At de afrikanske arbejdere på metrobyggeriet nogensinde blev organiseret, er i sig selv helt unikt. Men at det skete under indflydelse fra en kvindelig russisk tolk gør det ikke mindre spektakulært.

Fra au pair til 3F-aktivist
Den lige vej er som bekendt ikke altid den rigtige. Det har den ikke været for de godt 500 jord- og betonarbejdere fra det vestafrikanske land Guinea-Bissau, som fik arbejde på det Københavnske metrobyggeri, og det var den heller ikke for den russiskfødte tolk Veronika Kirsa, der bidrog til at få dem organiseret.

Veronika kom først til Danmark som au pair og studerede siden afrikastudier før hun uddannede sig til tolk i blandt andet portugisisk. Hendes historie er ret unik i fagbevægelsessammenhæng, som Jakob Mathiasen beskriver i sin evalueringsrapport ’Gennembruddet’, der minutiøst gennemgår den faglige indsats på Metrobyggeriet:

”Hele relations- og tillidsarbejdet er noget, som blev ekstremt udvidet i samarbejde med den portugisisk talende tolk Veronika. Hendes historie er helt fantastisk. Hun er sådan et åbent menneske, der møder en af afrikanerne tilfældigt i Netto. Han (red. afrikaneren) ved ikke, hvordan han får styr på sine opholds- og arbejdstilladelser. Det hjælper hun ham med for 200 kr.

Men derefter siger den afrikanske arbejdere så, at han har nogle venner med tilsvarende problemer, som Veronika også går med til på at hjælpe. Så ringer der altså 300 afrikanere til hende, som alle har en skov af problemer. Og hun opdager ret hurtigt, at meget af det handler om deres arbejde. Og så finder hun frem til 3F og BJMF. Og får Elo i røret.”

Det starter uden for fagforeningskontoret
Det er altså også historien om russiske Veronika Kirsa og danske Elo Hansen. Sidstnævnte blev ansat af BJMF til netop at tage sig af medlemsorganiseringen på metrobyggeret. Elo er ifølge evalueringsrapporten vant til at arbejde på gade og vej, ligesom han også er vant til at tage nogle utraditionelle skridt. Som Elo selv siger: ”Jeg tror, at vi har lært, at når chancen er der, så må vi følge efter. Viser det sig at være noget, vi kan bruge, så bruger vi det”

Veronika var ifølge Jakob Mathiasen netop sådan en usleben diamant – en helt uventet chance. Fagbevægelsen er ikke vant til engagerede frivillige som Veronika, der vandrede lige ind af døren uden krav om at få en krone for sit arbejde.

”De opbygger så et samarbejde (Veronika og Elo), hvor de torsdag efter torsdag efter torsdag rådgav såvel medlemmer som ikke-medlemmer om alt mellem himmel og jord. Hvordan du får en bankkonto og alt muligt andet. Som Elo selv siger: Skal jeg handle på noget, skal jeg ringe til nogen eller skal jeg skrive et brev, så kræver det medlemskab. Men skal jeg fortælle dig hvordan systemet fungere, så du selv kan ordne det, så er det gratis”

Vejen til succes bestod i, at man ikke krævede fuldgyldigt medlemskab fra dag et, men faktisk tog sig tiden til at skabe tillid og opbygge en stærk relation. På den måde blev forståelsen for fagbevægelsen ikke opfattet som en forudsætning for mødet med fagbevægelsen, som Jakob Mathiasen forklarer.

”Veronikas relation opstod uden for fagforeningskontoret. Hun gjorde det uden at man skal købe hele pakken fra starten af. Så kommer de først i fagforeningen senere, når de selv begynder at stille spørgsmål til arbejdet, som hun ikke kan hjælpe dem med.”

Opgør med klientgørelsen
De godt 500 afrikanske arbejdere på metrobyggeriet kom stort set alle sammen fra det lille vestafrikanske land Guinea-Bissau. Et lille vestafrikansk land med blot 1,5 millioner indbyggere, der som tidligere portugisisk koloni ligger mellem Atlanterhavet, Senegal og Guinea. Herfra var arbejdere rejst til Portugal, hvor de havde fået både opholdstilladelse og job som jord- og betonarbejdere.

”Veronika er meget innovativ og visionær. Hun begyndte nemlig at uddanne enkelte af de afrikanske arbejdere til selv at løse de her socialrådgiverproblemer, hvor efter hun henviste de andre til dem, som hun slev har udannet. På den måde lykkedes hun med at empowere hele kollegagruppen og dermed undgå den klientgørelse, som ofte præger det faglige arbejde. Det er noget af, som hele fagbevægelsen bør lærer af”.

Som Veronika Kirsa selv formulerede succesen: ”Til at begynde med var de alle sammen så bange for, at ICDS skulle finde ud af, at de var medlemmer af 3F, og de var bange for at bede om arbejdsgivererklæringer, så de kunne blive registreret i Danmark. Men nu tør de gøre ting som f.eks. at gå direkte til firmaet og bede om papirerne.”

Afrikanernes organisering på metrobyggeriet er en unik succes, som ifølge Jakob Mathiasen viser, at fagbevægelsens forståelse for den kulturelle bagage hos de udenlandske medarbejdere er begrænset.

”Med den personlige relation i centrum opbyggede fagforeningen selv tilliden hos de her gutter. Og det betyder faktisk, at den bedst organiserede gruppe på hele metroen idag er afrikanerne. By fare. De er dobbelt så godt organiserede som polakker. De er mere opmærksomme på, at de har brug for fællesskabet, men den tillidsopbyggende fase har virkelig også været afgørende. Erfaringen med Veronika viser nok også, at 3F ikke har været opmærksom på de kulturelle forskelle, og at de udenlandske arbejdere hverken kender eller forstår vores fagforeninger.”