Annonce

Mette F slår fast: Omprioriteringsbidrag ryger i graven

Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister efter næste valg bliver det omdiskuterede omprioriteringsbidrag lagt i graven. Borgmestre glæder sig.

Det kunne umiddelbart virke som en tillokkende tanke: 2,5 milliarder gode danske skattekroner som en regering årligt kan bruge til at dele ud til målrettet velfærd i kommunerne. For hvilken politiker kunne ikke tænke sig at være den glade giver af velfærd?

Det er den mulighed som omprioriteringsbidraget giver. Godt nok på bekostning af kommunerne, der sidder tilbage med opgaven at få budgetterne til at hænge sammen med en en procent mindre penge.

Men på trods af den gode mulighed, så vil Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, alligevel ikke benytte sig af den. Hun vil afskaffe omprioriteringsbidraget.

Det løfte giver hun i torsdag i et interview i Fyens Stiftstidende. Her bliver Mette Frederiksen spurgt, om hun ikke får brug for de penge, som omprioriteringsbidraget udløser i 2018 og 2019.

- Vi kommer ikke til at gennemføre den mekanisme, der ligger i omprioriteringsbidraget, siger hun til avisen.

Enighed om omprioriteringsbidrag i rød blok
Debatten om hvad der skal ske med de omdiskuterede omprioriteringsbidrag efter valget, har været en sten i skoen på den røde blok. Socialdemokraterne har tidligere holdt døren på klem for at beholde omprioriterinsbidraget, men med den krølle, at pengene skulle blive i kommunerne.

”Jeg kan sige det meget klart: Vi har ingen planer om at videreføre et omprioriteringsbidrag, der bruges til alle mulige andre formål end det kommunale. Derfor kan jeg også garantere, at vi ikke vil bruge penge fra det eksisterende omprioriteringsbidrag til formål uden for kommunerne, den dag vi skulle have flertal igen,” sagde Mette Frederiksen i et interview i Politiken tilbage i marts.

Nu slår hun fast, at omprioriteringsbidraget under ingen omstændigheder fortsætter med hende.

Borgmester glæder sig
Mette Frederiksens udmelding om at afskaffe omprioriteringsbidraget bliver godt modtaget i Socialdemokratiets kommunale bagland. En af dem er Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev. På Facebook skriver han:

”Jeg har siden sommer haft gode samtaler med Mette (Frederiksen, red.) om kommunernes økonomi, og hun har hele tiden delt min og mine borgmesterkollegers bekymring for velfærd og fællesskaber. Så det er ingen nyhed, at hun vil afskaffe det såkaldte omprioriteringsbidrag, der både er et angreb på den borgernære velfærd og det kommunale selvstyre.”

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet