Dengang dopingsyndere var arbejderhelte

I Tour de Frances spæde ungdom blev doping ikke set som et udtryk for det enkelte menneskes dårlige moral, men som et udtryk for grådige arbejdsgiveres udnyttelse af underklassen. Udviklingen ligger i tråd med andre tendenser i samfundet.
I morgen starter Tour de France. Igen i år skal omkring 200 rytter udsættes for tre ugers pinsler gennem Frankrig. Langs lange lige veje med sidevind, over høje bjerge, gennem regn, kulde og stegende hede.

Og igen i år vil aviserne bruge enorme mængder af spalteplads på at diskutere, hvorvidt rytterne virkelig kan klare det på sukkervand, ris, myslibarer og lidt massage, eller der også er hårdere og forbudte stoffer indblandet.

Bliver en rytter knaldet i dopingfælden, vil vi se det velkendte show med stor forargelse blandt kommentatorer, ryttere og sponsorer, øjeblikkelig fyring fra sit hold, holdet vil blive truet med udelukkelse, medier vil true med at boykotte Touren, alt imens rytteren kommer med diverse fantasifulde forklaringer om, hvordan stoffet kan være havnet i hans krop.

”Vi kører på dynamit”
Sådan har det imidlertid ikke altid været. Tour de France blev ramt af sin første dopingskandale i 1924. Det er i sig selv lidt bagvendt, efter som der på dette tidspunkt ikke var nogen regler, der forbød doping. Løbets store stjerne var franskmanden Henri Pélissier, der havde vundet Touren i 1923, og også havde vundet løb som Paris-Roubaix, Paris-Tours og Giro di Lombardia.

Trods sin succes sit franske ophav var Henri Pélissier dog ikke i kridthuset hos den strenge løbsdirektør Henri Desgrange, der i 1903 havde skabt Tour de France som et reklamefremstød for sportsavisen l’Auto. Pélissier brokkede sig jævnligt højlydt over den forplejning, rytterne fik undervejs på ruten, og den strenge fortolkning af reglerne, som Desgrange lagde for dagen.

Forholdet blev bestemt ikke bedre af, at Pélissier forsøgte at organisere rytterne i en fagforening, som kunne kæmpe for ordentlige forhold på landevejen og varetage deres interesser over for sponsorer og løbsarrangører. Alt sammen var ifølge Desgrange et tegn på svaghed: ”Denne Pélissier forstår ikke at lide. Han vil aldrig figurere blandt de største.”, skrev Henri Desgrange i l’Auto.

1919pelissier
Den selvudnævnte galejslave, Henri Pélissier, i 1919.

Efter endnu et voldsomt skænderi med Desgrange valgte Pélissier at udgå kort efter starten på løbets 3. etape sammen med sin bror Francis og holdkammeraten Maurice Ville. De stod af i byen Coutances og satte sig ind på jernbanecafeen, hvor de blev opsøgt af den kendte journalisten Albert Londres fra Le Petit Parisien.

Pélissier lagde ikke fingrene imellem i sin kritik af Desgrange. ”Vi vil ikke behandles som køtere (…) Det, som man ikke vil udsætte et muldyr for, det udfører vi”, fortalte han journalisten. Og for at bevise over for Londres, hvor umenneskelige forholdene under Tour de France var, tømte han indholdet af sine lommer og tasker ud på bordet. Det var artige sager, der kom frem. Kokain, kloroform og adskillige pilleglas blev gravet frem. ”Vi kører på dynamit”, fortalte han.

Landevejens galejslaver
Londres bragte dagen efter afsløringerne i en artikel om det, der siden blev kendt som ”Les Forçats de la Route” – Landevejens galejslaver. Offentligheden reagerede med stor forargelse. Men ikke forargelse over, at Henri Pélissiers brugte hårde stoffer.

Forargelsen rettede sig derimod mod løbsledelse og sponsorer, der i jagten på opmærksomhed og profit udsatte ryttere for så hårde pinsler, at det stor forbrug af medikamenter var nødvendigt.

Joakim Jakobsen beskriver i sin fremragende bog Le Tour – sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år hvordan Pélissier-sagen blev et vigtigt symbol for den franske fagbevægelse i kampen for bedre rettigheder: ”Pélissier-sagen kom i mere end 10 år til at stå som eksempel blandt fagforeningsfolk, og 1924-affæren hjalp dem indirekte til at opnå forbedringer”, skriver Jakobsen.

Desgrange selv delte slet ikke forargelsen. Tværtimod var han stolt. Han havde fra starten ønsket at skabe et cykelløb der var umenneskelig hårdt, og afsløringerne af de massive forbrug var et klart bevis på, at det var lykkedes. Problemet var ifølge Desgrange ganske enkelt, at Pélissier manglede styrke og karakter.

Snydere og bedragere
Først med briten Tom Simpsons død på Mont Ventoux i 1966, hvor Simpson også havde kørt på ”dynamit”, ændrede holdningen til doping sig for alvor, og dopingkontroller blev indført som en fast del af de større løb. På dette tidspunkt handlede det dog fortsat først og fremmest om at beskytte rytternes sundhed.

Men de seneste årtier, og særligt siden Festina-skandalen i 1998, har den udbredte holdning været, at dopingmisbrugere er snydere og bedragere med en dårlig moral. Ansvaret blev dermed flyttet fra de ydre rammer – grådige løbsarrangører, sponsorer, medier, der ønsker reklame, seertal og profit – til den enkelte rytters dårlige moral.

På den måde ligner dopingdebatten i virkeligheden flere af tidens andre debatter, eksempelvis om arbejdsløshed og sundhed, hvor det dominerede fokus er skiftet fra de ydre strukturer, der definerer rammerne for individet, til et spørgsmål om moral og styrke hos det enkelte menneske.

Pélissiers liv sluttede i øvrigt tragisk. Under et skænderi blev han skudt af sin elskerinde, som han kort forinden havde såret med en kniv. Hun skød i øvrigt Pélissier med den pistol, hans kone havde begået selvmord med få år forinden. Men den selvudnævnte galejslavens oprør satte sig dybe spor langt ud over Tour de Frances rækker.

 

Læs mere:

Joakim Jakobsen: Le Tour – sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år, Rosinante, 2004

Ole Skjoldhøj: Tour de France – myter fakta eller spin?, Muusmann' forlag, 2014


Flere artikler om emnet

Annonce