Kært barn har mange navne. Uanset om de kaldes prekære, løsarbejdere, vikarer, freelancere, deltidsmedarbejdere, tidsbegrænsede projektansatte, atypisk ansatte eller slet og ret daglejere, så udgør de samlet en ny verdensomspændende trend, hvor kortvarige ansættelser erstatter månedsløn og medfølgende socialt sikkerhedsnet.

Selvom store dele af fagbevægelsen har råbt vagt i gevær, så har tendensen med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet umiddelbart ikke materialiseret sig i Danmark endnu. En analyse fra AE-rådet har tværtimod vist et fald i andelen af ansatte i midlertidig beskæftigelse.

I 2000 var denne andel knap 10 procent og i 2015 var den 8,7 procent. Skræmmebilledet fra især USA, men også fra Tyskland og England, hvor stadig må arbejde flere job for at klare sig og stadig flere ryger i kategorien ’arbejdende fattige’ har altså ifølge AE-rådet ikke helt ramt Danmark.

De unge akademikere er det nye prekariat
Og så måske alligevel, hvis man kigger isoleret på aldersgruppen 25-34-årige, er tendensen imidlertid en anden. En stadig større del af de unge og nye på arbejdsmarkedet må nemlig nøjes med løsere og mere midlertidige ansættelse. Og det er en tendens, der også har fået professor Ove Kaj Pedersen fra CBS til advarer.

- Min analyse er at der allerede nu går en glasvæg mellem de fastansatte og de prekært ansatte. Og vi se at den kun bliver stadig højere og tykkere jo mere vi kigger fremad. Vi ved også, at der bliver flere af de som ikke er ansat i permanente stillinger, og som ikke har tillidsmænd til at forsvare dem, og ej heller har sammenlignelige kontrakt- eller overenskomstvilkår med de fastansatte. De nye outsidere kommer, siger han til Netavisen Pio.

Det er ikke bare fra de store samfundsanalyser og nyeste datasæt, at Ove Kaj Pedersen møder det nye prekariat, som han selv kalder det. For CBS-professoren består en stor del af denne udsatte gruppe nemlig også af de unge studerende, som sidder overfor ham, når han dagligt vejleder dem på sit kontor.

Professor Ove Kaj Pedersen Copenhagen Business School. 

- Det nye prekariatet i den offentligt sektor omhandler to typer. Dels de midlertidigt ansatte, de kontraktansatte, hovedsageligt unge, fremmede, ufaglærte, dem under uddannelse. Det er dem, der ikke ved hvor de skal på arbejde i morgen og om de overhovedet skal det og som typisk arbejder på individuel kontrakt med en virksomhed, der har kontrakt med det offentlige. Den anden gruppe er de akademisk uddannede, som ikke kan forvente samme vilkår og muligheder som tidligere generationer. De er freelancere og projektansatte, de går fra korttidsansættelse til korttidsansættelse og sådan vil det være for mange flere i fremtiden. Og jeg kender dem jo. Det nye prekariat sidder overfor mig i netop den stol, siger professoren og peger ud i rummet.

Det forkerte fokus på de forkælede
For Ove Kaj Pedersen er denne opsplitning af arbejdsmarkedet en altafgørende udfordring for fagbevægelsen.

- Jeg tilhører de privilegerede, dem der har fået fastansættelse, på gode betingelser og med relativt høj løn. Og jeg er mere og mere bange for forskellen mellem os privilegerende og de nye prekære ansatte. Jeg ser den som en trussel mod velfærdsstaten, hvis vi privilegerede, bliver ved med at kritisere vores arbejdsbetingelser uden at tage højde for dem der sidder på den anden side af glasvæggen og med forbløffelsen kigger på kritikken ude fra. De kigger udefra og ind på vores Paradis, som er uden for deres rækkevidde, siger han.

Han opfordrer fagbevægelsen til ikke alene at fokusere på dem, der har deres på det tørre, men lægge mere vægt på de svageste og de mest udsatte på arbejdsmarkedet. Netop fordi det er dem, der ikke har ressourcerne og overskuddet til at lade sig organisere.

- Fagbevægelsen må vælge, hvorvidt de vil være den samfundsforandrende organisation, som den var tilbage fra Septemberforliget i 1899 og som den også var det i forbindelse med opbygning af velfærdsstaten. Eller om den blot vil være en snæver medlemsorganisation, som den gradvist har udviklet sig til fra 1980’erne. I dag er det det store valg: Varetager fagbevægelsen kun medlemmernes interesser, eller alle de nuværende og mulige lønmodtageres interesser?