Det er ikke mange valgkampe, der er blev afgjort ved kulturpolitiske sværdslag. Ikke desto mindre er det lykkedes det socialdemokratiske folketingsmedlem og kulturpolitiske enmandshær, Mogens Jensen at samle godt 110 Socialdemokrater til en konference om kulturpolitikken.

I skyggen af Danmarks første kulturminister Julius Bomholt handler konferencen om, hvordan den socialdemokratiske kulturpolitik skal udpensles i det kommende principprogram, som partiet planmæssigt skal vedtage i 2017. Dagens konkrete spørgsmål er ”Hvad skal der stå om kulturen?”

Ligesom det var tilfældet ved den tilsvarende principprogramkonference om ligestilling, så tilbyder kulturkonferencen en sand overflod af stærke meningsdannere og eksperter inden for feltet. Stærke stemmer af både socialdemokratisk og anden overbevisning. Hele 18 af sådanne stemmer skal på scenen i løbet af dagen, som afrundes af den socialdemokratiske partiformand.

Den kulturpolitiske enmandshær i Socialdemokratiet, Mogens Jensen 

Partiets kulturelle fangarme er stadig lange, når det er Mogens Jensen, der rækker ud. Socialdemokratiet har – trods alt – ikke mistet al sin kulturelle tiltrækningskraft, selvom eksempelvis Alternativet forsøger at gå på strandhugst blandt kultureliten.

Det stalinistiske pladder
For at starte kronologisk, så er det den socialdemokratiske hofhistoriker Henning Tjørnehøj, der lægger for med emnet ’kulturen i historisk lys’.  Oplægget kan bedst beskrives som en omgang action-packed historisk standup. De komiske elementer består i en hudløs og underholdende revselse af kulturisterne og de kulturradikale. Showet går hårdt udover PH, Kirk, Scherfig, Rifbjerg, Kastholm og især Grundtvig, der åbenbart er en torn i øjet på den socialdemokratiske hofhistoriker.

”Jeg fatter ikke, at så mange støttede det stalinistiske pladder. Men det må vi aldrig glemme, selvom nogle af dem måske blev socialdemokrater senere. Det galdt måske også PH. Men når man tager så meget intellektuelt fejl, så dur man ikke rent politisk”, Sådan afslutter Tjørnehøj  sit oplæg, der ikke har lagt fingre i mellem og delt løse håndmadder ud til alle pånær den helgengjorte Louis Pio, hvilket selvfølgelig vækker glæde hos Netavisens udsendte.

Stop den kaudervælske flygtningepolitik
Hvis man havde håbet på dybe nuancer, intellektuel refleksion og respektfuld tale fra den kulturpolitiske elite i Danmark, så blev man skuffet. Mens Tjørnehøj uddelte håndmadder til Socialdemokratiets historiske fjender, så var det Socialdemokratiet selv, som den øvrige kulturelite gik til angreb på.

Man får indtryk af, at man ved at trække kunstkortet samtidig får carte blanche til at tilsvine navngivne politikere, udbasunere sine personlige mærkesager og slå ned på alle de uretfærdigheder, som man føler sig udsat for. Hvis du er kunstner, så er respekten for andre åbenbart begrænset, og din frihed til tilsmudsning total. Det er åbenbart kunstens natur anno 2016.

”Nu er jeg jo ikke socialdemokrat. Jeg er faktisk ikke noget. Men jeg ville starte med at takke Mogens og Socialdemokratiet. Socialdemokrater har været toneangivende i den kulturpolitiske debat i årevis.” Så langt så godt, fristes man til at sige om talen fra Anders Laursen fra Dansk Musikerforbund. Men de pæne ord stopper brat, og talen falder i stedet på den socialdemokratiske flygtningepolitik. Det indledes med en lang liste over musikere, som havde flygtningebaggrund og underforstået aldrig var blevet til noget under den nuværende udlændingepolitik.

Gør noget ved den flygtningepolitik! Byd dem velkommen

Opråbet fra Musikerformanden lyder: ”Gør noget ved den flygtningepolitik! Byd dem velkommen. Giv os en ordentligt og rimelig og velgennemtænkt flygtningepolitik.  Stop det signalpolitiske, kaudervælske (red. ord der normalt brugs om uforståelige begreber) debatklima, som vi står overfor. Sørg for at debatterne handler om det rigtige og få EU til at udstikke en rimelig retning”.

Ryst Køge-kulturløsheden af dig
Både Gyldendals litterære direktør Johannes Riis og Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov tilslutter sig kritikken af Socialdemokratiets flygtningepolitik. Og særligt Kirkskov, der tidligere har ”beriget” samfundsdebatten med sin analyse af  fascismens udbredelse i Danmark følger op med en større kritik af Socialdemokratiet.

”Hvis I gerne vil brande jer på og endnu bedre være et parti, der har en seriøs kulturpolitik", så skal Socialdemokratiet ifølge Kirkskov blot følge de råd, som han velvilligt stiller til rådighed. Skuespilchefen synes efterhånden at være helt i stødet og de konkrete anbefalinger går på at Socialdemokratiet skal kurerer Sass for hvad Kirkskov betegner som en Køge-kulturløshed ved at sende ham i teatret eller gøre som Dan Jørgensen: "der har fundet sig en smuk kæreste fra kunstens verden, der trækker ham med til en masse kulturarrangementer, mens det i virkeligheden er libidoen der styrede showet”. Om det udgør stor humor, intellektuel refleksion eller noget helt tredje må læserne selv være dommere over.

Skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov. Pressebillede

Efter den omgang, slutter Ina-Miriam Rosenbaum af med endnu en opsang, dog af mere  paradoksal karakter: ”Socialdemokraterne skal understøtte at kultureliten får en stærkere stemme i den offentlige debat. De modige mennesker, der som Morten Kirkskov har stået frem og fået med grovfilen. Dem skal vi have skabt et nyt rum til.”  Hmm?

Elitisme: Alt er ikke for alle
I takt med at talerne går på scenen bliver de konkrete temaer tydeligere. Og særligt forholdet mellem folk og elite bliver et tilbagevendende emne, som mange har stærke holdninger til. Primært kritiske holdninger vel at mærke.

”I har styr på fritidskulturen. Den har i ret godt fat i. Men pas på med at ikke at snobbe nedad, for så falder man. Og jeg skal love for, at der er langt at falde. Hvis stræber efter at alt skal være for alle, så er der ikke nok stræben op efter”, lyder det igen fra Morten Kirkskov. Og i samme ånd bakker Johannes Riis op og ”I skal ikke være så bange for eliten”.

...musikskolerne er jo en forudsætning for udviklingen af talenterne

Selvom dagens vært, Mogens Jensen med sin gang blandt kultureliten må være vant til den gennemgribende beskydning, så siger han alligevel fra på dette punkt: ”Vi er ikke er ikke bare et bredeparti, der aldrig har kæmpet for eliten. Jeg mener, at et er en total misforståelse. Og lad mig bare tage Julius Bomholt, som var vores første kulturminister. Det var ham, der indførte kulturstøtteloven. Det var ham, der indførte armslængdeprincippet. Og det har alle socialdemokratiske ministre og kulturordførere forsvaret lige siden. Men musikskolerne og lokalteatrene er jo en forudsætning for udviklingen af talenterne”.

Som svar til Mogens Jensen og en kritisk røst fra salen replicerer skuespilchefen: ”Jeg er ked af at blive opfattet som højrøvet. Man må skelne mellem kunst og kultur – og der synes jeg, at man må stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt den folkelige kultur er kunst. Det tror jeg ikke, den er.”

’Hop ikke på tungen’ for nytteværdien
Et sidste tilbagevendende tema er kulturens væsen og kulturens værdi. I den sammenhæng er regnedrengenes og økonomismens indtog ikke det, der står allerøverst på kulturfolkets ønskeliste.

”Jeg tror aldrig, at vi er gået så meget op i nytteværdi, som vi gør.  Min opfordring til jer politikere er at afsætte penge til den gode kunst og ikke være bange for at være elitære. Være modige. Se ud over excelarket og det der kan betale sig”, siger Johannes Riis , som en bøn til de politikerne på Christiansborg.

Vi har selv hoppet på tungen for at vise kulturens effekt på BNP-væksten

På tilsvarende om end noget mere abstrakt og langhåret vis, kommenterer skuespiller og instruktør Ina-Miriam Rosenbaum: ”Oplevelsen af kunstens værdi er individuel. Det enkelte individs opfattelse af kulturen kan ikke måles og vejes.  Det er i kulturen, at den enkelte møder sig selv. Vi har selv hoppet på tungen for at vise kulturens effekt på sundheden, uddannelsen, BNP-væksten og sågar den årlige og stupide kåring af danskerne som verdens lykkeligste folk. Men vi må erkende, at kunsten er en bevægelse ind i det ukendte for både kunstneren og publikummet. Det er med anerkendelse af denne værdi, at socialdemokraterne fremover kan blive banebrydende. ”

Forudsætning for den sociale sammenhængskraft
Mette Frederiksen går på scenen med dagens afsluttende indspark. Den socialdemokratiske partiformand og mangeårige kulturordfører starter med at beklage, at hun ikke kunne være til stede hele dagen og begrænser derfor sin egen taletid for at give plads til spørgsmål fra salen.

Hun optræder hjemmevant i både principprogramdiskussionen og kulturpolitikken, hvor partiformanden beskriver kulturen, som samfundets fælles holdepunkt: ”Kulturpolitikken er en forudsætning for at sikre den sociale sammenhængkraft og fastholde de stærke fællesskaber”. Mette Frederiksens imødekommenhed virker således større end den, kultureliten havde medbragt i dagens anledning.

Dagen har næppe gjort Mogens Jensen og andre socialdemokrater fantastisk meget klogere på hvad, der skal skrives ind i principprogrammet, selvom der  var gode pointer i forhold til, hvad der bør undgås; Den forsimplede forestilling om kulturens nytteværdi og balancen mellem folk og elite i de kulturpolitiske satsninger.

Mest af alt udgjorde konferencen dog et udstillingsvindue for kulturelitens bedrevidende foragt for det politiske system og deres manglende på respekt for andre mennesker.