Forleden kunne man i Berlingske læse, at Liberal Alliance ønsker at overføre tanken om Uber til velfærdssamfundet. Partiets it- og digitaliseringsordfører Christina Egelund fortæller, hvordan hun ønsker et ubureaukratisk velfærdssamfund, hvor gamle fru Jensen sidder i sin lænestol med en kop kaffe i hånden og tænker ”I dag har jeg lyst til et bad”.

Så tager hun sin smartphone op af lommen, går ind på sin uberfærd-app og booker et besøg af en, der kan komme og give hende et bad. Bum. Så er den klaret, og er tanken ikke besnærende?

Et velfærdssamfund, der er let tilgængeligt, moderne og borgerorienteret. Det er sådan set også min våde drøm - men bag Christina Egelund og Liberal Alliances uber-fantasier ligger en præmis om et privatiseret velfærdsmarkedet, hvor det er profitten, og ikke borgerne, der er i fokus.

Store dele af velfærdssamfundet er udliciteret
De sidste mange år har så godt som samtlige regeringer og utallige kommuner haft som målsætning at forsøge at udlicitere mere af den borgernære velfærd. Og selvom jeg medgiver, at det, især inden for hjemmehjælpen, faktisk er lykkedes et par private aktører at komme ind på markedet og tilbyde en stabil service, så er der efterhånden også en del konkurser, der hober sig op. Og konkurserne har store konsekvenser.

Konkurserne har store konsekvenser

Men hjemmehjælpen er ikke det eneste område, der er blevet ramt af udlicitering. Rengøring på de offentlige institutioner er næsten 100 procent udliciteret - også selvom nogle kommuner dog begynder at hente opgaverne tilbage. Udliciteringen rammer eksempelvis også Teknik og Miljø, dagrenovationen og jobcentrene. Nogle steder har man sågar også forsøgt at udlicitere børnehaver og vuggestuer.

Når Lars Løkke skal fortælle den gode historie om udlicitering fremhæver han altid ambulancekørslen. Det stolte samarbejde mellem staten og Falck. Men spørgsmålet er, om ikke man kan tilskrive succesen det faktum, at Falck har arbejdet under monopollignende tilstande og dermed i langt højere grad end andre private aktører har haft mulighed for at dygtiggøre sig? De nye aktører på banen har i hvert fald haft svært ved at levere varen, værst eksemplificeret ved BIOS i Syddanmark.

Det er ikke, fordi jeg her vil komme med et dundrende forsvarstale for alt, der er kommunalt. Der er stadig meget, vi kan gøre bedre. Jeg vil heller ikke underkende betydningen af eksemeplvis selvejende institutioner eller borgerdrevne initiativer i forbindelse med udviklingen af velfærdssamfundet. Men i Liberal Alliance romantiserer man i næsten sygelig grad fordelene ved det privatisering og udlicitering.

Og det er farligt. For de er dygtige, Liberal Alliance, til deres historiefortællinger om det store bureaukratiske monster af en offentlige sektor og om muligt endnu dygtigere til at fortælle om lyksalighederne ved det private Danmark. Men som det ofte er med historiefortællinger, så er virkeligheden en helt anden.

Det offentlige må rydde op efter private firmaer
Sidste år så jeg et af DR’s programmer om velfærd til salg, hvor en ældre mand for åben skærm grædende fortalte om alle de skiftende private hjemmehjælpsfirmaer, kommunen havde pakket ham på. Jeg tudbrølede – for hvad fa'en er det for et liv, vi giver vores ældre medborger?

Dem, der har slidt og slæbt for det danske samfund i årevis, så jeg har kunnet gå gratis i skole og komme på hospitalet, når jeg har været syg? Og hvem er det, der tager ansvar, når de private velfærdsudbyder går konkurs eller simpelthen ikke leverer varen? Det gør det offentlige. Og det er dyrt. Endda meget dyrt.

I mange tilfælde ender en udlicitering med at blive dyre for kommunerne

Diskussionen om uberficering af velfærden er måske lige netop eksemplificeringen af problemet med konkurrencestaten. Konkurrenceudsættelse har altid et teoretisk godt formål som eksempelvis forbedringer for borgerne, mere gennemsigtighed, mindre bureaukrati og så videre. Men i mange tilfælde ender en udlicitering med at blive dyre for kommunerne.

For det er utrolig dyrt at drive velfærdsinstitutioner, det er besværligt, det er omskifteligt, og selvom de private firmaer, fordi de ikke skal leve op til alverdens lovgivning og kommunale retningslinjer, har bedre konkurrencevilkår end de offentlige institutioner, så er det svært, ja næsten umuligt at tjene penge på velfærd.

Derfor prøver de fleste private aktører da også fuldstændig i tråd med Uber at forringe medarbejdernes vilkår, og i langt de fleste tilfælde ender udliciteringerne også med at blive dårligere for medarbejderne. Og når det er dårligere for medarbejderne, så vil det også næsten altid blive en dårligere oplevelse for borgerne.

Brug kræfterne på at forbedre den offentlige sektor
Men tilbage til forestillingen om Fru Jensen, der sidder i sin lænestol med sin smartphone i hånden og booker sit ugentlige bad, rengøring, indkøb eller bare tid til en kop kaffe med sin yndlings-sosu. Her tænker jeg: Hvorfor er det, vi ikke skaber det i det offentlige?

Hvorfor er det, vi ikke bruger alt vores krudt på at forbedre den offentlige sektor i stedet for at bruge penge på usikker og urentabel konkurrenceudsættelse? Det vil nok koste en del i starten, man ville skulle sikre de svageste borger, der måske hverken kan sidde i en lænestol eller har en smartphone. Men perspektiverne i at få velfærdssamfundet tættere på de enkelte borgere er jo smukke. Og oftere og oftere danner de offentlige institutioner rammer om hele byer rundt om i Danmark.

Velfærdssamfundet er en nerve i Danmark

Børnehaver, der åbner deres døre for lokalsamfundets borgere i weekenderne, så de har en legeplads at benytte. Skoler, der udbyder dele af deres grunde til nyttehaver til naboer, eller ældrecentre, der udbyder ældregymnastik og fællesspisning. Og listen fortsætter. Biblioteker, der laver børneteater, borgerservice, der uddanner ældre i ipadbrug og sundhedsplejersker, der holder oplæg om sund mad, tandhygiejne og motorisk udvikling af de mindste.

Den offentlige sektor i Danmark er så meget mere end den sosu-assistent, der, tvunget af tidsregistrering og overdreven kontrol, kun må gøre rent 15 minutter i hver ældres hjem. Velfærdssamfundet er en nerve i Danmark på lige fod med vores rige foreningsliv og lange tradition for demokrati og medbestemmelse.

Spørgsmålet er, om firmaerne i Uberfærd ville gide at gøre så meget for Danmark?
Mette Aagaard Larsen er forretningsudvalgsmedlem i fagforeningen BUPL.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.