Kritikeren der ville det godt, sådan kan CBS-professor Ove Kaj Pedersen umiddelbart godt beskrives ovenpå sin seneste bredside mod de offentligt ansatte. Netavisen Pio har sat professoren stævne for at gå bagom  kritikken, men også for at høre om visionerne for fremtidens velfærdsstat og forstå analysen hos en af landets mest omdiskuterede forskere.

Det er klar tale, hårde ord og høj bølgegang, der har ligget i kølvandet på Ove Kaj Pedersens kritik af de offentligt ansatte. Men for professoren selv, er det faktisk følelsen af at blive bevidst misforstået, om at have skrevet om det hele før og om at være velfærdsstatens virkelig forsvarer, der udgør motivationen bag arbejdet.

Bevidst forsøg på en afledning
Høje varmegrader udgør kulissen for mit interview med Ove Kaj Pedersen, som finder sted på hans kontor i en prangende Frederiksberg-villa, som hans arbejdsgiver, Copenhagen Business School, har investeret i på det rigtige tidspunkt længe boligpriserne i hovedstadsområdet gik amok.

Jeg bliver placeret i den blå sofa overfor professoren, der indtager sofastolen hvorfra han i årevis har givet både journalister og særligt studerende tørt på. Mens Ove Kaj begynder at uddybe sin kritik, sender jeg en venlig tanke til alle dem, der for mig har siddet i denne varme stol.

De faglige organisationer underminerer tilliden til velfærdsstaten

”De faglige organisationer underminerer tilliden til velfærdsstaten. I 80’erne kom kritikken fra de neoliberale, i dag kommer den fra medarbejderne og særligt de faglige organisationer i den offentlige sektor. De stiller spørgsmål ved den værdi, som de selv skaber. Velfærdsstatens fremtid er sat på spil. Når styrkerne og fordelene ved velfærdsstaten bliver så massivt talt ned, som det er sket i de senere år, hvor er så forsvars-bastionen til at stå imod det pres som allerede er på vej?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PIO: Der er mange som har læst din kritik af de  fagprofessionelle i den offentlige sektor som værende en  opfordring til kæft, trit og retning?

”Jeg betragter den kritik, som jeg har modtaget ovenpå  Politiken-interviewet, som et forsøg på at vige uden om den  diskussion som jeg søgte at rejse. Jeg mener faktisk at  diskussionen om ytringsfrihed er et bevidst forsøg på en  afledning. Alle der har læst mine artikler, bøger og  kronikker, mine mange interviews eller hørt et af mine  mange oplæg over årene vil kende min position omkring  velfærdsstaten og dens centrale position i vort samfund."

Ove Kaj Pedersen hæfter sig ved, at han personligt havde bidt sig fast i opgøret med neoliberalismen og forsvaret for velfærdsstaten som en forudsætning for vækst længe før mange af tidens aktuelle debattører.

”Tro ikke at neoliberalismens offensiv er overstået, blot fordi det lykkedes at afværge den i 90´erne ved at bygge en konkurrencestat. Hvis velfærdsstatens legitimitet fortsat bliver undergravet af de faglige medarbejdere og deres organisationer er der intet bolværk mod at gå fra konkurrencestat og til konkurrencesamfund”.

Enevældens elite er afviklet
Den kontroversielle akademiker finder det kun positivt at fagprofessionelle ikke længere har regne med nedarvede privilegier eller før demokratiske instanser.

”Den fagprofessionelle autonomi er den sidste reminiscens fra enevældens korporative elite, de som havde privilegier, fordi de var uddannede og fik den ære at tjene kongen. Det var magtens privilegerede position.”

PIO: Er det ikke rigtigt at den faglige autonomi er blevet begrænset, at de faglige medarbejdere mister indflydelse? 

”Jo. Den faglige autonomi (red. selvbestemmelse) lægges i stigende under politisk besluttede rammer og under en ledelse som ikke nødvendigvis er fagligt uddannet. Det faktisk ret nyt, at der overhovedet er blevet introduceret ledelse i den offentlige sektor og at der er kommet ’djøfiseret ledelse’ – uden faglig uddannelse.”

På spørgsmålet om hvilke interesser, der har stået i centrum synes at være afgørende for CBS-professoren, der efterlyser bredere samfundshensyn.

”Deres til tider voldsomme kritik og vedholdende kampe med ledere og de folkevalgte har været skadeligt. De faglige medarbejdere har i mange tilfælde stået stejlt på egne privilegier og rettigheder. Det er derfor jeg har søgt at rejse til debat om: hvornår varetager de faglige organisationer deres medlemmers interesser og hvornår indgår de i den politiske prioritering af mange hensyn. Er der for eksempel nogen der kan pege på et tidspunkt hvor lærerne har argumenteret for flere pædagoger eller socialrådgivere på skolerne. Nej vel?”

 

 

 

 

 

 

 

PIO: Det har vel ikke været helt uden grund, at mange har kritiseret  ledelsen for at være meget hierarkisk, effektiv og udtryk for direkte  overstyring?

”Nej. Ledelsen er blevet mere hierarkisk og politisk ledelse mere koncentreret  i hænderne på regeringen. Det sætter uden tvivl den faglige autonomi under  pres. Men jeg står helt af, når nogen snakker om hvordan det har ført til  ”brutaliserede relationer” til patienter og borgere, som om de faglige  medarbejdere ikke har noget ansvar for hvordan de i hverdagen møder og  behandler borgere, men bliver tvunget til det oppefra. Relationen til borgerne  er jo et fælles ansvar.”

Fagbevægelsens historiske fejl
Jeg forsøger at gennemskue styrkerne i konkurrencestatens ledelsesform ved at spørge ind til dens betydning for medarbejdernes motivation, hvilket bliver afvist dels med at motivationen er en neoliberal opfindelse og dels med at den enkelte i 'kalds-tænkningen’ selv er ansvarlig for egen motivation.

”En af de største historiske fejl de faglige organisationer har begået i de sidste 30 år, er, at den ikke gik offensivt ind i diskussionen om de nye redskaber for ledelse og styring, der blev udviklet fra 90´erne. Mange vil sikkert sige at de blev smidt ud, eller holdt ude og slet ikke blev inviteret ind, men det er i begge tilfælde organisationernes ansvar. Det er udtryk for en historisk nedtur, som skaber behov for selvkritik og ny refleksioner. Jeg troede at fagbevægelsen var en kamporganisation? Derfor mener jeg også der er meget martyrium i dagens debat. Se hvor skidt det gik, se hvor dårligt det blev.”

PIO: Ser du de faglige medarbejdere som en forhindring eller forudsætning for fremtidens velfærdsstat?

 

...de bliver også nødt til at fokusere meget mere på de positive eksempler

 

”Det er jo altafgørende med gode og motiverede medarbejdere, men det er også nødvendigt at de kæmper for den offentlige sektors fremtid i lyset af kompromis og udfordringer. Derfor bliver de også nødt til at fokusere meget mere på de positive eksempler og gå meget mere aktivt ind kampen for at reformere velfærdsstaten.”

En ny hovedorganisation er nødvendig
Ove Kaj Pedersen vender tilbage til tidspresset og de overhængende risici. Derfor ønskede han brændene at fagbevægelsen kan begrave de interne stridigheder og fjerne fokus på de faggrænser, som af og til fører til intern rivalisering. Han ser derfor en fusion mellem LO og FTF som selve løsningen.

”En fusion vil kunne skærpe indflydelsen, samle ressourcer til at kæmpe offensivt, og internt bilægge stridigheder og grænsekonflikterne mellem fagorganisationerne. Faggrænserne er rå og brutale og tiden er knap.”

PIO: Du vedbliver med at pege på fagbevægelsen, som nogen der skaber alle problemer for sig selv. Er det i virkeligheden også sådan du selv ser det?

”Jeg synes derfor ikke, at det er nødvendigt at understrege, hvad der allerede understreges hver eneste dag i hver eneste avis: De offentlige ansatte er under pres. Politiet er under pres. Sundhedssektoren er det, også dele af uddannelsessektoren er det. Men løsningen er jo ikke at få færre sygeplejersker til gengæld for færre politibetjente eller færre lærere til gengæld for færre pædagoger.

En ny stor og stærk hovedorganisation er nødvendig.

Opgaven er at få de faglige medarbejdere til at stå sammen i prioriteringsdiskussionen. Som vi så det under lærerkonflikten, så har Danmarks Lærerforening kun magt hvis de i sympati bakkes op af alle de andre. Alene var de svage. Overfor en arbejdsgiver der har koncentreret al magt i Finansministeriet står de mange forbund ene og alene. En ny stor og stærk hovedorganisation er nødvendig.”

Jeg sagde det allerede for 50 år siden
Selvom håbet for interviewet havde været at høre konkurrencestatens svar på fremtidens udfordringer, så er det stadig kritikken af de offentligt ansatte, der står i centrum. Et sidste forsøg på at nuancere kritikken går på Finansministeriets dominans og sammenblanding af rollerne som arbejdsgiver og lovgiver.

”Lærerkonflikten var ikke et brud med den danske model. Det er faktisk lig med den danske model, at vi har en arbejdsgiver underlagt politikerne og arbejdstagere samlet i organisationer og begge underlagt arbejdsretlige regler for forhandling og konflikt."

Her afslutter Ove Kaj Pedersen med en sidste henvisning til sine gamle forelæsninger og en bog han udgav i 1985 (Institutionel historie) om økonomismens gennembrud, som behandlede som en af de første. Han følger referencen til dørs med en sidste kommentar: ”Også derfor er det paradoksalt nu at blive kritiseret for ikke at se hvordan økonomismen har vundet og Finansministeriet sidder på magten. Ja, tak, men det er altså mere end 50 år at den kamp blev udkæmpet, uden at nogen overhovedet var opmærksomme på det”.