Annonce

Færre arbejdsgivere tager lærlinge

Trods stigning i beskæftigelsen, så er antallet af unge, der mangler en praktikplads, nu over 10.000. Men samtidig falder antallet af virksomheder, der tager lærlinge, og er nu nede omkring en fjerdedel, viser nye tal fra AE-Rådet.
Over 10.000 unge på landets erhvervsskoler står i øjeblikket og mangler en lære- eller praktikplads. Mens der de seneste år er sket en forbedring på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsløsheden er faldet og beskæftigelsen steget, så er manglen på praktikpladser fortsat med at stige, og er i dag højere end i årene efter finanskrisen ramte Danmark.

Det viser nye tal fra AE-Rådet, som har set nærmere på de seneste års udvikling. Som det fremgår af figuren nedenfor, der viser antallet af praktikpladssøgende i årets første kvartal fra 2013 til 2016, så er antallet af praktikpladssøgende i perioden steget med knap 36 procent. I samme periode er antallet af danskere i beskæftigelse steget markant.

praktikpladssøgende

Over 70 procent tager ikke lærlinge
AE-Rådet har også set på, hvor stor en andel af virksomhederne med mindst fire ansatte, herunder faglært personale, der tager lærlinge. Ud af de cirka 56.800 private virksomheder, som i 2015 kunne tage lærlinge, var det kun 26,8 procent af virksomhederne, som gjorde det. Det er et fald på 0,7 procentpoint i forhold til 2013.

Bygge- anlægsområdet er med en andel på over 50 procent suverænt det område, der tager flest lærlinge, selvom andelen også her er faldet en anelse siden 2013. Inden for områderne landbrug og industri er andelen lidt over 30 procent, og inden for industrivirksomheder har tendensen faktisk været svagt stigende siden 2013. Omvendt ligger transportområdet og hotel- og restaurationsbranchen på under 20 procent.

Der er i gennemsnit seks lærlinge per hundrede medarbejder i virksomhederne, hvilket er et fald på 6,4 procent siden 2013. Andelen er højest inden for landbrugs og bygge og anlæg, der har omkring 12 lærlinge med hundrede ansatte. Her ligger industrien lavere med kun omkring 5 lærlinge per hundrede medarbejdere, om end der også her er tale om en svag stening i forhold til 2013.

Bedre incitamenter til at tage lærlinge
Udviklingen undrer chefanalytiker i AE-Rådets Mie Dalskov Pihl: ”Resten af arbejdsmarkedet viser positive tal og er på vej ud af krisen, men det kan jeg slet ikke genkende i de her tal. Der var engang, hvor virksomhederne tog ansvar, når det gik godt. Så vi må stille os selv spørgsmålet, om vores meget anerkendte veksel-uddannelsessystem er ved at gå fløjten”, fortæller hun til Ugebrevet A4.

AE-Rådet har tidligere beregnet, at Danmark i 2025 kan mangle 70.000 med en faglært uddannelse. Manglen på praktikpladser er derfor ikke kun et problem for de unge, men i høj grad også for virksomhederne selv, der om få år risikerer ikke at kunne få tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft. Og i sidste ende også for finansieringen af det danske velfærdssamfund.

Manglen på praktikpladser er et af hovedtemaerne ved de igangværende trepartsforhandlinger. Står det til Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, er der brug for at tænke i nye løsninger.

”Vi bliver nødt til at få nogle klare incitamentsordninger for virksomhederne, så der bliver indgået flere uddannelsesaftaler. De virksomheder, der ikke tager lærlinge, skal betale til dem, der påtager sig et uddannelsesansvar”, udtaler han til Ugebrevet A4.

Han opfordrer også til, at der i højere grad gøres brug af sociale klausuler, så virksomheder forpligtes til at tage lærlinge, hvis de vil vinde eksempelvis byggeopgaver i udbud i stat, kommuner og regioner.


Flere artikler om emnet