• Jeg får at vide, at jeg ikke må omtale fattigdom og underklasse, for det er nedværdigende at sætte folk i bås.
• Jeg får at vide, at uligheden bare skyldes, at de rige bliver rigere, ikke at de fattige blivere fattigere, og at ulighed derfor ikke noget problem.
• Jeg får at vide, at ulighed faktisk er godt, for det giver incitament til at arbejde, og det stimulerer den økonomiske vækst.
• Den største barriere er dog, at de fleste er usikre på, om uligheden reelt er stigende. ”Uligheden er nok steget, men er Danmark ikke stadig et af de mest lige lande i verden?”

På dette tidspunkt i samtalen sker det gerne, at jeg inddrager statistik som belæg for min argumentation. Men når jeg siger 'statistik' får jeg i otte ud af ti tilfælde denne remse smidt i hovedet: ”Der findes tre slags løgne: løgn, forbandet løgn og statistik.”

Uligheden i Danmark steget voldsomt siden 2003
Men ak, når vi misbruger Mark Twains gamle visdomsord, og nægter at forholde os til statistik, er vi med til at holde liv i mytedannelse og falske forestillinger.

Vel er det rigtigt, at den samfundsøkonomiske debat forplumres af manipulerende statistik. Uklare opgørelsesmetoder og fremstillingstekniske kneb benyttes i stor stil for at skabe opbakning til tvivlsomme synspunkter. Men reaktionen herpå bør altid være gendrivelse.

Hvis vi afviser statistik uden at forholde os til det, signalerer vi en vanartet relativisme

Hvis vi afviser statistik uden at forholde os til det, signalerer vi en vanartet relativisme, hvor rigtig og forkert tillægges samme værdi. Hvem vinder på det?

Lad mig komme til sagen. For at skabe et solidt udgangspunkt for debatten om ulighed, satte jeg mig for at lave en grundig dokumentation af, om uligheden er steget (med masser af statistik). Jeg valgte at måle indkomstulighed.

Ulighed er en kompleks størrelse, der ikke lader sig indfange ved hjælp af én måleenhed. Derfor har jeg målt indkomstuligheden i Danmark med ALLE de gængse ulighedsmål. Jeg måler ginikoefficient, 80/20 ratio, indkomstudvikling i deciler, indkomstudvikling for de 1 procent rigeste, samt relativ fattigdom.

I alt præsenteres 16 opgørelser af ulighed. Bare for at være helt sikker. Min gennemgang kan læses her:

Konklusionen lyder som følger: ”Over perioden fra 1985 til i dag er uligheden steget markant i Danmark, ligesom det er tilfældet i de fleste andre sammenlignelige lande. Udviklingen i Danmark dækker dog over, at uligheden først begyndte at stige i midten af 1990’erne, og at uligheden er steget særligt voldsomt siden 2003.”

Jeg var lige ved at tilføje, ”og så er der ikke mere at diskutere” – men det er jo forkert. Nu hvor dokumentationen er på plads, er der endelig grundlag for en solid diskussion.  Jeg tillader mig selv at lægge for.

Større ulighed og lavere vækst
Vi har brug for at italesætte underklassen. For den vokser. Og den bliver fattigere. Min gennemgang viste, at de 10 procent fattigste danskeres indkomst ikke er steget i perioden 2000-2014. Men er det et problem, så længe deres indkomst ikke er blevet mindre?

Det er et problem. I virkeligheden havde de fattigste 10 procent mindre tilbage i 2014 end i år 2000, når bolig og fødevarer var betalt, fordi priserne er steget mere her, end priserne generelt. Dertil kommer, at der i dag er en lang række forbrugsgoder, som man er nødt til at have som borger i Danmark, men som ikke var nødvendige i år 2000. Mobiltelefon og computer med internetadgang er for eksempel en forudsætning for henvendelser til det offentlige.

I virkeligheden havde de fattigste 10 procent mindre tilbage i 2014 end i år 2000

Okay så, vi kan alle være enige om, at det er surt at være fattig. Men måske er det bare noget vi må leve med, hvis det nu netop er uligheden, der skaber den iværksætterlyst, der skaber økonomisk vækst?

Problemet med det argument er, at jo mere uligheden er steget, jo mere er væksten faldet. Når de 10 procent rigeste danskere har fået en forøget indkomst, navnlig siden 2003, så skyldes det ikke, at de bestiller mere, og på den måde har bidraget til væksten. De rige har blot fået skattelettelser.

Skattelettelser der har ført til boligprisernes himmelflugt og efterfølgende kollaps. Skattelettelser der er blevet finansieret af alle os andre (i det omfang de overhovedet er blevet finansieret).

For at opsummere: Historien om at hele samfundets velstand øges, når de rige bliver rigere, kan ikke genfindes i virkeligheden. Væksten falder, og de enste der ikke mærker det, er de rigeste, for en støt stigende andel af den støt faldende vækst beslaglægges af de 10 procent rigeste danskere.

Kender du nogen, der ikke mener ulighed er et problem, eller som ikke tror på, at uligheden er steget? Få dem ud af deres comfortzone, send dem denne artikel.

Balder Asmussen er historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. Læs flere analyser af Balder på bloggen Magt og Penge.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.