Miraklet i Metroen: Organisering af udenlandsk arbejdskraft  

Der var modvilje, nederlag og ringe arbejdsvilkår, men det endte med 3F-medlemskab og millionerstatning. Sådan lyder succeshistorien om organisering af udenlandsk arbejdskraft på Metrobyggeriet.
Indsatsen med organisering af den udenlandske arbejdskraft i Danmark har hverken været mange, gode eller baseret på tidligere erfaringer. Det har fagforeningen 3F og deres lokale afdeling i København BJMF (Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening) nu gjort noget alvorligt ved.

Fem års erfaringer med at organisere udenlandske arbejdere på det københavnske metrobyggeri, er netop blevet opsamlet i en 134 siders lang evalueringsrapport, som Jakob Mathiassen, der selv tidligere har skrevet en bog med sine erfaringer fra arbejdet som jord- og betonarbejder, har lavet for 3F.

En opsigtsvækkende og ærlig rapport, der fremhæver både positive og negative erfaringer.

’Kunne ikke engang sige godmorgen’
Udfordringerne på metrobyggeriet var betydelige, da 3F med stod med otte udenlandske virksomheder, små 2000 primært udenlandske medarbejdere, syv forskellige nationaliteter alene på betonområdet. Dermed skulle fagforeningen forholde sig til en bred vifte af forskellige kulturer og traditioner.

”Der er ikke noget, der ligner det her. BJMF har opnået en organiseringsfremgang fra 16 til 31 procent på et år. Det er gået sindssygt godt. Hvis du kigger på hele historien med de udenlandske virksomheder på cityringen, så startede det jo med Trevi, som man slet ikke får fat i, Cinterex som man ikke får fat i og så kommer Atlanco og Komal som man heller ikke får fat i. Så der er jo masser af firmaer, hvor det ikke lykkes.  Men lige pludselig, så sker det”, forklarer Jakob Mathiasen, med henvisning til de mange udenlandske entreprenørvirksomheder som er hyret til at stå for byggeriet .

Metro2

I de første faglige sager manglede de ansatte i BJMF muligheden for overhovedet at kunne tale med de udenlandske arbejdere, de manglede anerkendelse af fagforeningen fra lederne i de udenlandske virksomheder og fagforeningen manglede slet og ret kendskab til og erfaringer med at organisere udlændinge. At får de tre ting på plads, var forudsætningen for at skabe de nødvendige relationer og påbegynde organiseringen af de udenlandske arbejdere.

Lost in translation
”Jeg synes, at man fra starten af ’fumblede the ball’ på organiseringen. De (BJMF) var ikke så gode til det på det tidspunkt. Men de blev supergode senere. Men det var også svært, fordi man ikke havde nogen tolke med. Hvordan fuck vil du organisere nogen, som man ikke engang kan sige godmorgen til?”

Hvordan fuck vil du organisere nogen, som man ikke engang kan sige godmorgen til?

De sproglige udfordringer blev en grundlæggende udfordring for fagforeningen på metrobyggeriet. En af de ting Jakob Mathiasen bemærkede var, at metroarbejderne jo kun var i stand til at snakke med kolleger af samme nationalitet. Rumænerne, italienerne og portugisere snakkede ikke sammen. Ikke engang inden for samme firma. Derimod snakkede de sammen på tværs af firma, hvis de havde samme nationalitet.

”Det blev udslagsgivende, at Giuseppe og Marco (to italienske medarbejdere på metrobyggeriet, red.), der godt kunne engelsk, og som gad snakke med fagforeningen, blev ansat i SELI. Det er mærkeligt, at man ikke havde tænkt dybere over det med sproget, men fagbevægelsen har jo en tendens til kun at ansætte danskere, selvom de skal organisere udlændinge. Kombinationen af Giuseppe og Marcos sproglige evner, at det nye firma (SELI) ikke jagtede dem, der viste interesse for fagforeningen og at 3F samtidig var blevet meget skarpere, gjorde forskellen.”

Hvis der ikke er fagforeninger, så ville jeg være arbejdsløs

Direktøren i det italiensk-ejede firma SELI havde en tilgang til og forståelse for fagforeningerne, som adskilte ham fra chef-kollegerne i de andre udenlandske virksomheder: ”Der er i virkeligheden en europæisk model, hvor parterne samarbejder. Hvis der ikke er fagforeninger, så ville jeg være arbejdsløs”. Med den accept og en accept fra arbejdsgiveren blev Giuseppe og Marco valgt til tillidsrepræsentanter i SELI. De blev dermed 3Fs første udenlandske ambassadører på Metroen.

‘Rigtige arbejdere‘ på forsiden
De to italienske arbejdere blev ikke bare valgt til tillidsrepræsentanter – de blev også ambassadører for fagforeningerne og billedet på de problemer, som de udenlandske arbejdere oplevede på metroen. De talte et sprog, som pressen kunne forstå.

Giuseppe i fagforeningens skurvogn,  Nørrebroparkens byggeplads
Tillidsrepræsentant Giuseppe D'oriano foran 3Fs mobile fagforeningskontor

De nye tillidsrepræsentater var et udslag af en strategisk og målrettet jagt på 'first movere', altså de fremtrædende kolleger, der kunne få andre med, som samtidig blev dem, der kom til at løfte de faglige sager og sparke gang i pressearbejdet. 

”Det er jo slet ikke normalt for lokale fagforeninger at bruge pressen. Men når man gør det, så handler det ofte om at stille formanden op og lade ham fortælle; ’nu skal i høre her’. Men i BJMF brugte man jo faktisk de rigtige arbejdere, stillede dem i forreste række og trak samtidig fagforeningen langt tilbage. Det er netop first moverne man stiller op, så de på den måde blev poster-boys på metroen.”

Giuseppes vej startede med 3F-medlemskab, hvervet som tillidsrepræsentant, optræden i Fagbladet, interviews med Politiken og tale for 30-40.000 mennesker til 1. maj i Fælledparken sidste år.

Millioner triller ind til arbejderne
Mens korpset af ambassadører og firstmovers udvides, fagbevægelsen vinder større anerkendelse ude på pladserne og selvtillid hos BJMF stiger, så kommer den helt store faglige sejr med firmaet CIPA. På det tidspunkt har fagforeningen arbejdet på Cityringen i fire år og 3Fs popularitet er steget.

Blokade mod Cinterex

”Alle de her gutter begynder at stå frem samtidig. Og det er faktisk en pænt stor gruppe. Det var meget betydningsfuldt. Det er betød at man pludselig havde first-movers fra mange forskellige nationer, der turde stå frem. På den måde blev det sværere for dommerne i Arbejdsretten bare at trække otte personer og sige at det kun handler om dem. Sådan plejede det ellers at gå. Men nu var dommeren nødt til at sige, at man nok måtte forestille sig at det handlede om de fleste af medarbejderne.

Det fører til, at fagforeningen og medarbejderne vinder en historisk dom i arbejdsretten og firmaet blive idømt en rekordstor bod på 22 millioner,” fortæller han.

Den almindelige praksis på metroen havde ifølge Jakob Mathiasen været, at de dømte virksomheder bare lukkede og dermed undgik at betale deres bod. Virksomhederne, som typisk kun er ApS’er, blev lukket, og derefter åbnede som en ny virksomhed, der var en lige så ’stor skurk’ som den gamle. Det nye virksomhed ville så typisk bare være mere opsat på at holde fagforeningerne langt væk fra deres medarbejder.

De får altså ikke lov til at stikke af

”Det nye der sker er, at byggeforeningsformanden Jens Kirkegaard (fra BJMF) og Louise Høst (fra Metroselskabet) bliver enige om, at holde på firmaet. De får altså ikke lov til at stikke af. Louise Høst presser på fra den ene side som bygherre, der lige har fyret ledelsen i CMT og Jens Kirkegaard truer fra den anden side med at blokere hele metroen. Jeg tror han bluffer lidt der, men de tror på det. Det dobbelte tryk betyder CMT kapitulerer og gør overenskomsten til obligatorisk på hele projektet," slutter han.

Netavisen Pio vil over tre artikler i den kommende tid afdække successen med at organisere den udenlandske arbejdskraft på Metrobyggeriet i København. 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce