Visioner og virkelighed

Socialdemokratiet skal finde den rette balancere mellem fællesskab og frihed og mellem international solidaritet og en realistisk udlændingepolitik.
Den socialdemokratiske partiforening i Strib ved Middelfart har en særegen fane. På den ene side partiets traditionelle røde fane. På den anden side Dannebrog.

Strib fane

Denne dobbelthed kan symbolisere nogle af de udfordringer, som Socialdemokratiet står med, og som vi i dette essay gerne vil forsøge at give nogle svar på.

I Socialdemokratiets principprogram Hånden på Hjertet (2004) står der:

Socialdemokraterne er en politisk bevægelse, der har sin rod i den internationale arbejderbevægelse. Med udgangspunkt i den demokratiske socialisme, som bygger på respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder, har Socialdemokraterne sammen med fagbevægelsen gennem mere end 130 år været en afgørende drivkraft i forandringen og udviklingen af Danmark. Opbygningen af velfærdssamfundet har givet det enkelte menneske en hidtil uset økonomisk, kulturel, politisk og social frihed.

I Socialdemokratiet er vi enige om vores grundlæggende menneskesyn, værdier og visioner, selv om vi ikke altid er – eller skal være - enige om den konkrete politik. Men globaliseringen, - den voksende ulighed i verden, - verdens brændpunkter inkl. nogle af de mest terroristiske og anti-vestlige grupperinger i vores nærområder, bæredygtigheden i forhold til klima, miljø og produktion samt den af alt dette forårsagede flygtningekrise, kræver målrettet aktion.

I medlemsdemokratiet drøftes disse transnationale udfordringer samt principperne for vores kommende principprogram. Dette er godt i lyset af gabet mellem politikere og borgere, den stigende EU-skepsis samt de højrenationalistiske partiers fremmarch. En fremmarch, der ikke kan reduceres til ”massernes dumhed, angst og blinde protest”, men skyldes reelle problemer.

Socialdemokratiets klippefaste udgangspunkt er, at fællesskabet ikke er frihedens modsætning, men tværtimod dens forudsætning – og vice versa. Vil vores parti fremover vinde tilslutning til dette synspunkt fra en langt større del af vælgerne til venstre og højre for den gyldne midte - som vi er det bedste bud på -, må vi forholde os ærligt til forholdet mellem frihed og fællesskab.

Vi vil nedenfor især revurdere balancen mellem fællesskab og frihed i relation til 1) velfærd og bæredygtig vækst og 2) international solidaritet og en realistisk udenrigspolitik.

Fællesskab og frihed i forhold til velfærd og bæredygtig vækst
Individets rettigheder skal have jordforbindelse til det produktive arbejde understøttet af grundforskning, uddannelse, infrastruktur med videre. Cirka en femtedel af Danmarks befolkning er på passiv forsørgelse. Denne ’arbejdsfrihed’ er menneskeligt set uværdig og nedbrydende.

Den ødelægger den kontrakt, som vores omfordeling af værdier hviler på. ”Man kan ikke få noget for ingenting”, som en af vore ældre partifæller siger. Alle, som kan, skal bidrage til fællesskabet, enten via arbejde, uddannelse eller nyttejob m.v. Alle skal have hjælp, men vi må skære det ud i pap, at velfærdssamfundet bygger på pligten til selvforsørgelse, og at man skal være medborger, det vil sige ikke flygtning/migrant for at få del i alle ydelserne.

Vi har ikke brug for de neoliberale partiers hule skattelettelser eller vækst for profitmaksimeringens skyld - koste hvad det vil for klimaet, miljøet, arbejdskraften og samfundets sammenhængskraft. Vi skal gennemføre den såkaldte Tobin-skat på kapitaltransaktioner samt bekæmpelse af korruption og ulovlig pengeanbringelse i skattely. Vi skal have gennemsigtighed og kontrol i finanssektoren.

Socialdemokratiet skal bekæmpe den klassemæssige ulighed, og kæmpe for forbedrede løn- arbejds- og levevilkår for alle. Vi skal slås for den frie og lige adgang til alle uddannelser, for lige adgang til det krævende arbejdsmarked. Men det går ikke uden massive investeringer i grøn og bæredygtig vækst.

Grøn, bæredygtig vækst
Vores gode position inden for grøn teknologi skal bruges som en løftestang til øgede eksportindtægter på eksisterende eller nye eksportmarkeder. Vi skal fremme omstillingen til det fossilfrie samfund. Danmark står stærkt i opfyldelsen af Klimamålene fra Paris-konferencen i december 2015. Det skal vi blive ved med, også fordi det indeholder masser af arbejdspladser.

Mere grøn energirenovering og lokalt ejerskab til fx vindenergi vil give et økonomisk og kulturelt løft i lokalsamfundene.  Hvis vi ikke ønsker en nationalisering af energisektoren, må vi overveje nye ejerformer, hvor risiko og overskud kan fordeles retfærdigt. Skal staten eje fx 50,1 % af de primære ressourcer, jf. DONG?

Vi har ikke gjort op med godsejervældet for nu at se en ekstrem centralisering i landbruget. Der skal være grænser for, hvor meget af Danmarks jord enkeltpersoner må eje. Staten/pensionsselskaber kunne eje 34 % af de konkursramte landbrugsbedrifter i et fællesskab med private landmænd. Hermed kunne økologi også fremmes foruden Togfonden og Postvæsenet.

International solidaritet og realistisk udenrigspolitik
Socialdemokraterne ønsker ikke alene et mere lige, demokratisk samfund, men en mere lige, demokratisk verden.

Befolkningerne i ’den tredje verden’ ønsker selvsagt at få del i Vestens rigdom og stabilitet. Problemerne er enorme: Befolkningseksplosion i Mellemøsten og Afrika, de endeløse, sekteriske krige i sammenbrudte stater, korrupte, totalitære regimer, der holder befolkningerne nede med vold og manglende oplysning, den skæve udvikling og de ulige handelsrelationer, den snart irreversible klima- og miljøkatastrofe.

De såkaldte ”push og pull” faktorer, som forårsager folkevandringsbølgen, kræver international handling nu. Løser vi ikke problemerne i flygtningenes hjemlande, kommer problemerne vandrende eller sejlende til Europa – med tragiske følger for mange, der forsøger at nå hertil – og for Europa/Danmark!

Vesten skal og vil hjælpe, men de arabiske og afrikanske lande må ’tvinges’ til selv at tage (med)ansvar for at stoppe krigene, skabe velfungerende stater og brødføde deres befolkninger. Kolonialismen, imperialismen, USA og Vesten er ikke skyld i alle deres ulykker!

Spørgsmålet er, hvorledes vi hjælper flest muligt uden samtidig at omstyrte vores egen samfundsmodel og kultur?

Flygtningekonventioner til genforhandling
FNs Flygtningekonvention af den 28. juli 1951 (plus tillægsprotokoller) gælder enhver persons ret til at søge asyl udenfor hjemlandet ved personlig forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, socialgruppe og politiske anskuelser - minus grove (krigs)forbrydere - og til ikke at blive udvist til områder med trusler mod liv og frihed.

Flygtningekonventionen fordrer bl.a. retten til religionsfrihed, identitets- og rejsedokumenter, arbejde, bopæl, skolegang og sundhed samt beskyttelse mod diskrimination. Alle stater skal hjælpe flygtningene og afhjælpe flugtårsagerne i et samarbejde med FN/Flygtningehøjkommissariatet.

Opsigelse og revision af flygtningekonventionen er sikret i artikel 44 og 45 i konventionen. Socialdemokratiet skal kræve revision af flygtningekonventionen i betragtning af flygtningekrisens kolossale omfang. Intet land er folkeretligt forpligtet af aftaler, som truer dets eksistens/grundlag.

EU's ydre grænser skal kontrolleres. Vi skal med FN, NATO, EU sikre demilitariserede zoner, hvortil flygtningene/migranterne tilbagesendes fra midlertidige flygtningelandsbyer, samt tilstrækkelig hjælp til genopbygningen.

Flygtninge i arbejde
Når eksempelvis Rockwoolfondens Forskningsenhed dokumenterer, at kun cirka en tredjedel af flygtninge er i arbejde efter 5-15 år, mens det hos de familiesammenførte (typisk kvinderne) er færre, blandt andet på grund af forældede kønsroller.

På trods af nye tiltag er det svært at undgå, at majoriteten af de store flygtningefamilier ender på livslang, offentlig forsørgelse i parallelsamfund, hvorfra de vil udbrede deres kultur mere og mere – noget der SKAL dæmmes op for.

Flygtningene skal overholde opholdslandets love og bestemmelser samt den offentlige orden (Flygtningekonventionen Artikel 2). I Danmark gælder Grundloven og lovene.  Al særlovgivning må bandlyses. Danske soldater kæmper for fred, sikkerhed, menneskerettigheder og demokrati mod ekstremister i konfliktområderne.

Vi skal aldrig tolerere, at sådanne grupperinger får fodfæste herhjemme. Vi har brug for den røde fane såvel som for Dannebrog!

Inger-Lise Nedergaard Carstensen er tidligere fmd. for Socialdemokratiet i Strib og afdelingsleder for Boligforvaltningen i Kolding Kommune og Vivian Nedergaard T. Brodthagen er bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet i Strib samt lektor i tysk og filosofi.

---
Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.
Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.
Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Charlotte Holtermann: Et princip om en værdig død
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitikken skal ud af overfløjens hænder
Ole Lund Petersen: Det står vi for
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag


Flere artikler om emnet

Annonce