Inddrag vælgerne i valgprogrammet

Socialdemokraterne i Middelfart vil inddrage lokalsamfundet aktivt i forbindelse med formuleringen af valgprogrammet til næste års kommunalvalg. Det skal styrke partiets forbindelse til borgere, virksomheder og foreninger.
Med halvandet år til kommunalvalget er arbejdet i gang over hele landet med at skrive arbejds- og valgprogrammer. Udvalg og arbejdsgrupper holder møder og skriver af karsken bælg for udstikke retningen for den kommende byrådsperiode.

Sådan er det også i Middelfart Kommune. Vi har dog valgt en lidt anden tilgang til arbejdet i år, som i højere grad inddrager vælgerne i udviklingen af vores politik. Vi vil bruge udarbejdelsen af programmet til at skabe et stærkt og folkeligt forankret politisk grundlag at gå til valg på.

Processen er skræddersyet til at skabe en stærkere forbindelse mellem Socialdemokraterne, kommunens borgere, virksomheder og foreninger. Det skal give en bredere forankring af tanker og idéer, men også bidrage til yderligere at forbedre valggrundlaget og rydde vejen for implementering af de konkrete forslag.

Programmet skal koble socialdemokratiske værdier om frihed, lige muligheder og solidaritet med de lokale fællesskaber. Vi møder således borgerne med et tydeligt socialdemokratisk værdigrundlag.

Politik nytter noget
Afsættet for programmet vil være borgernes oplevede fællesskaber i for eksempel foreninger, boligområder, virksomheder, skoler og naturen. Fokus vil være på de styrkepositioner og udfordringer, der forbinder borgerne i kommunen – og på at udvikle fælles løsninger.

Derfor afholdes 15-20 dialogmøder, hvor borgere inviteres til at drøfte deres oplevelser af fællesskaberne samt de strategiske udfordringer, som fællesskaberne står overfor: Hvordan fungerer fællesskaberne? Hvad er godt og mindre godt? Hvad er de strategiske udfordringer for området? Hvordan kan samspillet udvikles?

Processen trækker på idéerne om henholdsvis ”organizing” og ”samskabelse”.

Fokus vil være på de styrkepositioner og udfordringer, der forbinder borgerne i kommunen

Organizing handler først og fremmest om at give den enkelte borger bedre mulighed for at skabe det gode liv sammen med andre. Til at forandre, når man oplever, at noget kan gøres bedre. I England har bevægelsen de senere år givet mange mennesker troen på politik tilbage – at det nytter at gøre noget. Labour har været katalysatoren i processen. Organizing er først og fremmest relevant som tænkning og metode til at skabe udvikling i byer, bydele eller områder, hvor folk bor.

Samskabelse handler om at skabe og udvikle kommunen sammen med borgerne. Vi skal forbinde os med borgerne og udtænker løsninger i samspil. Samskabelse er særlig relevant i interessefællesskaber.

S er først og fremmest demokrater
Socialdemokraterne skal være omdrejningspunktet for samfundsudviklingen. Det har vi været i byråd landets over i snart 100 år. I mange år har vi også været det i foreningslivet, jobskabelsen og udviklingen af velfærdssamfundet.

Borgernes idéer og politiske ønsker skal kanaliseres ind i den politiske proces og bruges aktivt

Vi skal styrke forbindelsen mellem Socialdemokraterne og borgerne yderligere, fordi vi først og fremmest er demokrater: Vi ønsker, at udviklingen af kommunen sker på et demokratisk grundlag. Borgernes idéer og politiske ønsker skal kanaliseres ind i den politiske proces og bruges aktivt.

Socialdemokratiets rolle i processen er at være omdrejningspunkt for en bevægelse, hvor mennesker konstruktivt og i samarbejde finder nye veje til at skabe bedre lokalsamfund. De fælles veje og løsninger kan giver mening i et politisk program. Det vil dog ikke være alle idéer, som vi kan bruge – eller som nødvendigvis er forenelige med socialdemokratiske værdier, og de kommer naturligvis ikke med i det færdige program.

Medlemmerne drager konklussionerne
Processen skal give input til udfordringer, idéer og forståelser. Konklusionerne i arbejdsprogrammet drages dog suverænt af partiorganisationen. Det er således fællesledelsens generalforsamling, der vedtager arbejdsprogrammet. Medlemmerne beslutter, hvad vi skal gå til valg på.

Her må medlemsdemokratiet virke. Det er med andre ord partiet, der bidrager med processen, det første udspil til udfordringer og konklusionerne, mens borgerne bidrager med idéer og perspektiver.

I Middelfart vil vi tænke kommunikation sammen med politikudvikling, så mange har kendskab til vores arbejde. Det inkluderer også opfølgning og feedback til borgerne, så de kan se, at vi tager deres input alvorligt.

Arbejdet med det nye program går i gang nu. Vi glæder os til at udvikle politik sammen med borgerne.

 

Johannes Lundsfryd er gruppeformand for Socialdemokraterne i Middelfart byråd, formand for Skoleudvalget og formand for Naturpark Lillebælt.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.

Johannes Lundsfryd (S) er borgmester i Middelfart Kommune.


Kommentarer fra Facebook