Annonce

DF stemmer imod at sende penge tilbage til kommunerne

Selvom Dansk Folkeparti hævder, at pengene fra det såkaldte omprioriteringsbidrag skal sendes tilbage til kommunerne, vil partiet alligevel ikke stemme for et beslutningsforsalg om, at sende pengene tilbage til kommunerne. Socialdemokratiet undrer sig.
Først foreslog Socialdemokratiet helt at skrotte det meget omtalte omprioriteringsbidrag for landets kommuner. Det stemte Dansk Folkeparti imod. I stedet fastholdt Dansk Folkeparti sammen med de øvrige blå partier, at de kommunale budgetter skal falde hvert år frem til 2019 på grund af omprioriteringsbidraget.

I dag foreslog Socialdemokratiet så med et beslutningsforsalg at tilbageføre alle de penge, der de nu skal opkræves i omprioriteringsbidrag, til kommunerne. Men også her valgte Dansk Folkeparti at stemme imod. Partiet har ellers tidligere lovet, at alle de penge, der opkræves i omprioriteringsbidrag frem til 2019, skal sendes tilbage til kommunerne.

Kommunerne skal aflevere milliarder til staten
Debatten i Folketinget kommer dagen efter, at borgere i en lang række byer over hele landet gik på gaden for at demonstrere imod den minusvækst i de kommunale budgetter, som er en konsekvens af det omprioriteringsbidrag, som regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative indførte i forbindelse med finansloven og fastlæggelsen af de kommunale udgiftslofter for årene 2016, 2017, 2018 og 2019.

Minusvæksten betyder, at kommunerne hvert år frem til 2019 skal aflevere 2,4 milliarder kroner til staten. Regeringen og Dansk Folkeparti har lovet, at kommunerne får pengene tilbage i 2017, men det er endnu uklart, hvad der skal ske i 2018 og 2019.

Socialdemokratiet og den øvrige opposition forsøgte allerede tilbage i december at aflyse minusvæksten, ved at foreslå omprioriteringsbidraget fjernet i alle årene frem til 2019. Minusvæksten blev dog stemt igennem af de blå partier, inklusiv Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti afleverede et betænkningsbidrag i forbindelse med afstemningen, hvor partiet lovede, at ”de midler, der tilvejebringes via omprioriteringsbidraget, skal føres tilbage til kommunerne for derigennem at sikre kernevelfærden i hele landet.”

Af dagens beslutningsforslag fra Socialdemokraterne hedder det stort set identisk, at ”Folketinget pålægger regeringen at indkalde til brede forhandlinger om at lave en aftale, hvori det sikres, at de midler, der tilvejebringes via omprioriteringsbidraget, skal føres tilbage til kommunerne for derigennem at sikre kernevelfærden i hele landet.”

Forslag bygger på DF-bemærkninger
Men selv om Socialdemokratiets beslutningsforsalg altså er stort set identisk med Dansk Folkepartis betænkning, ville Dansk Folkeparti dog heller ikke denne gang stemme for.

Det skyldes ifølge partiets finansordfører, René Christensen, at beslutningsforslaget vil ”cementere” omprioriteringsbidraget frem til 2019. René Christensen fremhævede dog samtidig, at omprioriteringsbidraget er udtryk for en solidarisk omfordeling mellem kommunerne.

Den forklaring vakte dyb forundring hos Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht: ”Først foreslår vi i forbindelse med finansloven, at man slet ikke gennemfører et omprioriteringsbidrag. Det ville man ikke være med til. Nu kommer vi så med et beslutningsforslag som ord for andet er det, som Dansk Folkeparti har foreslået i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og så afviser man det, fordi det vil være at cementere omprioriteringsbidraget”.

De socialdemokratiske politikere understregede flere gange, at partiets førsteprioritet var en total fjernelse af omprioriteringsbidraget. Dagens beslutningsforslag skal derfor ses som en ”Plan B”, fordi de blå partier allerede har vedtaget omprioriteringsbidraget, understregede Benny Engelbrecht.

For at understrege, at Socialdemokratiet helst ser en fuldstændig afskaffelse af omprioriteringsbidraget, fremsætter Socialdemokratiet nu et ændringsforslag, der pålægger regeringen at afskaffe omprioriteringsbidraget i 2017, 2018 og 2019.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen afviste ikke overraskende at følge forslaget. ”Vi har et princip om, at de økonomiske prioriteringer foretages for ét år af gangen”, lød det. Også Liberal Alliance og Konservative er imod forslaget, og dermed er der ikke udsigt til, at forslaget vil blive vedtaget, når det skal andenbehandles.

Benny Engelbrecht langede i sine afsluttende bemærkninger ud efter Dansk Folkeparti: ”Når Dansk Folkeparti går ind for et omprioriteringsbidrag, og ikke vil sikre, at pengene går tilbage, som man ellers har sagt og skrevet igen og igen, så er der kun et ord for det: Det er hykleri”.


Flere artikler om emnet