Annonce

Et splittet Storbritannien

Analyse: Den britiske EU-afstemning er ikke bare et potentielt farvel til EU, men også et potentielt farvel til Storbritannien. Resultatet udstiller et land i opbrud, hvor afstande mellem befolkningen vokser sig afgrundsdyb.
En gammel amerikansk talemåder lyder ”United we stand, divided we fall”, hvilket faktisk også er meget betegnende for gårsdagens valgresultatet, hvor Storbritannien efter 43 års EU-medlemskab vælger at tage afsked.

Ved en bemærkelsesværdig høj valgdeltagelse på 72,2 procent af de stemmeberettigede satte 51,9 procent af briterne kryds ved ’Leave’og 48,1 ved ’Remain’. 17,4 millioner kastede en hård dom over det europæiske fællesskab.

Separatister har fået nyt brændstof
Men i virkeligheden er det nationale resultatet for Storbritannien det suverænt mindst spændende.

De bagvedliggende tal og resultater viser nemlig at United Kingdom langt er fra er så ’united’, som navnet på deres land ellers tilsiger. Skotterne stemte klart for (62 pct. Remain), det samme gjorde nordirerne (55,8 pct. Remain), mens både waliserne (47,2 Remain) og englænderne (46,6 pct Remain) vendte sig imod det europæiske fællesskab.

Det giver nyt brændstof til kampen for selvstændighed i både Skotland og Nordirland, hvor særligt førstnævnte kan få et stærkt  momentum for en ny afstemningen om tilhørsforholdet til Storbritannien.

EU Referendum Results - BBC News – Google Chrome 24-06-2016 131302
Gul er områder, der stemt Remain, mens blå er områder der har stemt leave.

Fra det nordirske separatistparti Sinn Fein udtaler partiformand Declan Kearney: ”vi vil intensivere vores kamp for at få en afstemning om vores grænser”.

Og fra venstrefløjspartiet Scottish National Party siger den populære partiforkvinde Nicola Sturgeon: ”the vote here makes clear that the people of Scotland see their future as part of the European Union.”. En ny afstemning om uafhænhighed presser sig derfor på i Skotland, hvis tilhørsforhold til EU efterhånden synes mindst lige så vigtigt, som det til Storbritannien.

Polarisering: Storbyboere og akademikere mod landbefolkning
Hvis man kigger alene på de engelske resultater, så bliver splittelsen kun endnu mere tydelig. Stærkest er billedet med London, hvor hele 75,3 procent stemte Remain, mens andre storbyområder som Newcastle, Manchester og Liverpool også stemte for at forblive i det europæiske fællesskab.

Samme med de borgerne i de pulserende og omverdens-orienterede storbyer, så stemte universitetsbyer som Oxford (70,3), Cambridge (73.8), Bristol (61.7) og Exeter (55,3%) også klart for at fastholde forbindelsen til det europæiske fastland.

UK grafik

Det virker næsten chokerende, at Storbritannien kan stemme sig så relativt klart ud EU, når 3 ud af 4 indbyggere i landets millionstore hovedby London ønskede et ’Remain’. Men hvis man kigger uden for de større byer, så peger pilen tilsvarende markant på massiv ’Leave’-opbakning.

Særligt East og West Midlands skiller sig ud fra metropolen med næsten 60 procents opbakning for udmeldingen.

Det er valgdistrikter som Boston (75,6) South Holland (73,6) East Lindsey (70,7) i East Midlands og Dudley (67,6), Walsall (76,9), Wolverhampton (62,6) in West Midlands, hvor de mange ’Leave’-stemmere bor.

Det er nok det mange vil forbinde med det typiske nedslidte Midtengland, hvor de gode velbetalte job mest er noget man snakker om, hvor kulindustrien for længst er forsvundet og hvor de såkaldte market-towns med 40.000 indbyggere fylder godt ud i landskabet. Det er det typiske England, som England er i virkeligheden og ikke som vi kender fra tv-programmer som River Cottage eller Downton Abbey.

De ældre vælgere, stemte for nostalgien
Mens geografien tegner klart billede af et stærkt opsplittet Storbritannien, så hjælper det bestemt ikke på polarieringen, hvis man kigger på hvordan Remain og Leave-stemmer fordeler sig på alder. Her var de unge fra 18-24 år de stærkeste EU-tilhængere med 60 procent for Remain, mens den ældre vælgere over 65 ligeledes med 60 procent for ’Levave’ var de stærkeste EU-modstandere.

UK grafik alder

Polariseringen således nærmest perfekt fordelt, når det kommer til den britiske afstemning. Den 77-årige community organiser og klummeskribent i avisen The Guardian, Stewart Dakers, udlagde de ældres EU-skepsis således: “Udsigten til uafhængighed tager en tilbage til den gyldne æra, hvor vi gjorde tingene på vores egen måde. Menuen bestående af nostalgi og fremmedfrygt er giftholdig ret med særlig appel til smagsløg”. Overfor har kritikere påpeget at dem, der kommer til at leve længst med konsekvensen af dagens valg er dem, der ønskede at blive i EU.

En progressive middelklasse mod den socialkonservative arbejdsklasse
For tre dage siden havde Netavisen Pio hentet det britiske parlamentsmedlem Tristram Hunt til Danmark for at forberede os på hvad man kunne forvente efter Brexit-afstemningen og hvordan man skal forstå den britiske EU-skepsis.

Tristram Hunt pegede netop på den geografiske opsplitning, men også mellem en anden tydelig modpol ”Det er den progressivt internationalt orienterede middelklasse mod den social-konservative arbejderklasse”. Når man fortolker resultatet i dag tyder meget på, at den forudsigelse holdt stik. I Hunts egen valgkreds, arbejderklasse-området Stoke-on-Trent i West Midlands stemte knap 70 procent for 'leave'.

Hos BBC fortolker indlandsredaktør Mark Easton polariseringen meget tilsvarende: ”Det er den ældgamle skillelinje, som denne folkeafstemning igen har udstillet. Den desillusionerede del af venstrefløjen og den traditionalistiske del af højrefløjen har fundet fælles fodslag i kampen mod globaliseringen. De unge, de veluddannede og velhavende, de mest modstandsdygtige og de mest optimistiske, var langt mere villige til at omfavne de muligheder, som udviklingen giver” .

Mens EU nok skal overleve briternes afstemning, så er det mere tvivlsomt om Storbritannien, som vi keder det overlever? United Kingdom er hvert fald mindre united og mere opsplittet  end nogensinde før.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet