Sparepolitkken er af først og fremmest den tyske kansler Angela Merkel blevet fremhævet som den rette medicin mod den krise, EU-landene befandt sig i efter finansmarkedernes sammenbrud i 2008. Stigende arbejdsløshed og udgifter til bankpakker ført til, at en række lande oplevede store underskud på de offentlige budgetter.

For at få styr på de offentlige finanser var det ifølge blandt andre Angela Merkel nødvendigt med såkaldte finanspolitiske opstramninger, det vil sige nedskæringer på de offentlige finanser. Det har blandt ført til vedtagelsen af EU’s Finanspagt fra 2011, der sætter grænser for, hvor store underskud der må være på de offentlige finanser.

Nedskæringer medfører arbejdsløshed og ulighed
Ifølge tilhængerne af sparepolitikken er det centralt for regeringer at få nedbragt den offentlige gæld, fordi høj gæld medfører høje renter og ødelægger lysten til at investere. Dermed undergraves fundamentet for, at den private sektor kan skabe vækst og fremgang. Omvendt vil lavere gæld betyde større tillid fra finansmarkederne og lavere renter, og dermed skabe rammerne for vækst, lyder argumentet.

Men den forestilling passer ikke med virkeligheden, lyder det nu fra IMF: ”I praksis er finanspolitiske opstramninger i gennemsnit blevet efterfulgt af fald frem for stigning i produktionen. I gennemsnit har en opstramning på 1 procent af BNP øget langtidsledigheden med 0,6 procentpoint og øget den økonomiske indkomstulighed, målt ved ginikoefficienten, med 1,5 procent i løbet af en femårs periode.”, hedder det blandt andet.

Forklaringen er ifølge IMF, at sparepolitikken skader den samlede produktion i samfundet, fordi regeringer, for at nedbringe gælden, enten må hæve skatterne eller skære i de offentlige udgifter. Begge dele er med til at begrænse den samlede efterspørgsel i samfundet, og dermed også vækst og beskæftigelse:

”For at nedbringe gælden er det nødvendigt enten at hæve skatter, hvilket har en forvridende effekt på den økonomisk adfærd, eller at skære ned på offentlige udgifter, der er med til at hæve produktionen, eller begge dele. Det viser sig, at omkostningerne ved stigende skatter eller offentlige nedskæringer, der er nødvendige for at nedbringe gælden, kan være meget større end den reducerede kriserisiko som følge af lavere gæld.”, hedder det.

Økonomerne understreger, at en høj offentlig gæld, alt andet lige, at skadeligt for økonomien. Det er forestillingen om, at et land kan komme hurtigt på fode igen gennem skattestigninger og nedskæringer, der kritiseres. Dertil kommer, at den stigende ulighed, der er et resultat af sparepolitikken, også i sig selv er skadeligt for væksten, sådan som IMF også tidligere har dokumenteret.

IMF-artiklen er også kritisk overfor, hvorvidt de åbne kapitalmarkeder har givet så store økonomiske gevinster, som tilhængerne hævder. Artiklen er blevet omtalt i britiske medier såsom Financial Times og The Guardian, men har endnu ikke fået meget opmærksomhed i Danmark.