Hokus-pokus – så er alle flygtninge i arbejde

Analyse: Finansministeriets seneste beregninger over de økonomiske omkostninger til modtagelse af flygtninge viser endnu engang, at man kan få de tal, man selv ønsker, hvis blot man fodrer modellerne med de rigtige forudsætninger.
Normalt er det venstrefløjen, der kritiserer regnemodellerne. Her lyder argumentet, at Finansministeriet overdriver, hvor mange der vil øge arbejdsmængden, hvis skatten sættes ned eller hvis de arbejdsløses understøttelse reduceres.

Men de seneste dage er rengemodellerne også blevet kritiseret heftigt af Cepos, Børsen, Dansk Folkeparti og andre kræfter på højrefløjen. Det skyldes, at regnemodellerne ifølge kritikkerne tegner et alt for rosenrødt billede af de økonomiske omkostninger ved at modtage og integrere flygtninge.

I Finansministeriets konvergensprogram (side 77) fremgår det nemlig, at det øgede antal flygtninge vil forbedre den langsigtede finanspolitiske holdbarhed med hvad der svarer til 0,15 procent af bruttonationalproduktet, cirka 3 milliarder kroner om året. Argumentet er, at godt nok er der på kort sigt en masse udgifter forbundet med at modtage og integrere flygtninge, men på lang sigt – 30-40 år ude i fremtiden – vil flere flygtninge betyde en større befolkning, det skulle medfører en større arbejdsstyrke, flere skattebetalere og højere vækst.

Bygger på at rekordmange kommer i arbejde
Finansministeriet antage, at flygtninges beskæftigelsesfrekvens på lang sigt vil stige markant. Der vil altså være en højere andel flygtninge, som er i arbejde: ”Det er forudsat, at flygtningenes beskæftigelsesgrad stiger med opholdstiden de første år og at efterkommernes beskæftigelsesgrad er højere, svarende til øvrige ikke-vestlige efterkommere. Herunder forudsættes, at efterkommere efter 2 generationer har samme beskæftigelsesfrekvens som øvrige personer af dansk oprindelse”, hedder det (side 77).

I dag er det omkring 30 procent af flygtninge, der er i beskæftigelse fire år efter, at de er kommet til Danmark. Til sammenligning er den ifølge Danmarks Statistik blandt øvrige ikke-vestlige efterkommere omkring 50 procent, mens det for personer med dansk oprindelse er omkring 75 procent. Der skal med andre ord ske en meget voldsom stigning i flygtningenes beskæftigelsesfrekvens i løbet af de kommende årtier, hvis Finansministeriets regnestykke skal hænge sammen.

Finansministeriet kommer frem til sit positive resultat, fordi ministeriet på forhånd har bestemt, at andelen af flygtningene i beskæftigelse fremover vil være skal være lige så højt som blandt personer af dansk oprindelse. Præcis som når Finansministeriet regner på ændringer i skatte- og kontanthjælpssatser og på forhånd har bestemt sig for, at en given ændring skal føre til, at så-og-så mange vil komme i arbejde.

Havde Finansministeriet i stedet valgt at sige, at beskæftigelsesfrekvensen blandt flygtninge på lang sigt kun vil være 60 procent, var resultatet også blevet et andet. Problemet er, at ingen i dag kan sige noget meningsfuldt om beskæftigelsesfrekvensen blandt flygtningenes efterkommere i år 2050. Det afhænger af mange forhold:

Hvor godt bliver de uddannet? Vil der være efterspørgsel efter deres kompetencer på arbejdsmarkedet? Hvor mange bliver permanent parkeret uden for arbejdsmarkedet? Og hvordan med kultur- og familiemønstre, arbejder kvinder eksempelvis lige så meget som mænd?

Dertil kommer, at Finansministeriet baserer sine beregninger af finanspolitisk holdbarhed på DREAM-modellen. DREAM er en ligevægtsmodel, der antager, at hvis 75 procent af flygtningenes efterkommere står til rådighed for arbejdsmarkedet (arbejdsudbud), så vil der også være arbejde til 75 procent af flygtningenes efterkommere. Dermed tages ikke højde for, at der kan være perioder med høj arbejdsløshed, der typisk rammer indvandrere og deres efterkommere hårdere end den øvrige befolkning.

Flygtninge er gratis frem til 2020
For det andet har Finansministeriet antaget, at stigende antal flygtninge ikke koster én krone ekstra i øgede offentlige udgifter frem mod 2020. Finansministeriet har ellers tidligere beregnet, at flygtninge vil koste 6,4 milliarder i øgede offentlige udgifter til eksempelvis daginstitutioner, skoler og lægehjælp frem mod 2020.

Det betyder reelt, at de øgede udgifter til flygtninge skal findes ved at skære ned andre steder i den offentlige sektor. Finansministeriet laver altså det greb, at man på den ene side medregner øgede indtægter fra de flygtninge, der kommer i arbejde, mens man på den anden side ikke medregner øgede offentlige udgifter som følge af den voksende befolkning.

Holdbarhed

I weekenden måtte Finansministeriet da også rykke ud at præcisere, at beregningerne ikke kan udlægges sådan, at flygtninge er en økonomisk overskudsforretning. Finansministeriet skrev, at ”Den varige virkning af flygtningetilstrømningen svarer dermed, givet de anvendte forudsætninger, til en merudgift på ca. 3 mia. kr. om året i al fremtid. Det er udtryk for belastningen af den finanspolitiske holdbarhed fra flygtningetilstrømningen isoleret set.”

Det øgede træk på de sparsomme offentlige finanser, som finder sted frem mod 2020, svarer nemlig til en svækkelse af den finanspolitiske holdbarhed på 0,3 procent af BNP. Og dermed bliver det positive bidrag på 0,15 procent af BNP, som Finansministeriet omtalte i Konvergensprogrammet, altså forvandlet til et minus på 0,15 procent, når der korrigeres for øgede offentlige udgifter til flygtninge i perioden 2016-2020 (og det samtidig antages, at flere kommer i arbejde).

Beregninger siger mere om Finansministeriet end om flygtninge
Det er altså kun fordi Finansministeriet dels opererer med en særdeles optimistisk beskæftigelsesfrekvens blandt efterkommere af flygtninge, og dels fordi Finansministeriet i en periode rent teknisk vælger at lade som om, at flere flygtninge ikke betyder flere udgifter for det offentlige, ministeriet kan komme frem til, at flygtninge på sigt kan være overskudsforretning.

Finansministeriets beregninger siger derfor i virkeligheden ikke så meget om de økonomiske konsekvenser af de mange flygtninge. Derimod siger de rigtig meget om den logik, der ligger til grund for Finansministeriets beregninger. Og nu har også højrefløjen fået øjnene op for, at ikke alt, hvad der kommer fra Finansministeriet, er udtryk for nogen højere sandhed.


Flere artikler om emnet

Annonce