Middelklassens mismod kan sikre Trump sejren

Klumme: Manglende tillid til de folkevalgte og Hillary Clintons uhellige alliance med storkapitalen er det som giver en atypisk kandidat som Trump chancen for at vinde.
Da Donald Trump en varm juliaften i Cleveland kunne lade sig hylde som republikanernes præsidentkandidat, var det mod alle odds. På trods af hele den republikanske elite, der fra dag ét modarbejdede ham det bedste, de kunne. På trods af medierne, der ikke tog hans kandidatur seriøst og altid var hurtige til at viderebringe hans mest bizarre udmeldinger. Og på trods af et felt af republikanske kandidater, der virkede stærkere end ved tidligere valg.

Donald Trump skaber konstant unødige problemer for sig selv, han er egenrådig og i disse dage en håndfuld procent bagud i meningsmålingerne. Men der er stadigvæk tre måneder til valget, og det vil være en fejl at dømme ham ude. For Trump er på en mission, der har vakt enorm genklang hos store og vigtige vælgergrupper.

Der er ufatteligt mange grunde til, at Donald Trump ikke skal overtage det mest magtfulde embede i verden: Den totale mangel på politisk erfaring. Fraværet af et konkret valgprogram. De grænseløst grove, urimelige og injurierende beskyldninger mod muslimer, kvinder, latinoer og alle mulige andre. Og personangrebene, som for eksempel på Fox News’ studievært Megyn Kelly, om hvem han – da han blev udfordret i et interview – sagde, at man kunne se ”blood coming out of her wherever”.

Tid til en anti-politiker
Men hvis man skal forstå, hvorfor det bestemt ikke kan udelukkes, at Trump 20. januar 2017 bliver taget i ed som USA’s 45. præsident, skal man se tingene præcis modsat: Den almindelige amerikaner stemmer ikke på Trump trods af alle de ting, vi veluddannede mennesker i USA og Europa korser os over, men grund af dem. De mange middelklassevælgere holder af Trump, fordi han i deres opfattelser tager den almindelige vælgers parti frem for at behage eliten.

I sine bøger markedsfører Trump sig selv som anti-politiker. For se, hvor de etablerede politikere har ført os hen? Trumps narrativ er som en handlingens mand, der kan ”Make America Great Again” i modsætning til politikerne, der taler og taler men ikke løser problemerne. Trumps tilsvining af politiske modstandere og hans opgør med de vedtagne normer for den politiske debat sætter ord på den frustration, mange helt almindelige amerikanere føler ved den måde, landet og især økonomien er blevet forvaltet de seneste par årtier.

Grundlæggende handler det om, at den amerikanske drøm – troen på, at i morgen kan blive bedre end i dag – er blevet skudt i sænk. Ikke fordi økonomien ikke vokser: Den amerikanske velstand er med en vækst på 83 procent næsten fordoblet de sidste 15 år. Men rigdommen bliver mere og mere skævt fordelt. Så samtidig med, at velstanden i det amerikanske samfund er vokset markant, er medianindkomsten – lønnen til den gennemsnitlige amerikaner – faldet siden årtusindskiftet.

Den pressede middelklasse
Middelklassen i USA holder akkurat skindet på næsen. Men kun akkurat, og håbet om en bedre fremtid er forsvundet. Det bedste, der kan ske for den amerikanske middelklassevælger, er at tingene ikke bliver værre. At han kan beholde sit job. At han og familien har råd til at blive boende i huset. At han har råd til at give børnene en ordentlig uddannelse i et uddannelsesmarked, hvor de gode private skoler bliver dyrere og dyrere og de offentlige skoler bliver dårligere og dårligere. At hans pensionsordning er god nok til en tryg alderdom. Og at hans forsikring dækker, hvis han bliver syg.

Det er almindeligt at tilskrive middelklassens deroute i USA den almindelige økonomiske udvikling. Globalisering, internet, nye produktionsformer og alle de ord, vi er vant til at høre. Men for mange amerikanere er der en klar og voksende opfattelse af, at de dårligere udsigter ikke kun skyldes udefrakommende faktorer, men i mindst lige så høj grad er resultatet af politiske valg.

Skattelettelserne til de rigeste. Den massive støtte til bankerne og den manglende støtte til husejerne, der kom i klemme. Den lempelige regulering af bankerne, der finder smuthuller, udbetaler bonus til direktørerne og tørrer regningen af på skatteyderne. Handelsaftaler, der giver udenlandske virksomheder mulighed for at udkonkurrere amerikanske og lægger hele områder øde. Et arbejdsmarked der betyder, at mange amerikanere skal have to-tre-fire jobs for at få enderne til at mødes. Et uddannelsessystem i forfald: Alt sammen politiske valg, som den amerikanske middelklasse mærker meget tydeligt.

Troen på trickle-down økonomien er ikke forsvundet hos eliten, men er forsvundet hos den almindelige vælger. Den rigeste procent er blevet vanvittigt meget rigere, men det har ikke givet flere penge til middelklassen og de fattige, og middelklassen føler sig overset, til grin og svigtet.

Trump fisker derfor i rørte vande med sine udfald mod eliten tilsat en dosis optimisme på USA’s vegne: USA skal igen være et blomstrende samfund og en stormagt, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. Trump er en kombination af Tea Party-bevægelsens had til eliten og Reagans optimisme og evne til at forklare tingene i sprog, alle forstår.

Hillary kæmper med arven fra Bill
I hårde økonomiske tider har vælgerne traditionelt foretrukket demokratiske præsidenter. Men denne gang er det for mange hvide middelklassevælgere anderledes. De fravælger Hillary Clinton, fordi de opfatter hende som tættere på den forhadte elite end den stenrige Trump: Hvor Trump signalerer anti-establishment, har Hillary Clinton via sit ægteskab med Bill Clinton og sine politiske poster, hvor hun i mange år har været tæt på de vigtigste politiske beslutninger, et opfattet medansvar for tingene.

For det var jo under Bill Clinton, at frihandelsaftalen NAFTA, der giver mexicanske virksomheder rige muligheder for at udkonkurrere amerikanske produktionsjob, blev indgået. Det var under Clinton, at der med Uruguay-runden for alvor kom gang i de GATT-forhandlinger, der førte til WTO-aftalerne der giver kinesiske og andre asiatiske lande adgang til det amerikanske marked. Og der var under Clinton, at Glass-Steagall-loven, der siden depressionen i 30’erne havde adskilt de ”almindelige” banker fra de spekulative investeringsbanker, blev ophævet. Hvilket betød, at den almindelige amerikanske lønmodtager og skatteyder pludselig blev en ufrivillig del af finansverdenens kasinoøkonomi.

For mange middelklassevælgere er Clinton-familien derfor ikke længere den almindelige amerikaners allierede men et af de klareste eksempler på en politisk overklasse, der har lukket sig om sig selv og lavet en uhellig alliance med den økonomiske elite.

Den danske tendens
Danmark er ikke USA, men vi ser de samme tendenser. Produktionsjob, ja hele sektorer, der forsvinder. Usikkerhed om fremtiden. En større forskel mellem land og by, end vi har set i et århundrede. Og en vælgerbefolkning der i vidt omfang synes, at Christiansborg-politikerne ikke forstår, hvordan tingene foregår ude i virkeligheden.

Den frustration var med til at give Dansk Folkeparti-kometen Morten Messerschmidt næsten tre gange så mange personlige stemmer som nummer to ved EU-parlamentsvalget i 2014, med til at gøre DF til det mest populære parti i store dele af Danmark ved valget i 2015 og en del af grunden til, at flertallet af vælgerne stemte nej til det forslag om at ophæve retsforbeholdet, som alle de regeringsbærende partier stod bag.

Danmark er ikke USA, og Dansk Folkeparti er ikke Trump. Men den manglende tillid til, at de folkevalgte kan finde løsninger på almindelige menneskers problemer, har vi til fælles med amerikanerne.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Annonce