den 22. januar 1992 blev der nedsat et udvalg med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og med deltagelse fra Finansministeriet og Arbejdsministeriet. Udvalget blev enige om forslag til en fast dagpengeperiode og en uddannelsesgaranti. Forslagene blev en del af regeringsgrundlaget for den første Nyrup-regering i 1993, og blev et afgørende element i en nødvendige fornyelse af den danske model.

I de to nævnte eksempler var ambitionsniveauet højt, selvom der ikke blev holdt møder med statsministeren for bordenden og pressens tætte dækning. Arbejdet blev end ikke kaldt trepartsforhandlinger, men var det, og resultatet satte sig dybe spor i den danske samfundsudvikling.

Forhandlinger tager ikke fat om grundlæggende problemer
I dag er de to største problemer på arbejdsmarkedet, at mange unge ikke får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og at nedslidte ældre har ringe eller ingen pensionsmulighed.

I hver eneste ungdomsårgang er der et betydeligt antal unge, der ikke får fodfæste og som senere falder helt ud af arbejdsmarkedet. Det problem er årsagen til, at så mange i den arbejdsdygtige alder er uden for arbejdsmarkedet. I tredive år har flere hundredtusind været tabt for arbejdsmarkedet. Det er en tragedie for den enkelte og dyrt for samfundet.

Med forhøjelsen af pensionsalderen og begrænsningerne i efterlønnen vil mange med hårdt fysisk arbejde stå uden god pensionsdækning på et tidspunkt, hvor de ikke længere har tilstrækkelig arbejdsevne. Også det er et alvorligt problem for den enkelte og dyrt for samfundet.

I tredive år har flere hundredtusind været tabt for arbejdsmarkedet

Begge problemer burde arbejdsmarkedets parter tage et større ansvar for at løse. Muligvis findes der kun en god løsning, hvis arbejdsmarkedets parter er en del af den. Det vil sige både er med til at finde løsningen, sikre dens gennemførelse og er med til at finansiere den, som tilfældet er med arbejdsmarkedspensioner og uddannelse under ledighed.

De igangværende trepartsforhandlinger sigter ikke på at løse fundamentale problemer på arbejdsmarkedet, men på at få parternes opbakning til justeringer af løn og ansættelsesforhold for bestemte grupper. På den måde er de igangværende trepartsforhandlinger et naturligt element i den danske model, hvor en regering ikke bare lovgiver om løn- og ansættelsesforhold.

Den første runde fører formentlig til lavere begyndelsesløn for indvandrere, og den anden runde, der skal i gang nu, fører formentlig til flere praktikpladser. Det er mindre justeringer, som kan være gode i sig selv, men de fjerner ikke de fundamentale hindringer, der står i vejen for, at alle unge får en god start på arbejdsmarkedet, og nedslidte ældre får rimelige pensionsvilkår.

Problemerne i dag er store, men de er ikke større end pensions- og uddannelsesproblemerne for 25 år siden, og de fandt en løsning gennem trepartsforhandlinger.

 
Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.