På Facebook og i debatindlæg har Pia Holland Gjørup beskrevet, hvordan hun er træt af at arbejde alt for mange timer. Hvordan hun er træt af, at hver gang en opgave bliver løst, er der en anden opgave, der ikke bliver løst. ’Jeg orker ikke den evige dårlige samvittighed’, lød det fra speciallægen. I gårsdagens morgenradioavis noterede jeg mig, hvordan en journalist og borger, der ellers ifølge eget udsagn er sympatisk indstillet overfor offentlig sundhedsvelfærd, karakteriserede hospitalsvæsenet: ’Det virker udsultet. Ingen smiler’.

’Nødvendighedens politik’
Jeg er ikke i tvivl om, at de didikerede medarbejdere i vores offentlige hospitalsvæsen på mange fronter leverer varen til gavn for borgerne. Jeg er imidlertid heller ikke i tvivl om, at de to nævnte eksempler fra henholdsvis en ansat og en borger tegner et billede på en tendens, hvor ansatte og patienter i stadig højere grad bliver fanget i en økonomisk og styringsmæssig blindgyde. Mange borgerlige politikere græder tørre tårer over denne tendens, der, hvis den får lov at fortsætte, sandsynligvis vil få flere og flere borgere til at stemme med fødderne og efterspørge private sundhedsløsninger. For Socialdemokraterne og alle os, der er stærke tilhængere af den frie og lige adgang til et stærkt offentligt sundhedsvæsen, er tiden omvendt inde til at sadle om og fraskrive sig det, der noget misvisende er blevet beskrevet som ’nødvendighedens politik’.

Den ’nødvendighedens politik’, der har været fremherskende gennem seneste mange år, er for det første af økonomisk art. Sagen er jo, at kravet om, at de hospitalsansatte skal producere to procent mere om året også vil fortsætte med den regionsaftale, der forventes at være lige på trapperne. Kravet har været lagt på regionerne lige siden år 2000 og har sammen med blandt andet ny teknologi givet anledning til en årlig produktivitetsstigning på hospitalerne på i gennemsnit 2,4 procent i 2001-2015. Det svarer til, at en sundhedsprofessionel i dag udfører næsten 45 procent mere pleje og behandling af patienter i forhold til en sundhedsprofessionel i 2001. En imponerende udvikling, men bagsiden af medaljen er, at personalet mange steder presses til det yderste. Dertil kommer, at Finansministeriet har varslet yderligere effektiviseringsgevinster på op imod otte procent i forbindelse med supersygehusene.

Ansatte overproducerer
Resultatet er, at læger, sygeplejesker og andre sygehusansatte løber stadig hurtigere. Det gælder i den grad også for de lægesekretærer, jeg repræsenterer. Skiftende regeringers stramme styring af regionernes økonomi har betydet, at bevillingerne til personale i helt uforholdsmæssig høj grad har været ude af trit med produktivitetsstigningerne og den voldsomme vækst i antallet af borgere, der bliver behandlet på sygehusene. En sådan ubalance kan naturligvis ikke forsvares på den lange bane. Den udlægning er befolkningen helt overvejende enig i: For nylig viste en Epinion-undersøgelse, at seks ud af ti danskere mener, at hospitalerne største udfordring er for lidt personale.

Det andet særkende ved ’nødvendighedens politik’, der i hvert fald tidsmæssigt er sammenfaldende med de senere års styring af hospitalsvæsnet, er den målstyring, der går under navnet, ’new public management’ (npm). Denne npm-logik går kort sagt ud på, at det er ineffektivt tidsspilde at løse opgaver, der ikke er fastsat i regler og skemaer. Læge Thomas Emil Christensen og andre beskrev for nylig i en kronik i Politiken ganske rammende, hvordan npm-logikken på hospitalerne betyder, at ’patienterne møder et brutaliseret og dysfunktionelt system, hvor faglighed, etik og menneskelighed ikke regnes’. Resultatet er, at de ansatte bliver forhindret i at passe deres egentlige arbejde: At udrede, behandle og pleje patienter.

Opgaverne skal løses af fagpersoner
Faglighed, arbejdsglæde og patienttid må være omdrejningspunkter for en ny politisk styring af fremtidens hospitalsvæsen. Vi må sammen skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor patienten følges fra start til slut, og hvor der tages hensyn til de svageste. I den sammenhæng har landets lægesekretærer en afgørende rolle. Mange læger og sygeplejersker oplever, at de under den nuværende npm-logik skal bruge meget lang tid på opgaver, der ikke er rettet mod den umiddelbare pleje og behandling. Lægesekretærerne er uddannet i klinisk administration og kan udføre opgaven hurtigt og effektivt.

Hvis vi helt systematisk sætter fokus på at flytte administrative opgaver til de rette fagpersoner, kan der frigøres ikke så få ressourcer. Også hvad angår hospitalernes IT-systemer står det sundhedsadministrative personale klar med en faglig ekspertise. Den kan sikre et reelt flow, så det behandlende personale kan levere optimalt. Ved at lade de rette hænder klare arbejdet på vores sygehuse, kan vi sammen skabe et sundhedsvæsen i balance. Til gavn for både patienterne og de ansattes trivsel.

Bodil Otto er formand for HK Kommunal