Den ufejlbarlige kritik i Fædrelandet [datidens ledende borgerlige avis – ikke at forveksle med de danske nazisters] udslynger sin bandstråle mod ham, stagnerende justitsråder og apoplektiske landsbypræster ryster på deres hoveder ad ham, så deres indskrumpede hjerner er ved at trille ud ad ørene på dem, og ’selskabet’ [det bedre borgerlige] lukker sine kredse for ham”.

En enkelt lysende stribe har vist sig i horisonten

Men ”en enkelt lysende stribe har vist sig i horisonten”, nemlig Georg Brandes. ”Han udfordrer sin indenlandske samtid til en kamp lig den, vi nu fører på det sociale territorium. Sfærerne er forskellige. Men vi erkender fuldt vel, at den kulturelle kamp også må kæmpes, før fremskridtet er sikret.  Derfor hilser vi arbejdere med et hurra den mand, der har vovet at rejse fornuftens og frihedens friske, vårgrønne banner i de tilstøvede lærde sale.”

Brandes ville ikke skrive i Socialisten
Om bogen Hovedstrømninger i det nittende Aarhudredes Litteratur, hvor Brandes havde samlet sine berømmede forelæsninger på Københavns Universitet påbegyndt i november 1871, skriver Pio,

”at fremstillingen er fri for alt lefleri med forældede fordomme og skimlede dogmer, (og) at der igennem det hele går en livsfrisk bestræbelse for at sikre den sunde fornuft herredømmet over for den fra katetre og prædikestole docrede galimatias”.

På et tidspunkt lød rygtet, at Brandes ville skrive i Socialisten. Men han dementerede hurtigt med den henrivende begrundelse, at han hverken havde “studeret statsøkonomi eller politik” – som om det skulle være en betingelse for at støtte en bevægelse, der søgte at skaffe landets største og mest undertrykte klasse bedre vilkår politisk, socialt og kulturelt.

Brandes mente dog ikke, at der var ”noget ondt i at være det”, altså socialist, og det var jo pænt af Georg Brandes.

Pio anråbte brandesianerne om støtte
I en leder i Socialisten i november 1871 anråbte Pio ”litterater og kunstnere, sagførere og læger” fra den progressive del af ”mellemstanden” om at række ”en broderhånd til den talrige arbejderklasse i byerne og på landet, der sukker under vægten af … anstrengelserne for at skaffe sig og familien et tarveligt udkomme”.

Men hans anråbelse var forgæves. Brandesianerne kunne på afstand sympatisere med socialismen og føle sig udfordrede af den fattigdom og udbytning, som langt de fleste arbejdere var udsat for her i slutningen af 1800-tallet.

Det overlod de til Pio alene, mens de udvekslede dybsindigheder over punchebowlen

Men opgaven med at samle denne den største klasse i et parti og en fagbevægelse, som kunne bedre deres kår og skaffe dem politisk indflydelse, det arbejde var tydeligvis alt for konkret og vel også alt for farligt for disse ’Det moderne gennembruds mænd’.

Det overlod de til Pio alene, mens de udvekslede dybsindigheder over punchebowlen. Og det er desværre ikke svært at finde en nutidig parallel til de venstreorienterede og velmenende brandesianeres afholdenhed overfor Pio, når det drejede sig om at give ham direkte støtte.

Studenterne støttede ikke lærlingenes kamp
Mit første lønarbejde havde jeg indenfor Arbejdsdirektoratets område, nærmere betegnet som konsulent på AF-kontoret i min hjemby Aarhus i årene 1964 – 72. Jeg fik en del at gøre med lærlingespørgsmålet. Det blev diskuteret meget i netop disse år - dog kun indenfor fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Der var tale om alt for lange læretider i værste fald på op til fem år, og den lange tid kunne i mange tilfælde være brugt bedre. Behandlingen af lærlingene lod på en del arbejdspladser meget tilbage at ønske - ikke kun fra mestrenes, men også fra svendenes side.

’Stilen’ var mange steder meget barsk - og dermed en noget anden end den, der blev praktiseret i det gymnasium og på de HF-kurser, der i løbet af 1970’erne og videre frem blev hjemsøgt af langt de fleste unge. Lærlingene gik i skole om aftenen, det vil sige, at der kunne blive tale om en arbejdsdag fra klokken 7.00 morgen til 22.00 aften.

Der kunne blive tale om en arbejdsdag fra klokken 7.00 morgen til 22.00 aften

I 1966 udbrød der et yderst velbegrundet Lærlingeoprør. Men bortset fra i de socialdemokratiske aviser og DKP’s avis Land og Folk forblev dette oprør uomtalt i medierne. Jeg fik arrangeret en udsendelse i DR om lærlingenes forhold. Jeg interviewede mine kontaktpersoner fra Faglig Ungdom, lærlingenes landsorganisation, i Aarhus. Debatten blev bestyret af DR’s fremragende, socialt engagerede reporter Hans Stephensen – den blev dog aldrig sendt!

To år senere udbrød det såkaldte Studenteroprør.  Det var ikke ubegrundet, men dels kammede det efter mit skøn meget hurtigt over, og dels fik det en mediedækning, som sammenlignet med den larmende tavshed, der havde omgivet Lærlingeoprøret var fuldstændig urimelig.

Som tilfældet var med Pio små hundrede år tidligere, måtte lærlingene også denne gang kæmpe alene uden støtte fra de venstreorienterede og velmenende brandesianere. For mens der blev sendt støtteerklæringer fra Faglig Ungdom til studenterne i 1968, kom der mig bekendt ikke nogensinde noget, der kunne minde om støtte fra studenterne til lærlingene i 1966.

Henning Tjørnehøj er forfatter og debattør. Han har tidligere arbejdet som blandt andet konsulent i Fagbevægelsens Forskningsråd under LO.