Fællesskabet bør spille en større rolle i dansk kultur. Derfor har Netavisen Pio lavet en fællesskabskanon over litteratur, hvor fællesskabet er det bærende element. Mogens Klitgaards ”Der sidder en mand i en sporvogn” fra 1937 er det fjerde værk i vores kanon.

Derfor er ”Der sidder en mand i en sporvogn” med i fællesskabskanonen
Der sidder en mand i en sporvogn, skriver Klitgaard. Og hvis ikke Urban Hansen havde nedlagt sporvognene og Kramer havde bygget metro i stedet, havde han nok siddet der endnu. Klitgaard beskriver nemlig noget eviggyldigt. Den gruppe af mennesker, der ikke finder ind i et stærkt fællesskab og derfor mister deres identitet. I Klitgaards tilfælde er det flipproletaren, den småborgerlige mellemting mellem over- og arbejderklasse. Hr. Schwann og Arnold fra Matador. Den slags mellemvare, samfundet har placeret mellem bøjlerne i manufakturforretningerne i 30’erne.

I takt med, at krisen efter børskrakket rammer København hårdt, står flipproletarerne pludselig uden at være en del af nogen form for fællesskab. De er ikke en del af overklassens rigdom, loger og fælles traditioner. Og de er ikke en del af arbejderklassens solidaritet, fællesskab og fagforeninger. De står pludselig helt alene.

Klitgaard beskriver således værdien i fællesskabet ved næsten apokalyptisk at skildre manglen på fællesskab.

Det handler ”Der sidder en mand i en sporvogn” om
I romanen møder vi manufakturhandler Lundegaard. Eller rettere: Tidligere manufakturhandler Lundegaard. I 30’ernes økonomiske krise, der fulgte efter børskrakket på Wall Street i 1929, måtte manufakturhandler Lundegaard dreje nøglen om. Han mister sin identitet og begynder en deroute, hvor det bare handler om at holde næsen oven vande – til trods for alle de faldgruber og kortsigtede muligheder, en storby som København giver.

Klitgaards syn på fremtiden for denne identitetsløse mellemklasse er grundlæggende pessimistisk. ”Man sidder i møget, og der bliver man siddende”, skriver han. Til de genreinteresserede eller de til-gymnasieopgave-googlende af vores læsere kan siges, at Klitgaard dermed vælger den kritiske realisme frem for den socialistiske realisme, om end Klitgaard momentvis viser det socialdemokratiske samfund som vej ud af misæren, uden at hans roman på nogen måde er propagandistisk.

På et overordnet plan handler ”Der sidder en mand i en sporvogn” om, hvad der sker for den lille mand, når tidens ulyksaligheder presser ham ud, hvor han ikke kan bunde. Hvordan individet, der ikke er en del af fællesskabet, ikke har nogen at støtte sig opad og derfor vil leve en evigt udsat tilværelse.