I en lang årrække har der været adskillige drab på personale, der arbejder med psykiatriske borgere. Det er farligt, at arbejde indenfor psykiatrien og offentlige medarbejderne, er i stor risiko for, at blive udsat for vold og trusler og i værste fald blive slået ihjel. En undersøgelse af FOA fra 2014 viser, at 56 procent af deres medlemmer er blevet udsat for vold.

Det er selvfølgelig katastrofalt og da jeg selv har arbejdet indenfor socialpsykiatrien har jeg nogle erfaringer som jeg gerne vil give videre.

Behov for flere ressourcer
I behandlingspsykiatrien er der er blevet skåret ned på sengepladser og i stedet skal behandlingen foregå i ambulant regi. Det mener jeg, er en stor fejltagelse i forbindelse med de borgere, der er kaotiske og har et misbrug og eventuelt. også mangler en fast bolig. Den gruppe borgere kan have meget svært ved at møde op til ambulant behandling og stopper ofte med, at tage deres medicin når der ikke er kontakt til det professionelle personale.

I de nationale indsatser for psykiatrien er hjælpen målrettet middelklassen, som har fast arbejde og bolig, og ikke er misbrugende. Jeg tror desværre ikke, der findes så mange af den type borger og når der kun er fokus på middelklassens behov i de nationale indsatser så skaber vi en gruppe af borger, der er så dårlige at de bliver farlige for deres omgivelser når de falder udenfor systemet fordi de ikke får den rette behandling.

Når det går galt og en medarbejder bliver dræbt eller truet sker der ofte det, at skylden bliver pålagt personalet, der dagligt tager sig af borgerne. For eksempel efter drabet på Lindegården hvor lederen af bostedet udtalte til pressen, at drabet kunne været undgået hvis sikkerhedsreglerne var blevet overholdt af medarbejderen. Der findes vel nok brodne kar i psykiatrien, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved om de i virkeligheden burde arbejde med noget andet end mennesker, men findes der ikke det indenfor alle fag?

I sidste ende er det ledelsens ansvar, at udpege de medarbejdere, der ikke lever op til de krav, der bliver stillet og sortere dem fra hvor det ikke fungere.

Jeg har mødt mange dygtige medarbejdere, der gør en kæmpe forskel for de borgere som de arbejder med i deres hverdag - de er hverdagens små helte, som i nogle tilfælde brænder så meget for deres arbejde, at de også ender med at brænde ud fordi de dagligt er i klemme og skal leve med, at de ressourcer, der er til rådighed ikke spiller sammen med den service, der bliver forlangt. I stedet for at bebrejde dem det, vil jeg mene vi burde vi takke dem for de gør et stort stykke arbejde og lægger skuldre til langt mere end de burde.

Mere individuel behandling
Det næste jeg oplever som utilstrækkeligt er de metoder, som bliver taget i brug i praksis til at nedbringe volden i arbejdet med sindslidende. Tag nu for eksempel ”brøset violence checklist”, hvilket er et redskab, der bliver brugt i socialpsykiatrien i København, som skal virke voldsforbyggende.

Det består af et skema, hvor medarbejderne skal afkrydse en lang række spørgsmål, som er udfærdigede på forhånd hvor efter det vurderes, hvor udtalte de beskrevne træk er ved den enkelte borger. Jeg har selv udfyldt sådan et skema og jeg synes det giver en alt for snæver vinkel på hvordan man håndtere den enkelte borger i konfliktsituationer. Mennesker er forskellige og har individuelle adfærdsmønstre når de bliver voldelige og det vil efter min mening være langt mere konstruktivt, at lave individuelle planer for hvordan man håndtere den enkelte borger i konfliktsituationer.

Det kræver et indgående kendskab til borgenes personlighed - en viden man kun have når medarbejderne dagligt kommunikere med hinanden og det er der ofte ikke tid til. Jeg synes derfor det er mere oplagt, at udfærdige individuelle risikovurderinger for de borgere, som er truende over for personalet. Planer hvor det står beskrevet hvad for nogle reaktionsmønstre de har inden de bliver voldelige og hvordan personalet håndterer det, når de bliver det.

Brobygning mellem kommuner eller regioner
Det er ofte et problem, når en patient bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling, at vigtige informationer går tabt. Det kunne afhjælpes med at de forskellige IT-systemer, hvor medarbejderne dokumenterer deres dagligdag, blev åbnet, så det er muligt for medarbejdere på et bosted, at læse om indlæggelsen på det psykiatriske afsnit og omvendt.

Desværre er der ikke adgang til de systemer på grund af personadataloven, så når medarbejderne på et bosted skal tage i mod en beboer, der lige har været indlagt så er det ofte kun den mundtlige overlevering de kan forholde sig til.

Dernæst så er det klart, at når der skal tilføres flere ressourcer både i regionerne og i kommunerne skal indsatsen være meget koncentreret om, at skabe sammenhængende overgange mellem indlæggelse og udskrivelse. Dernæst vil flere varme hænder dæmpe konflikt niveauet specielt hvis man arbejder ud fra overbevisningen om at ” negativ opmærksomhed er bedre end slet ingen”. Ofte bliver konfliktniveauet større når der mangler ressourcer og der ikke er nok tid til den personlige kontakt med borgerne.

Det psykiatriske område står overfor nogle store udfordringer i de kommende år, men i sidste ende handler meget af det om at kommunerne og regionerne finder viljen og interessen i at samarbejde om at løse problemerne og der bliver tilført flere ressourcer.

Louise Coulthard er uddannet cand.soc og socialpædagog og er kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.