Ansattes kritik er uvurderlig

Kritik er en væsentligt forudsætning for at kunne forbedre forholdene. Derfor bør offentligt ansatte tages alvorligt, når de peger på noget der er problematisk, uretfærdigt eller forkert. Dem, der står frem, bør lyttes til og værdsættes.
Offentligt ansatte er forkælede og egoistiske, når de himler op om arbejdsmiljø og vilkår. Sådan lød det i forrige uge, hvor professor Ove Kaj Pedersen var i vælten. Han postulerede i et interview, at offentlige ansattes organisationer blander egeninteresser sammen med fællesinteresser og nægter at underkaste sig det politiske flertals økonomiske prioriteringer. Det underminerer velfærdsstaten, mente han.

Det er ikke første gang, jeg har hørt, at de problematikker som faglige aktive peger på negeligeres. Ofte bliver netop arbejdsmiljøproblemer italesat som den enkeltes oplevelse eller et problem ude af proportioner. For ganske nyligt mente KL-forhandler og borgmester Michael Ziegler, at der mere var tale om en myte, når så mange offentligt ansatte følte sig stressede.

I en tid, hvor flere offentligt ansatte hellere holder ytringer tilbage af frygt for konsekvenserne af dem, synes jeg, at sådanne holdninger til offentligt ansattes ytringer, er dybt problematisk. Jeg frygter de får folk til at tie.

Når det ikke nytter noget
For nylig besøgte jeg en medicinsk afdeling. Gejsten var slukket i sygeplejerskernes øjne. For de var for få ansatte til patienterne og de følte ikke, de kunne gøre deres arbejde godt nok. Da de kom med forslag til ledelsen, for at gøre det bedre, kom der intet resultat. Nu havde de næsten intet håb tilbage. Nogle sagde op. Andre blev syge af det. De fleste sad opgivne tilbage.

Nogle sagde op. Andre blev syge af det. De fleste sad opgivne tilbage

På en anden arbejdsplads var der store arbejdsmiljøproblemer. Det påpegede de ansatte flere gange og til sidst blev den ansvarlige leder sagt op. De ansatte, der nu ingen leder havde, lod ikke stå til. De sørgede for, at personalemøder forsat blev holdt, at nyansatte fik introduktion og blev taget godt imod. De passede på hinanden og på arbejdspladsen. De havde aldrig haft det bedre, sagde de.

De to arbejdspladser har det til fælles, at der begge steder arbejder engagerede mennesker, som har forsøgt at ændre arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads. De er ikke et problem. Tværtimod får vi et, hvis deres kritik forstummer og deres engagementet forsvinder. Det kan ske når deres ytringerne ikke anerkendes og handles på.

Kritik fejes ofte af bordet
Et anerkende suk gik igennem en stor sal af tillidsfolk, da de og jeg første gang, hørte sociologien Rasmus Willig fortælle om sin forskning om offentligt ansattes ytringsfrihed – eller rettere, om manglen på samme.

Han fortalte om det, han i en ny bog kalder ”afvæbnet kritik”, når sygeplejersker, pædagoger og politifolk oplever, at der ikke er plads til kritik på arbejdspladsen. For kritik bliver ofte mødte af vendinger som ”kan du ikke lide lugten i bageriet, må du gå”, ”lær at leve med det” eller ”tag ja-hatten på”.

Dem, der står frem, bør lyttes til og værdsættes.

Willigs pointe er, at når kritik ikke mødes anerkendende eller lyttes til, som væsentlige betragtninger der kan forbedre, så vender vi kritikken ind af. Vi får en tavshedskultur, en oplevelse af opgivenhed og af at det ikke rigtig nytter noget. Men kritik er netop en væsentligt forudsætning for at kunne forbedre forholdene. Så når vi peger på noget der er problematisk, uretfærdigt eller forkert, bør det tages alvorligt. Dem, der står frem, bør lyttes til og værdsættes.

Jeg håber Rasmus Willig har sendt et signeret eksemplar at sin bog til alle topledere og forskere som Ove Kaj Pedersen og Michael Ziegler. Og slutteligt vil jeg kun opfordre alle der oplever bekymringer eller kritisable forhold til at sige dem højt og insistere på at det  kan blive bedre. Problemet i den offentlige sektor er ikke de ansattes ytringer. Tværtimod. Forstummer de, går det for alvor galt.

Signe Hagel Andersen er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun i Albertslund, er gift og er mor til to drenge.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet

Annonce