Pendulet svinger: Nu skal indkomst igen beskattes

Analyse: I slutningen af nullerne var der bred enighed om, at indkomst skulle beksattes mildere, mens forurening og usunde fødevare skulle beskattes hårdere. Men nu svinger pendulet den anden vej.
Regeringen meldte forleden ud, at PSO-afgiften skal skrottes. I stedet skal bundskatten frem mod 2021 hæves med 0,31 procentpoint, og bundfradraget reduceres med 1.100 kroner, hvis det står til regeringen.

Selvom skattepolitik ikke lyder videre modebevist, så findes der også modefænomener inden for skattepolitik, som kan være lige så flygtig som al anden mode. Tendenser og strømninger kan på tværs af partiskel opnå en sådan status, at ingen for alvor kan eller vil udfordre dem.

De seneste ti år har det især været interessant at iagttage den bevægelse, der er sket i synet på afgifter på forurening og usunde fødevare. Her er pendulet svinget først den ene vej, så den anden vej.

Hvor der i slutningen af nullerne var bred enighed mellem blå og røde partier om, at grønne afgifter og afgifter på usunde fødevare kunne understøttede den grønne omstilling og sikre en sundere livsstil blandt danskerne, ses afgifterne i dag som ødelæggende for konkurrenceevnen, socialt skæve og formynderiske over for danskerne.

Og hvor afgifterne dengang blev set som en oplagt kilde til at finansiere en sænkelse af skat på indkomst, er de selvsamme politikkere få år senere villige til at acceptere højere beskatning af indkomst for at slippe af med de forhadte afgifter. Lad os se nærmere på, hvordan det skattepolitiske pendul har svinget frem og tilbage de sidste ti år.

Fogh nedsatte skattekommission
Pendulet satte for alvor i gang efter Folketingsvalget i november 2007. Anders Fogh Rasmussen havde vundet sin tredje sejr, og til manges overraskelse præsenterede han få dage efter valgsejren et nyt regeringsgrundlag med ambitionen om at gennemføre en skattereform.

Efter i seks år at have prædiket skattestop, skulle der nu ske noget. En række økonomer, blandt andet Velfærdskommissionen, havde årene forinden anbefalet at sænke skatten på arbejde for at øge udbuddet af arbejdskraft. Fogh kunne dog ikke lide økonomernes anbefaling om, at finansiere lavere skat på arbejde gennem højere skat på bolig.

Samtidig var statsministeren i stigende grad blevet optaget af hele den grønne dagsorden. I foråret havde han fået arrangeret, at Danmark skulle være vært for FN’s Klimatopmøde i 2009. Derfor så Fogh nu en mulighed for at slå de to dagsordener sammen: At gennemføre en omfattende skattereform, der flyttede skat fra indkomst til forurening.

Det fremgik derfor af regeringsgrundlaget, at ”Skatten på arbejde skal sænkes. Skattesystemet skal være stabilt, enkelt og gennemskueligt. Og det skal medvirke til, at væksten sker på en miljømæssigt bæredygtig måde.”

Op med skatten på forurening og usund livsstil
I begyndelsen af 2008 nedsatte regeringen en skattekommission. Kommissoriet for Skattekommissionen gentog regeringsgrundlaget ambition om arbejde og miljø. Det var altså en bunden opgave for kommissionens arbejde at øge skatten på forurening, hvilket dens anbefaling også bare præg af.

Den endelige skatteaftale, Forårspakke 2.0, mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti, øgede arbejdsudbuddet med 19.000 personer. Samtidig hedder det, at ”Som led i skattereformen hæves skatten på forurening og energiforbrug. Det bygger på et princip om, at personer og erhverv, der forurener meget, skal betale mere – mens de, der passer på miljøet, skal belønnes. (…) Samlet øges afgifterne inden for energi, klima, miljø og transport med knap 8 mia. kr., heraf bidrager erhvervene med godt 6 mia. kr.”

Men de grønne afgifter var ikke de eneste afgifter, de tre blå partier tog i brug i forsøget på at få danskerne til at ændre adfærd. Skatten skulle nemlig også bruges til at få danskerne til at leve sundere:

”Forbruget af varer med et meget højt sukkerindhold som for eksempel is, chokolade og sodavand er mere end fordoblet siden 1975. Og rygning er fortsat den livsstilsfaktor, der medfører flest dødsfald i befolkningen.”

Regeringen hævede derfor afgiften på blandt andet cigaretter, chokolade, slik, is og sukkerholdige sodavand. Derudover blev der indført en ny afgift på mættet fedt, den såkaldte fedtafgift. I alt indeholdt Forårspakke 2.0 afgiftsforhøjelser på usunde fødevarer på omkring to milliarder kroner.

Som nyudnævnt statsminister opsummerede Løkke reformen sådan her: ”Det er en fuldt finansieret skattereform, som sikrer, at vi får et øget arbejdsudbud ved at beskatte lavere dét, vi gerne vil have mere af – arbejde, og beskatte mere dét, vi gerne vil have mindre af – nemlig forurening og energiforbrug.”

S-SF: Højere afgifter på forurening og usunde fødevarer
Selvom oppositionen stod uden for skatteaftalen, var der bred opbakning til princippet om at flytte skatten fra indkomst til afgifter. Et par måneder efter indgåelsen af skattesatsen, i august 2009, fremlagde Socialdemokraterne og SF oplægget Fair Forandring, der indeholdt en lang række afgiftsstigninger.

Partierne ville blandt andet hente 3,9 milliarder kroner gennem højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Partierne ville desuden hente 8,3 milliarder kroner gennem kørselsafgifter på person- og lastbiler og derudover indføre en række afgifter på forurening fra blandt andet landbruget og flytrafikken.

Til gengæld ville partierne bruge knap fem milliarder kroner på at øge beskæftigelsesfradraget, så gevinsten ved at tage et arbejde bliver større.

Derfor fortsatte pendulet også sin vej efter regeringsskiftet i 2011. Regeringen melder ud, at den ville gennemføre en skattereform for at øge arbejdsudbuddet. Og i den første finanslov for 2012 hævede regeringen en række miljøafgifter, blandt andet den meget omtalte NOx-afgift.

Også afgifter på usunde fødevarer som sodavand, chokolade, slik, øl og vin og tobak blev hævet for i alt 1,7 milliarder kroner. Det hed i aftalen, at ”Særligt afgifter på usunde fødevarer, cigaretter, øl og vin kan medvirke til et mindre forbrug af sundhedsskadelige produkter og dermed forebygge sygdomme gennem en sundere livsstil.”

Stigende skepsis over for grønne afgifter
I foråret 2012 indgik regeringen en energiaftale med alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance, som ligeledes hævede en række energiafgifter. Blandt andet blev PSO-ordningen udbygget, og der blev indført en såkaldt forsyningssikkerhedsafgift.

Men hen over 2012 begynder der at skete der noget. De borgerlige partier begyndte i stigende grad at udtale sig kritisk om flere af de afgifter, de ellers selv har været med til at indføre. Afgifterne blev nu beskyldt for at ødelægge konkurrenceevnen, fordi danske virksomheders omkostninger blev øget.

Også fra dele af fagbevægelsen begyndte der at lyde bekymring. Her frygtede man, at afgifterne ville få virksomheder, og dermed arbejdspladser, til at flytte ud af landet. Det er især forbund som Dansk Metal, NNF og til dels 3F, med mange medlemmer i konkurrenceudsatte virksomheder, der rejste bekymringen.

Kritikken rettede sig også mod afgifterne på usunde fødevarer. Særligt efter af fedtafgiften trådte i kraft fra 1. januar 2011. Fra borgerlig side blev afgifterne kritiseret for at gøre danske varer dyrere og dermed øge grænsehandlen. Men kritikken kom i stigende grad også fra venstrefløjen, som var bekymret for, at eksempelvis fedtafgiften medførte stigende fødevarepriser, som mindskede især de lavlønnedes købekraft. Også et argument om, at afgifterne var udtryk for statsligt formynderi, blev i stigende grad bragt ind i debatten.

Skattereformen i sommeren 2012 sænkede ganske vist skatten på arbejde, men finansieringen kom ikke længere fra stigende afgifter. Det blev besluttet at lade en række forbrugsafgifter stige i takt med prisudviklingen, men størstedelen af finansieringen kom gennem mindreregulering af overførselsindkomsterne og ved besparelser på forsvaret.

Fedtafgift bliver vendepunktet
Vendepunktet kom med finansloven for 2013, som blev indgået mellem regeringen og Enhedslisten. Her besluttede partierne at annullere den planlagte udvidelse sukkerafgiften og afskaffe fedtafgiften. Det ville ifølge aftalepartierne ”bidrage til en bedre social profil”. Afgiftsnedsættelserne blev finansieret ved at nedsætte personfradraget med 900 kroner, og ved at hæve bundskatten med 0,19 procentpoint.

Dermed har pendulet stoppet sin svingning, og er nu så småt på vej i den modsatte retning: Op med indkomstskatten, ned med afgifterne. Og nu gik kampen mod afgifterne for alvor i gang.

I 2013 gennemførtes den såkaldte Vækstplan DK mellem regeringen, Venstre og De Konservative. Planen skulle styrke virksomhedernes konkurrenceevne, blandt andet ved at nedsætte en række af de afgifter på energi, som især ramte industrien. Derudover blev sodavandsafgiften fjernet, og ølafgiften sat ned. Det ville ifølge partierne reducere grænsehandlen og bidrage til mere vækst i Danmark. Finansieringen kom især gennem lavere vækst i det offentlige forbrug, og gennem reformer af SU og kontanthjælp.

Året efter, i 2014, gennemførtes endnu en såkaldt vækstpakke. Også denne gang indgik afgiftslettelser som et væsentligt element. Venstre fremlagde desuden et finanslovsudspil, hvor partiet lover erhvervslivet omfattende skattelettelser. Blandt andet vil Venstre helt sløjfe den udskældte NOx-afgift.

Senest har regeringen altså spillet ud med, at ville afskaffe PSO-afgiften og i stedet hæve bundskatten. En del af forklaringen er, at PSO-ordningen angiveligt er i strid med EU-retten. Men det er netop kun en del af forklaringen.

PSO-systemet har i årevis stået for skud, fordi det ifølge kritikkere skader danske virksomheders konkurrenceevne. Regeringen har derfor tilsyneladende også kun overfladisk overvejet, om PSO-afgiften kan erstattes af et andet afgiftssystem, der ikke diskriminere udenlandske el-producenter, sådan som det er tilfældet med PSO-afgiften.

Et andet nyligt eksempel så vi med de politiske partiers reaktioner på Etisk Råds forsalg om en kødafgift, der blev skudt ned af ordførere fra et bred kreds af partier. Men uanset hvad man måtte mene om, at Etisk Råd på den måde blander sig i klimadebatten, så ligger forslaget jo i virkeligheden ikke så langt fra de tanker, der lå bag eksempelvis Forårspakke 2.0 fra 2009.

Nye skatter har det svært i Danmark
Hvad er så forklaringen på, at pendulet er svinget tilbage? En oplagt forklaring er naturligvis at den økonomiske krise, som betød af Danmark mistede titusindvis af industriarbejdspladser, har skærpet fokus på de rammevilkår, som danske virksomheder opererer under, herunder også energiafgifterne.

Det, der tilbage i nullerne blev set som en opmuntring og motivation til at blive mere miljøvenlige, ses nu som en klods om benet, der skræmmer arbejdspladser ud af landet. Her spiller det uden tvivl en rolle, at advarslerne er kommet fra såvel erhvervslivet som fagforeningerne, og således har haft appel til et bredt politisk spektrum.

Men de seneste år viser også, at det er utrolig vanskeligt at introducere nye skatter i Danmark, fordi de udløser massiv modvilje blandt de grupper, der bliver ramt. Eller i befolkningen som helhed, som tilfældet var med fedtafgiften.

For uanset hvilke argumenter partierne brugte i deres modstand mod fedtafgiften – den øger grænsehandlen, den er udtryk for formynderi, den rammer socialt skævt – så ændrede partierne jo først for alvor holdning, da afgiften blev indført og mødte stor utilfredshed blandt befolkningen på grund af de stigende fødevarepriser.

Pendulets svingninger er vigtige at have i baghovedet næste gang, politikkerne skal forhandle om en bred skattereform. Ellers kan det endnu engang ende med, at politikkerne må rykke ud tilbagerulle det, de så begejstret talte for få år forinden.


Flere artikler om emnet

Annonce