Annonce

Højrefløjen står stærkt i lande med mange asylansøgere

Yderfløje marcherer fremad, 3. del: De lande, som modtog forholdsvist flest asylansøgere i 2015, er også de lande, hvor det yderste højre står stærkest. Danmark og Sverige skiller sig dog ud fra mængden.
Som vi for fortalte forleden her på Netavisen Pio, så stiger opbakning til de politiske yderfløje i Europa drastisk i disse år. Det gælder både højre og venstre, der de seneste år har gjort store indhug i vælgerskaren hos de traditionelle socialdemokratiske og konservative partier.

Udviklingen i tilslutning til de yderste venstre forløber i nogen omfang parallelt med stigningen i arbejdsløshed siden udbruddet af den økonomiske krise. Derimod er der tilsyneladende ingen sammenhæng mellem opbakningen til det yderste højre og arbejdsløshed. Det rejser naturligt nok spørgsmålet om, hvorvidt den stigende opbakning til det yderste højre så kan forklares med den anden store udfordring for det europæiske kontinent i disse år, nemlig tilstrømningen af asylansøgere.

Netavisen Pio har derfor undersøgt sammenhængen mellem antallet af asylansøgere per million indbyggere og tilslutningen til partier på den yderste højrefløj for elleve vesteuropæiske lande (Frankrig er ikke medtaget, da der ikke foreligger data for Frankrig fra 2015 eller 2016). Sammenligningen bygger på tal for de enkelte partiers tilslutning ved nationale valg og nyeste meningsmålinger (se metode her) og tal for asylansøgere i 2015 fra EU’s statistikkontor Eurostat.

Stærk højrefløj i Sverige, Østrig og Tyskland
Grafen nedenfor sammenholder antallet af asylansøgere per million indbyggere med opbakning til partier på den yderste højrefløj. Som det ses, tyder det på en sammenhæng mellem, så flere asylansøgere går hånd i hånd med en stærk opbakning til højrefløjen. Den statistiske korrelation er på 0,48, hvilket tyder på en rimelig sammenhæng.

asylhøjre

Lande som Sverige, Østrig, Finland og Tyskland, der målt per indbygger har oplevet den største tilstrømning af asylansøgere, har også en stærk højrefløj. Går man lidt dybere ned i tallene, tyder det faktisk på, at der er en vis tidsmæssig sammenhæng mellem stigende opbakning til Sverigesdemokratarna, FPÖ og Alternative für Deutschland, og så det stigende antal asylansøgere.

Alligevel skiller Sveriges sig ud. For selvom Sverige lige nu oplever en historisk stærk højrefløj, så burde den faktisk være endnu stærkere når det tages i betragtning, hvor stærk en tilstrømning af asylansøgere der har været. Omvendt har Danmark oplevet en højrefløj en opbakning til højrefløjen, som set i forhold til vores nabolande ikke kan forklares alene med tilstrømningen af asylansøgere.

Italien skiller sig også markant ud, hvilket formentlig dels kan forklares med, at Italien altid har haft en stærk højrefløj, dele af den med rødder i neofascismen, dels at mange asylansøgere opholder sig i Italien uden at være registrerede.

asylvenstre

Som grafen ovenfor viser, er der også en sammenhæng mellem opbakning til venstrefløjen og antallet af asylansøgere, som dog er stik modsat: Jo flere asylansøgere, des svagere står det yderste venstre. Her er korrelationen på -0,39, hvilket tyder på en nogenlunde stærk sammenhæng.

Sverige skiller sig igen ud, fordi landet ligger omkring gennemsnittet hvad angår opbakning til venstrefløjen, på trods af, at landet har modtaget suverænt flest asylansøgere per indbygger. Omvendt har den yderste venstrefløj ikke meget opbakning i Frankrig, på trods af, at landet ligger i den lave ende hvad angår modtagelse af asylansøgere.

Et par ord om statistik og metode
I forrige afsnits sammenligning mellem arbejdsløshed og opbakning til den yderste venstrefløj var det stigningen i arbejdsløshed siden udbruddet af den økonomiske krise der blev sammenlignet med stigende opbakning til den yderste venstrefløj. Det skyldes, at det er muligt at tidsfæste udbruddet af den økonomiske krise til 2008, og at der siden da har været en række valg rundt omkring i Europa, så der er resultater at sammenligne.

En lignende øvelse er ikke på samme måde mulig i forhold til den stigende asyltilstrømning. Derfor er her brugt den absolutte tilslutning til partierne, og altså ikke stigningen i tilslutning. Det giver naturligvis nogle udfordringer, fordi højrefløjen i nogen lande stod stærkt allerede inden den seneste bølge af asylansøgere (eksempelvis Østrig, Danmark, Finland), mens den stod svagere i andre (eksempelvis Tyskland).

Det er vigtigt at understrege, at selvom der er en statistisk sammenhæng (korrelation) mellem to variable, såsom arbejdsløshed og opbakning til venstrefløjen, så siger det ikke noget om, hvorvidt der også er et årsagssammenhæng (kausalitet), altså om det er den stigende arbejdsløshed der er årsag til den stigende opbakning, eller andre forhold spiller ind. kommentarer

Den Femstjernede Bevægelse i Italien, der ledes af komikeren Beppe Grillo, er vanskelig at rubricere som enten højre- eller venstreorienteret. Partiet har forsøgte først at blive medlem af den grønne gruppe af europæiske partier, men meldte sig senere ind hos de højreorienterede EU-modstandere i gruppen Europe of Freedom and Direct Democracy. Derfor er valgt en salomonsk løsning, hvor halvdelen af partiets stemmer er talt med til venstrefløjen, og halvdelen af partiets stemmer er talt med til højrefløjen.

 

Yderfløje marcherer fremad er en ministerie om de politiske yderfløje i Europa, som i disse år oplever stor fremgang.

Du kan læse første afsnit ”Opbakning til yderfløje fordoblet siden 2010” her.
Du kan læse andet afsnit ”Høj arbejdsløshed følges af fremgang til det yderste venstre” her.


Flere artikler om emnet